Der er kun 30 husnumre i gaden, der løber som en navlestreng mellem den travle Nørrebrogade og det populære Sankt Hans Torv. Alligevel har Elmegade i den grad markeret sig internationalt, at Tyler Brule, skaberen af magasinerne Wallpaper og Monocle, flere gange har skrevet begejstet om gaden, som han har betegnet som en af de mest spændende byzoner med hensyn til urban living i Europas metropoler, bl.a. på grund af dens blanding af alle mulige butikker, gammelt og nyt, og dens stemning af landsby midt i storbyen.
Den er også blevet sammenlignet med både Chelsea i London og East Village i New York.
»Ja, er det ikke sjovt, at kvarteret her, der tidligere var rigtigt gammelt Nørrebroslum, er blevet så eftertragtet?« siger Bjørn Vincent Larsen, der siden 1992 har ejet antikvariatet i nummer 8-10.
»Jeg har haft besøg så langt væk fra som fra Kina her i kælderen. Det drømte jeg ikke om, da jeg begyndte at arbejde i antikvariatet i 1979 og boede i baggården for en husleje på 500 kr. om måneden.
Dengang var der tre baggårde i de fleste ejendomme i gaden, men de er blevet ryddet i forbindelse med byfornyelsen og der er lavet store dejlige lyse og grønne gårde med legepladser og grillsteder for beboerne,« fortsætter Bjørn Vincent Larsen, der er født og opvokset på Blågårds Plads og som nu bor i en andelslejlighed i Egegade, en sidegade til Elmegade.
»Tidligere var Elmegade kendt for sine bodegaer, antikvitetshandlere og antikvariater, bl.a. Pinkerton, der specialiserer sig i krimier og som nu er flyttet til Nansensgade.
I dag er vi kun et par af de oprindelige forretninger tilbage, bl.a. Gebauer, der sælger lampeskærme, og baren Osbourne. Til gengæld kommer her en masse unge mennesker og så altså udlændinge, der har læst om gaden i de internationale magasiner,« siger Bjørn Vincent Larsen.
Nu er det modebutikker med eksklusivt designertøj, sushi-barer, økologisk bagværk, trendy cykler og kaffebarer og caféer, der trækker både folk fra andre dele af København og folk fra hele verden på mellemlanding til Elmegade.
Et af de nye steder i gaden er The Laundromat Café skråt overfor antikvariatet, der har leveret de tusindvis af paperbacks i bardisken, der også fungerer som bogreol. Dem kan man læse i, mens man drikker kaffe og vasker tøj i de store vaskemaskiner, der snurrer rundt bag en glasdør, hvis ikke man mødes for at spise med vennerne eller har sat sig til rette med sin bærbare, for der er naturligvis trådløst internet i caféen.
Idéen til The Laundromat Café, der åbnede i august 2004, fik Fridrik Weisshappel, der trods sit østrigske navn er fra Island.
Han boede i Birkegade, en anden sidegade til Elmegade, og da den gamle bar, der lå på stedet - »det var et af de sidste værtshuse i København, der gav kvinder adgang,« fortæller han – blev sat til salg, købte han den sammen med et par andre islændinge og driver det nu i samarbejde med Ingvi Steinar Olafsson og Brynjolfur Gardarsson.
»Min første idé rent praktisk var bare at have et sted, hvor man kunne have det lidt rart, mens man vaskede sit tøj på møntvaskeri, hvilket jeg altid selv har syntes var kedeligt. Men ideen slog fantastisk an og vakte opmærksomhed i Australien, Japan og mange andre steder,« fortsætter Fridrik Weisshappel, der ikke bekymrer sig om hvorvidt konceptet bliver kopieret ude i verden.
»Det har vi slet ikke tid til at tjekke. Men vi har kopieret os selv i Århusgade på Østerbro,« fortæller han i caféen, der allerede ved 10-tiden en almindelig tirsdag er fyldt til sidste plads med brunchspisende gæster.
Fridrik Weisshappel er oprindeligt tømrer og designer og har selv indrettet The Laundromat Café sammen med sine partnere, der ligesom han havde forretningserfaring med sig hjemme fra Island. Selv havde han fire barer og to tøjforretninger på sagaøen og har også haft et TV-program om design og image.
Han har svært ved at skjule sin begejstring for Elmegade, for selv om han og hans kone Tine, der er arkitekt og venter deres første barn – »en lille Irma« – om nogle måneder, er flyttet over på den anden side af Sankt Hans Torv til Nørre Allé, tilbringer han minimum ti af døgnets timer i Elmegade.
»For nylig gik det op for mig, at jeg ikke havde været over Dronning Louises Bro i over tre måneder. Der er overhovedet ingen grund til at forlade kvarteret og tage down town København for at få dækket sine behov, man kan få alt her,« siger Fridrik Weisshappel.
»Energien i gaden er helt speciel, det er som at gå rundt i SoHo i New York. Her er altid liv og her bor mange musikere, skuespillere og andre kreative mennesker. Lejlighederne er små, men meget funktionelle, og ejendommene er sat i stand.
Vi var så heldige, at vi åbnede caféen i starten af en fantastisk udvikling i Elmegade. Siden vi åbnede, er der kommet 14 nye butikker i gaden, de seks af dem har så stor succes, at de har måttet åbne nye eller større butikker her eller andre steder i byen. Desuden har udviklingen bredt sig til Egegade og Birkegade.«
Selv om der er flere kaffebarer, caféer, restauranter, almindelige barer og take-aways i Elmegade betragter de ikke hinanden som konkurrenter.
»Vi føler os snarere som samarbejdspartnere, der hjælper hinanden. Og jeg sætter en ære i at købe så mange af mine råvarer som muligt her i gaden,« slutter Fridrik Weisshappel.
