Gang blev til hemmeligt tøjskab

Et stykke af en lang gang blev til et walk in closet, som ingen bemærker. Nogle snedige håndværkere fandt nemlig på at gemme det væk bag en væg.

Det er en overraskelse for mange, at der bag det lille bord i entreen gemmer sig et walk-in-closet.<br>Foto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere

»Guuud er der er skab dér - hvor smart.«

Sådan lyder en typisk kommentar, når Jeanet Sindal præsenterer besøgende for sin alternative skabsløsning, som blev til kort efter, hun flyttede ind sidste år. Hvis man ikke har falkeblikket på, er det nemlig umuligt at se, at der bag et gammelt spejl og bord i entréen gemmer sig et rum fuld af tøj.

»Der var ikke plads til et garderobeskab i mit soveværelse, så jeg skulle igennem mit spisekøkken og ind i et lille værelse bagved for at få fat i mit tøj. Det var irriterende at rende igennem lejligheden, hvor folk kunne kigge ind. Samtidig havde jeg en lang gang, og en del af den plads ville jeg gerne udnytte bedre,« forklarer Jeanet Sindal.

Hun fik derfor fat i nogle håndværkere, som hun havde fået anbefalet af en bekendt.De kom i fællesskab frem til, at det ville være ideelt at forvandle den lille bid af gangen til et walk in closet. Håndværkerne gik derfor i gang med at måle op, men lige som de skulle til at bestille skydelåger med spejle, stoppede de op.

»Det gik op for os, at der ikke ville være så meget plads til at komme ind i skabsrummet, fordi lågerne ville tage meget plads, når de var slået til side. Og så var det, at den ene håndværker fik en idé,« siger Jeanet Sindal.

Han kom til at tænke på nogle scener i de gamle James Bond-film, hvor hemmelige døre kommer til syne bag reoler, der kan skydes til side. Og den idé overførte han til Østerbrolejligheden.Beboeren havde et fint spejl og han selv et bord derhjemme, som ville kunne skjule en dør til tøjrummet, og det syntes Jeanet Sindal lød som en både sjov og pæn løsning.

Omkring tre dage tog det håndværkerne at forvandle det lille stykke gang mod baggården til walk in closet med masser plads til Jeanet Sindals sko, støvler, bluser, kjoler, skjorter, tørklæder og meget mere. Og hun sætter nu pris på kun at have få meter fra seng til sit »panic room«, som hun kalder det.

»Jeg er normalt ikke så god til at holde orden, men jeg synes, at det går meget nemmere, når jeg kan stå inde i skabet. Det er samtidig nemt at danne sig et overblik over, hvad jeg har af tøj,« siger skabsejeren, der ikke føler, at hun har givet afkald på noget for at få styr på sine gevandter.

»Vi behøver ikke mere gang, end det vi har nu. For hvis den var større, ville vi bare smide endnu flere sko og hænge mere overtøj derude,« siger hun.