Udefra ser træhuset ganske dansk ud. Men allerede, når man har passeret dørtærsklen, går det op for en, at det har en forbindelse til Grønland. Et tungt, aflangt træhåndtag, der åbnes opad, er blot en af detaljerne, der peger mod verdens største ø. Håndtaget er designet til at forhindre slædehundene i at hoppe op, trykke det ned og smutte ind i huset. Andre detaljer fortæller samme historie. For eksempel åbnes vinduerne indad. Hvorfor? Hvis sneen ligger højt rundt omkring huset, er det meget nemmere at åbne dem indad og skovle sig ud gennem sneen.
»Huset blev tegnet i 1967 af min farfar, arkitekt Viggo Møller-Jensen, fordi Grønlands Tekniske Organisation bad ham om at designe nogle typehuse. Et af de mindste var syv gange seks meter i grundplan, og det fik han produceret som prøvehus, der blev bygget i Rødovre for at sikre, at alt passede efter tegningerne. Da huset havde stået der et årstid, købte min far, Jens Møller-Jensen, huset. Han kunne få det for 3.600 kroner. Men så skulle det også fjernes inden for en uge,« fortæller Peter Møller-Jensen.
Selv om huset var lille, fyldte det for meget til at stå på en blokvogn. Men det var der råd for. Peter Møllers far fik fat i en motorsav og skar huset op i to dele. Derpå fragtede han det til Hørsholm, hvor det står i dag.
»Ifølge historien havde min far købt en lille grund af arkitekten og forfatteren Poul Henningsen for en kasse øl, fordi han gerne ville have min far som nabo. Her blev huset en tidlig morgen sat af, samlet og med brun sæbe under slæbt på plads ind over fundamentet. Og da naboen stod op nogle timer senere, var der allerede røg op af skorstenen,« siger barnebarnet og tilføjer:
»Det forlyder dog, at PHs kone blev sur over handlen, og at der derfor var lidt efterbetaling.«
I de efterfølgende år boede Peter Møller-Jensen som lille dreng i huset med sin far og mor, hvorefter det blev lejet ud i en længere periode. Men for 14 år siden overtog han og hans kone, Anette Møller-Jensen, lejemålet, og senere blev huset deres.
Parret har altid været glade for at bo i huset, men for nogle år siden kom de til et punkt, hvor de ønskede en større og mere moderne bolig. Og da Anette Møller-Jensen lever af at indrette boliger, og hendes mand er designer, havde de gode forudsætninger for at ændre huset. Peter Møller-Jensen erkender dog, at det var med meget nervøs hånd, han begyndte at udvikle idéerne i sit tegneprogram. For det var vigtigt for ham, at det skulle gøres med respekt for hans farfar, der på det tidspunkt stadig levede.
»Vi besluttede at udvide huset med en tilbygning, der var en kopi af det gamle hus, bare forskudt 1,22 meter, så man fra vejen kunne se to små gavle. De nye kvadratmeter skulle ligge to trin lavere end de øvrige, for at lofthøjden passede til de nyere krav. Jeg nåede at snakke med min farfar om planerne, og han var positiv over vores idé,« beretter husejeren, der kort efter skød byggeprojektet i gang.
Det tog længere tid end forventet. Fire måneder blev til 11, og parret nåede at låne tre forskellige sommerhuse, mens byggeriet stod på. Men nu har de så fået en nærmest ny bolig. Ved at bygge til og sløjfe nogle vægge i stueetagen er der opstået et stort, åbent køkken-alrum, en ny stue og et atelier-rum med loft til kip og store nordvendte ovenlysvinduer. På 1. sal har de blandt andet indrettet et stort badeværelse og et nyt soveværelse med store vinduer ud til haven. Prisen landede på omkring 1,4 million kroner, hvoraf lidt under halvdelen af pengene er blevet brugt til at modernisere den eksisterende bygning.
Når arkitektens sønnesøn viser sit hus frem, er det med lys i øjnene, mange ord og forklaringer samt en stak tegninger og artikler til at underbygge historien. Hans entusiasme kan ikke undgå at smitte af på lytteren.
»Jeg har fortalt historien om huset masser af gange, men jeg bliver aldrig træt af det,« siger Peter Møller-Jensen.
