Farvel til Casa Sørensen

Efter 25 år i Italien er den forhenværende cykelrytter Rolf Sørensen på vej hjem til Danmark, og det betyder et smertefuldt farvel til et land, et lokalsamfund og et helt bestemt hus, som har formet Rolf og hans families liv.

»Casa Sørensen« som Susanne Sørensen selv har malet, selv om den originale toscanske teknik krævede enorme mængder maling og muskelkraft. <br>Foto: Roberto Arcari Fold sammen
Læs mere

For syv år siden fik Susanne Sørensen øje på huset på bakkeskråningen omgivet af oliventræer. Det var på en af hendes løbeture, og det, hun forelskede sig i, var dengang ikke andet end ruin med 300 års historie gemt i murbrokkerne.

I dag er huset en luksusvilla, der er bygget med respekt for lokale traditioner og antikke materialer, som parret har købt og fundet på egnen. Her dyrker parret oliven, som bliver presset til olie efter lokale forskrifter, her er deres to børn vokset op, og det er derfor ikke uden vemod at parret vender næsen hjem til de danske rødder i disse dage.

En stor jernlåge markerer indgangen til »Casa Sørensen«. 10.000 kvadratmeter med 200 oliventræer, vinranker, citroner, appelsiner og sågar deres eget kildefremspring. Hunden Oskar, som lugter af våd vovse, løber gæsterne i møde ikke for at gø, men for at blive nusset af de nytilkommende.

Familien bor uden for den lille kurby Montecatini Terme. Her er den danske cykelrytter kendt af alle. »Il Biondo« har kælenavnet, med en hentydning til hans lyse lokker, været siden han kom hertil som 16-årig. Den unge Rolf blev en del af det lille lokalsamfund, og da hans talent begyndte at vise sig, jublede hele byen. Det var noget helt andet end sportskulturen i Danmark, hvor nabodrengen nærmest skulede til ham, fordi han hellere ville tidligt i seng og lade op til træningen end at drikke hjernen ud.

»Her er professionelle sportsfolk mere respekterede, måske fordi det er mere normalt at dyrke professionel cykling. Der er meget mere forståelse for den type liv, jeg lever,« fortæller Rolf.

I Danmark mødte Rolf sin Susanne, som rejste med til Italien. Parret boede i Montecatini Terme, da Susanne for ti år siden på en af sine løbeture faldt pladask for ruinen i det bakkede landskab rundt om byen. Med samme energi, som hun passer børn, mand og sit arbejde med at promovere italienske tøjmærker i Danmark, kastede Susanne sig over ruinen. 80 procent af arbejdet har hun selv stået for.

»Det er ikke fra fitness-centret,« griner hun, mens hun bøjer armen og viser sine muskler på overarmen frem. .

Den ruin, der stod tilbage på grunden, er blevet revet ned og huset bygget op fra grunden efter de oprindelige tegninger. Ved at besøge områdets mange markeder har Susanne fundet nye og oprindelige materialer, som f.eks. bjælker fra gamle huse og den 300 år gamle stentrappe, der forbinder husets etager.

Ideerne er kommet hen ad vejen eller ved at studere boligblade, der hober sig op i parrets stue.

Naboerne spærrede øjnene op, når de så, at cykelrytterens danske kone selv stod for det grove arbejde så som at male de tykke stenvægge indvendig og udvendig, som man gjorde det for 100 år siden ved at dække den grove stenvæg med litervis af maling og lirke med en pensel for at dække hvert et hul og revne.

»De siger, at den til gengæld varer 100 år,« fortæller hun.

Ud over Rolf og Susanne består familien af Nicholas og Jonathan på henholdsvis ni og tolv år, der begge taler perfekt italiensk og dansk, og som går i den lokale kommuneskole. Familiens svømmepøl med vand fra deres egen kilde er populær blandt drengenes venner, selv om de italienske mødre bliver meget bekymrede for, om drengene nu får tørret håret, når de kommer op og ikke fryser.

Susanne er en dansk mor og ikke så pylret som de italienske af slagsen, selv om de italienske vaner og skikke efterhånden er groet fast i parret. Først og fremmest når det handler om maden og livsformen.

»Vi elsker de gode råvarer og den kærlighed, der er til dem her i Italien,« fortæller Rolf.

Derfor gik parret i gang med deres egen olivenolieproduktion, som bliver solgt i danske specialbutikker. Det er en hobby, for omkostningerne er større end de penge, parret tjener på de velsmagende dråber. Håndværket har de lært af de andre olivenbønder. Produktionen foregår i fællesskab, og i begyndelsen husker Susanne, at hun blev irettesat, når hun ikke var tilpas nænsom med træernes frugter.

»I begyndelsen kom jeg til at træde på en oliven på jorden til bøndernes store vrede. Jeg kunne ikke forstå, hvordan det kunne betyde så meget med en enkelt lille oliven, men for dem handler det jo om respekten for råvarerne,« siger Susanne.

»Når man sidder en sensommeraften ved olivenmøllen for at sende sin ladning gennem presseren efter en hård dags arbejde, er man nærmest lykkelig,« fortæller hun.

Drømmeboligen, den gode mad og olivenprojektet gjorde, at den lille familie er blevet meget længere i Italien end planlagt.

»Planen var at tage hjem, da børnene skulle i skole, men ingen af os havde lyst,« siger Susanne.

At de har besluttet sig til, at det skal være nu, skyldes, at familien i Danmark bliver større og større, hvilket gør, at den psykologiske afstand til hjemlandet bliver sværere at leve med.

Rolf og Susannes drømmebolig står nu til salg, men parret håber på en løsning, der gør det muligt at beholde villaen i en eller anden form, ellers drømmer de om at finde et mere beskedent sted, som de kan have ved siden af tilværelsen i Danmark.

»Det er svært at sige farvel til alt det, som vi selv har bygget op fra bunden,« siger Susanne.

Toscana og Italien er for længe siden blevet en del af Il Biondo og hans familie.