Gemmesteder til egen avl

Gemmeriet er ikke længere afgørende for familiens overlevelse, men glæden er stor, når en Belle de Boskoop af egen avl bliver tryllet til æblekage i marts måned. Hvor kan det gemmes så længe? Boligen har kigget på boligens gemmesteder.

De gode gemmeæbler står køligt og godt i trækassen ved nordsiden af huset. Det gamle håndklæde skal dæmpe fristelsen for solsortene. Når frosten tager til, sættes kassen i en flamingokasse. Maren Korsgaard, hortonom. Fold sammen
Læs mere

Nordboer har alle dage overlevet på at gemme sommerens overflod af mad frem til det følgende forår. Vi må indrømme det, vi har simpelthen tradition for at spise gammel mad. Det lyder måske ikke forjættende, men når man nu selv har dyrket maden, så er det en anden sag. Det hjemmedyrkede æble vinder altid over de importerede, så længe de holder sig friske. Og det er netop det sidste, der er den vanskelige bedrift. Hvordan kan man holde noget som helst frisk i et moderne varmt og tørt hus? Gamle dages huse var fulde af fadebure, tørrelofter og kartoffelkældre, alt sammen indrettet på at kunne opbevare råvarer vinteren igennem, frostfrit og køligt. I dag har vi et køleskab, hvor grøntsagsskuffen levner plads til en uges forråd, og måske en fryser. I bedste fald en kummefryser med plads til både kød og grønt. Men frostfrie, kølige rum, det er en mangelvare i en moderne bolig, noget som arkitekter godt kunne tage fat på!

Gulerødder, persillerødder, jordskok og pastinak kræver så fugtige og kølige opbevaringsforhold som muligt, og jorden er et fantastisk opbevaringssted. Rodfrugter »opbevares« derfor bedst i køkkenhaven helt frem til frosten bliver så hård, at den også går i jorden. Sidste vinter skete det først i marts, så der høstede vi friske gulerødder direkte fra køkkenhaven hele vinteren! Normalt vil frosten gå i jorden fra december, men den kan forsinkes ved at dække bedet over med fiberdug, halm, visne blade etc. Friske danske gulerødder høstes fra halmdækkede gulerodsmarker hele vinteren, så det er en strategi, der er kendt også i stor målestok. Pastinak og jordskok tåler endda frost, så de kan høstes friske hele vinteren, blot jorden er til at grave i. Rodfrugter opbevares i øvrigt bedst i en spand med fugtigt sand eller sphagnum ved 0 grader, f.eks. i en kumme i jorden.

Kartofler bør ikke ligge og vente i jorden indtil frost, de bliver søde, hvis de udsættes for temperaturer under 4 grader. Det anbefales at tage kartoflerne op allerede i starten af september. Derved undgår de at få skurvbelægninger på overfladen, noget der let udvikles i fugtig jord. Desuden kan både smælderlarver, mus og snegle finde på at æde af kartoflerne, mens de ligger og venter på at blive høstet. Kartoflerne skal derfor helst op inden »kartoffelferien«. Lige nu skal de helst ligge køligt (ca. 6-7 grader), relativt tørt og helt mørkt. Det kunne f.eks. være i kasser, foret med pap eller i papirsække nedsat i en flamingokasse dækket med aviser og et låg over. Hele herligheden bør stå udendørs, f.eks. under et halvtag.

Æbler er der masser af i år. Kassevis af gode æbler kan der plukkes fra mange haver, og hvad gør man lige med dem? Selv når man har foræret til æbleløse venner og bekendte er der mængder tilbage, som overstiger ethvert realistisk bud på vinterens æblespisning. Hvorfor ikke forvandle overfloden til flydende æbler? Friskpresset æblemost er en delikatesse og det smager lige så friskt efter et halvt år i fryseren. Man behøver altså ikke at tænke på henkogning og pasteurisering, hæld bare mosten på plasticflasker og frys den ned. Et lille hjemmemosteri er godt nok en investering, men måske kunne man gå sammen om indkøbet i grundejerforeningen, kolonihaveforeningen eller vennekredsen. En mostpresse er et enkelt og gedigent redskab, som sagtens kan holde til mange års brug af mange forskellige »mostre«, og det vil være en årlig tilbagevendende fornøjelse at presse æbler til gylden most.

De bedste æbler vil man selvfølgelig gerne kunne spise som friske æbler, så længe som muligt. De opbevares bedst ved 1-4 grader og forholdsvis fugtigt, f.eks. i luftige trækasser udendørs. Flade kasser giver et godt overblik over æblernes tilstand. Det er vigtigt jævnligt at fjerne eventuelle rådne æbler, så de ikke smitter de andre i kassen. Pak eventuelt kassen ind i net mod sultne mus og solsorte. Når der loves vedvarende frost bør trækasserne sættes i luftige flamingokasser, så æblerne holdes frostfri.

De allernemmeste grøntsager at opbevare i et moderne hus er hvidløg og græskar. De holder sig nemlig bedst på et tørt sted, og har det fint med temperaturer på 15-20 grader. Græskar bør tørres lidt ekstra inden opbevaring. En uges ophold i et varmt fyrrum eller i en varm vindueskarm vil gøre skallen ekstra hård og holdbar. Hvidløgsranker pynter i køkkenet og samtidig kan løgene holde sig friske i op til et år. Almindelige løg kan flettes til fine ranker eller hænges i et net. De holder sig også godt ophængt i køkkenet, men vil dog foretrække et lidt køligere, tørt sted, f.eks. på et køligt loft.