»Mit barndomshjem var enormt fedt. Det var en firelænget, hvid lystgård, som ligger i et fredet, privat område i Søhøjlandet mellem Ry og Silkeborg. Med stråtag og småsprossede vinduer. Der var også en græsplæne med to kæmpe kastanjetræer, som jeg og min storesøster byggede huler i. Udenom var der moser og en græsmark, som strakte sig ned mod Gudenåen. Det var enormt smukt og kan ikke købes for penge i dag. Vi havde udsigt til tårnet på Himmelbjerget, før træerne voksede op foran,« fortæller Peter Ingemann.
Men selv om det var en gård, var den topmoderne dengang i 1970erne og 80erne.
»Staldene var lavet om til henholdsvis en stor indendørs svømmehal og en gildesal, rigtig 70er-agtigt og både meget primitivt og meget liebhaveragtigt. Gildesalen blev selvfølgelig ikke brugt ret meget. Hvem gider have et forsamlingshus i baghaven - det er jo en mærkelig idé,« griner den 36-årige vært på boligprogrammet Hammerslag.
- Et sted i Anja C. Andersens liv
- Et sted i Bertel Haarders liv
- Et sted i Vicky Berlins liv
- Et sted i Christine Antorinis liv
Barndomshjemmet lå meget øde. Peter Ingemann havde f.eks. 22 kilometer til skole og halvanden kilometer til nærmeste legekammerat.
»Når jeg havde kammerater med hjem fra skole, blev de altid nødt til at overnatte, fordi vi boede så langt ude. Men de syntes, det var enormt fedt, fordi vi altid måtte tænde bål og sejle rundt og bade i enten poolen eller åen. Det var sådan et fristed.
Fordi vi boede så øde, begyndte jeg meget tidligt at køre på knallert. Det var jo en nødvendighed, hvis du skulle rundt i verden. Som 12-årig fik jeg en Velo Solex. Den blev trendy i København for nogle år siden, men da jeg havde den, var den absolut ikke trendy. Jeg købte den af min fætter for halvanden hundrede kroner og kørte ulovligt rundt på den i nogle år.«
Gården var dog ikke helt blottet for liv.
»Vi have Hereford-kvæg, de her smukke orange-rustrøde køer, og en kæmpe tyr, vi kaldte Vagn, fordi vi syntes, den lignede en, vi kendte, der hed Vagn. Den var kæmpe, og den var selvfølgelig endnu større, når man nu ikke var så gammel.
På et tidspunkt havde vi også heste. Knabstruppere, der er sådan en Pippi-hest med sorte pletter, samt to islænderheste, der hed Sunshine og Starlight. Heste er jo ikke ret kloge, og jeg kan huske, at den ene engang faldt i et mosehul, så vi måtte have Falck ud for at hjælpe den op. Og så havde vi hunde. På et tidspunkt havde vi en kærlig sanktbernhardshund, der hed Bamse, som var lige så dum, som den var stor. Den gav mig et ordentligt ar i panden, da jeg var fem år, fordi den ville lege med mig og skubbede mig ind i en mur. Jeg turde ikke ride på hestene, men hunden red jeg på - med min søsters ridehjelm,« husker Peter Ingemann.
Indenfor på gården blev der indrettet i tidsånden med brunblomstrede gardiner, mørkt træ, tunge gulvtæpper og pejs. Peter Ingemanns værelse lå dog under for en helt anden stil.
»Jeg kan huske, at jeg havde en hængekøje, en stuepalme, et kæmpe akvarium på 200 liter med lilla lys og de der Coca Cola-møbler, som var så moderne i 80erne. Det lignede en dårlig reklame for Coca-Cola,« griner Peter Ingemann, der i dag bor helt anderledes.
»Jeg bor i en moderne funkisvilla fra 2006 i sådan et stramt tegnet boligkvarter, der hedder Kildebjerg i Ry. Jeg kan godt lide enkle linjer og er slet ikke til chesterfieldmøbler og gulvtæpper. Jeg er til glas og til stål.«
I huset bor også hans kone Trine og døtrene Caroline på ni og Marie på seks. Familiefaderen går dog med en drøm om at finde et sted, der minder om hans barndomshjem, når børnene er flyttet hjemmefra.
»Jeg savner ikke, at det var så øde, men jeg kan godt savne den smukke natur og den grad af frihed, man har ved at bo sådan et sted. Du kan jo gå nøgen rundt i haven, hvis du har lyst. Det tror jeg ikke, at mine nuværende naboer ville sætte pris på, at jeg gjorde.«
»Gildesalen blev selvfølgelig ikke brugt ret meget. Hvem gider have et forsamlingshus i baghaven - det er jo en mærkelig idé.
