Solen skinner fra en skyfri himmel, men der er masser af ledige stole og solsenge på den et år gamle tagterasse i Holbækgade på Østerbro. Det er en mandag omkring spisetid, og nogle af de få, der sidder rundt omkring, er faste gæster på den 1.200 kvm store tagterasse, der fordeler sig på to huse med henholdsvis 350 og 850 kvm. Familien Bredesgaard bor i ejendommen med den mindste af terrasserne.
»I starten var det stort set altid de samme, der sad her, men der er væsentligt flere i år, selv om der sagtens kunne være endnu flere. De ældre sidder her tit om eftermiddagen, og nogle kommer herop efter aftensmaden og får en drink,« fortæller Marianne Bredesgaard.
Selv er familien, der tæller to voksne og to børn, meget begejstret for de nye muligheder, de har fået, for at mærke sommeren, når den endelig er der. Og terrassen har fuldt ud indfriet de forventninger, især Per Bredesgaard har haft.
Det var ham, der for 11 år siden bragte emnet på banen under eventuelt på en generalforsamling i andelsboligforeningen. På det tidspunkt var begejstringen til at overse. Ikke engang hans kone Marianne lod sig rive med. Heller ikke kommunen var på det tidspunkt gearet til de store tagterrasseprojekter, og stadsarkitekten ville sandsynligvis have afvist et sådant projekt, som sidenhen er blevet meget populære.
»Vi er meget mere ude nu, end før vi fik terrassen, selv om vi også tidligere brugte gården. Men det her er helt klart nemmere,« siger Marianne Bredesgaard, der altid har picnickurven pakket og klar til en tur på taget fra 3. sal, hvor hynderne bliver hentet på loftet på vej op.
Hun havde dog store betænkeligheder i starten, hvor hun havde meget svært ved at være på terrassen, fordi det gennemsigtige rækværk gjorde det hele meget åbent – og skræmmende.
»Jeg havde det så dårligt med at være heroppe til at begynde med. Især da der ikke var nogle møbler. Jeg havde det som om, jeg væltede ud til siderne. Men i år synes jeg ikke, det er et problem. Tine (den yngste datter på ni år, red.) får dog ikke lov til at være heroppe alene.«
Det nye store udeareal betød også, at familien for en periode holdt op med at kigge efter henholdsvis sommerhus og hus. Lige pludselig var det ikke så klaustrofobisk at bo i en lejlighed. At komme ud i luften er ikke længere et projekt, der skal planlægges.
»Du kan bare lige sætte dig op en halv time med en bog, en kop kaffe eller, hvad man nu lige har lyst til,« siger Marianne Bredesgaard.
Familiens to piger, Tine og storesøster Amalie på 11 år, synes også det er fint med en tagterrasse. Især glæder Tine sig til at holde sin fødselsdag på taget. Den er ellers tidligere ofte blevet holdt ude i farmor og farfars have i Rungsted.
Men én ting, pigerne ikke er helt tilfredse med, er, at de ikke må løbe på de lange gange. Årsagen er ikke, at det er farligt, men at beboerne på 4. sal synes, det larmer lige lovlig meget. Det er også dem, det først og fremmest går ud over, hvis ghettoblasteren og samtalerne bliver lidt for højrøstede hen under aften. Men som bestyrelsesformand for foreningen synes Per Bredesgaard ikke, at det er noget større problem.
»Der har da været nogle episoder, men generelt er folk gode til at tage hensyn til hinanden. Vi har selvfølgelig nogle regler, men der skal også være plads til, at man kan holde en fest eller en fødseldag. Så sætter man f.eks. en seddel op, så de øvrige beboere er forberedt på, at der vil være flere mennesker på terrassen end sædvanligt,« siger han.
Og netop for ikke at trække for store veksler på fælleskabsfølelsen, blev idéen om udekøkkener droppet. Spørgsmålet om hygiejnen og hvem der skulle gøre det rent, kunne hurtigt gå hen at blive et irritationsmoment for nogle.
Men ellers er det svært at finde noget at være utilfreds med eller ting, der eventuelt skulle have været gjort anderledes. Det skulle da lige være faciliteter for børnene, for selv om pigerne godt kan lide at være på terrassen, forsvinder de ned i lejligheden eller hen på legepladsen, så snart de har spist. Mere interessant er det heller ikke at sidde og se solen gå ned. Men terrassen er i første omgang også tænkt som de voksnes sted. Børnene er til gengæld en vigtig brik i det næste projekt i andelsforeningen, der handler om en renovering af gården.
Marianne har også overvejet en enkelt lille detalje. Hun har spekuleret på, om der ikke kunne sættes kroge op til nogle sejl, der både kan give lidt læ for vinden og skygge, når solen står på sit højeste. For parasoller er ikke en del af det faste udstyr.
»Som det gælder for alt andet, beboerne tager med herop, skal de også tage dem med ned igen, så fru Hansen nede på gaden ikke lige pludselig får en flyvende parasol i hovedet.«
