» Vi vil gerne se på en lille ruin,« lyder det fra en håbefuld udenlandsk køber i telefonen, og straks ser man energien lyse ud af Gerda Tarps øjne, mens hun svarer:
»Jamen, så må jeg jo se, om jeg kan finde en, du kan lide. Hvor drømmer du om, at den skal ligge, skal den være placeret isoleret eller tæt på en by og hovedvej?«
Se billeder fra den gamle tobaksgård i galleriet til højre >>
Spørgsmål er der nok af, hvis man er på jagt efter en ruin i Italien, og endnu flere vil dukke op, hvis man beslutter at gøre den italienske drøm til virkelighed og går i gang med at forvandle ruin til drømmehus.
»Det kræver tålmodighed, tålmodighed og tålmodighed,« lyder det samstemmende fra Gerda og Poul Erik Tarp, som sammen driver firmaet Umbria-Properties.
Restriktiv lov
»Ønsket om et hus i Italien kan nemt gå hen og blive til et mareridt, hvis man ikke får de rigtige rådgivere. F.eks. er den italienske lovgivning meget restriktiv og accepterer stort set kun husets oprindelige arkitektur med en udvidelse på op til 100 kvadratmeter.«
Læs også:
Et styks ruin til en million
Fra italiensk ruin til hus
Den italienske ruin blev et smukt hus
En ruin i Toscana genopstår
Skodesignerens rustikke hjem på Menorca
Med en baggrund som revisor er det primært Poul Erik, der giver den juridiske og økonomiske rådgivning, mens Gerda står for den mere kreative del, som f.eks. indretning samt kontakt til arkitekter, entreprenører og håndværkere. Hun har erfaring med ejendomshandel både fra Spanien og Danmark.
At Gerda og Poul Erik Tarp har gjort deres egen boligdrøm til en levevej, er lidt af en tilfældighed. Efter at have boet og arbejdet i forskellige lande besluttede de sig i 1997 for at finde en fritidsbolig i udlandet, hvor de på længere sigt ville bosætte sig permanent, når de nåede pensionsalderen.
Italiener i tidligere liv
En rejse gennem Italien førte dem i 1997 til Umbrien, og mødet med den uspolerede natur og de gamle bygninger i »Italiens grønne hjerte« betød, at rundrejsen sluttede her.
»Jeg fik en stærk følelse af at have været italiener i et tidligere liv,« ler Gerda Tarp. Parrets drømmeruin fandt de i bjergene bag Lago Trasimeno – eller rettere Gerdas drømmeruin, for i første omgang havde Poul Erik temmelig svært ved at se charmen ved den lange faldefærdige bygning.
Han blev dog heldigvis så betaget af udsigten over naturområdet Pian Di Marte og stilheden i dalen, kun afbrudt af fårenes brægen, at Gerda fik ham overtalt til at købe stedet. Efter fire år som ejere af stedet besluttede de at flytte permantent til Italien, selv om huset på det tidspunkt kun stod halvt færdigt.
På den uvejsomme og vildtvoksende skrånende grund blev der tidligere dyrket tobak. Huset, der stod tilbage, var 5,5 meter bredt og 35 meter langt, og på 1. sal havde der i sin tid boet omkring 25 mennesker, mens underetagen blev brugt som stald.
Tobakstårn
Den gamle tobaksgård er opdelt i fem afsnit, hvoraf det ældste har været brugt som vagttårn og er fra før 1400-tallet. En anden del er fra 1500-tallet, og en bjælke i stuen viser årstallet 1769. I 1800-tallet blev der opført et tobakstårn, hvor de mange tobaksblade kunne hænge til tørre.
»Det var noget af en udfordring at indrette den lange og smalle bygning, men i dag, hvor vi er færdige med selve huset og terrassen og alt det indvendige, synes jeg, at resultatet er blevet ret godt,« lyder det fra Gerda Tarp, mens hun stolt viser Casa Lunga frem med sine tre særprægede hyrdehunde lige i hælene.
»Idéen med at blive rådgivere for andre opstod, da folk begyndte at spørge os, om vi ikke også kunne hjælpe dem med at finde en ruin, så det ene hus har på en måde taget det andet. I dag har vi vel sammen med vores italienske samarbejdspartnere været konsulenter på omkring 35 byggerier.«
Lært sproget
Parret har ikke blot lært det italienske sprog, de har også lært at omgås umbriere, for folk fra Umbrien er først og fremmest umbriere og først dernæst italienere.
»Vi kommer hertil som udlændinge og må indordne os. I en arbejdssituation med håndværkere får vi intet ud af at bebrejde og presse på. Lige præcis det punkt har mange af vores danske kunder svært ved at forstå. Italienere er et meget stolt folkefærd, og de forstår ikke vores hastværk. Da alt er håndlavet, tager det naturligvis en vis tid. Til gengæld er det så gjort godt og professionelt. Man er stolt af sit arbejde.«
Når en ruin skal bygges op, udvælges først de materialer fra det gamle hus, der kan genbruges. De bliver lagt til side og resten kørt væk. Fordi de selv har prøvet at bygge en ruin op fra grunden med gamle materialer, kender Gerda og Poul Erik til gode genbrugspladser, hvor der sælges alt fra antikke teglsten til stenvaske, flere hundrede år gamle tagbjælker, fliser, klinker, pejse, døre, vinduer og meget andet.
Antikmarked i Arezzo
Gerda er også altid at finde på det månedlige antikmarked i f.eks. Arezzo en times kørsel fra Castel Rigone, hvor de selv bor. Her finder hun møbler og lignende, ikke bare til sig selv, men også efter ønsker fra sine kunder.
Kan hun ikke lige finde det, hun går efter, får hun det lavet. Gamle brædder kan med en eksperts hjælp på raffineret vis blive til de smukkeste rustikke køkkenlåger, et hovedgærde til sengen eller en hylde i skabet.
I dag er det 12 år siden, de købte deres egen drømmeruin. For to år siden blev de færdige med husets to gæsteafdelinger med egne badeværelser og køkkenfaciliteter, indrettet i hver sin ende af huset. Den ene i to etager i det gamle tobakstårn. Parret har valgt at gå roligt frem og indrette boligen i små ryk.
»Vi er her jo for at nyde livet, så det er rart at holde pause med byggeriet engang imellem og få støvet ud af huset og bare glæde os over det, vi vi har lært at bygge på italiensk – og får sjælen med os.«
Læs også:
Et styks ruin til en million
Fra italiensk ruin til hus
Den italienske ruin blev et smukt hus
En ruin i Toscana genopstår
Skodesignerens rustikke hjem på Menorca
