Et hus skal ikke skrige på opmærksomhed

Selv om fødeåret er 1926, er arkitekten Knud Friis stadig aktiv. Vi har besøgt en af pionererne i dansk arkitektur, der sammen med kollegaen Elmar Moltke fra slutningen af 50erne dannede skole, når det gælder enfamiliehuse i rå beton.

Knud Friis hus og haveanlægget omkring det lever fuldt op til hans udsagn: »Skal jeg sige noget pænt om os selv, vil jeg påstå at vores tegnestue altid har søgt det naturlige, enkle og ligetil. Det er en arkitektur, der har noget med dansk mentalitet at gøre. At holde igen, ikke prale med form og facader på forhånd, men lade husene gro indefra og lade formen og facaderne være resultatet, men ikke forudsætningen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Aarø
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En livlig og opvakt Knud Friis tager imod i indkørslen til sit berømte hus. Hans krusede og stålgrå hår spiller flot op til villaens rå beton, et materiale som den nu 83-årige arkitekt om nogen er blevet kendt for at beherske.

»Buller, min kone, har sat kaffe over,« lyder velkomsthilsnen.

Vi befinder os i Brabrand vest for Århus kvarterer. Her købte Buller og arkitekten Knud Friis for lidt over 50 år siden en 2.900 kvm stor udsigtsgrund for 8.000 kr., og her tegnede og opførte Knud Friis familiens hus, der siden er blevet et tilløbsstykke for arkitekter og arkitektstuderende verden over.

Selv om grundhuset er mere end 50 år gammelt, er det stadig lyst og moderne og samtidig et tegn på, at den byggestil, som Knud Friis sammen med sin partner, Elmar Moltke, der døde i 1997, stod for, holder den dag i dag.

Facaderne er bygget op i ubehandlet beton, der giver et råt udseende, og understreger Friis & Moltkes beherskelse af materialet. Det vandt de også en pris for i 1972.

Konstruktionen er usædvanlig med den lange 1. sal, der hviler på en kortere underetage. Underetagen blev dog i 1970 radikalt udbygget mod øst, men det ødelægger ikke det samlede udtryk, når man betragter huset fra hovedindgangen.

De store vinduespartier på begge etager peger ligeledes mod alle verdens hjørner. I underetagen er der udsigt mod øst og vest, men overetagen har store glasfacader i begge ender mod nord og syd.

Helhed, enkelhed og god kvalitet er grundtanken bag den i dag 230 kvm store villa med tilhørende have, anneks og lukket gårdhave.

»De første år, vi boede her, var der i gennemsnit et hold om dagen med arkitektstuderende, der ville se huset på nærmeste hånd,« fortæller Buller Friis om en tid, der godt ind imellem kunne blive lidt for stresset.

I dag sker det stadig, at parret får fagligt besøg, da Arkitektskolen i Århus har huset med på sin referenceliste. Men nu er det kun hyggeligt, og Knud Friis holder af at vise de unge studerende rundt.

Tidligere på året kom også Fredningsnævnet på besøg med henblik på at få villaen fredet, og Buller og Knud Friis har sagt ja tak. Det betyder, at et af Knud Friis’ første enfamiliehuse dermed for fremtiden altid vil kunne opleves i sin oprindelige stand.

Tegnestuen Friis & Moltke ville dog aldrig være blevet til noget, hvis Knud Friis i 1945 havde fået sit første uddannelsesønske opfyldt. Han ville nemlig være tandlæge, for det var der gode penge i dengang. Men karaktererne var ikke høje nok, derfor valgte han arkitekturen. Den unge student flyttede fra Herning til København for at studere på Kunstakademiet, der på det tidspunkt var den eneste arkitektskole i Danmark.

»Jeg var på skolen 1945–1950 og stiftede under mit studieophold bekendtskab med Elmar Moltke. Vi var venner lige fra starten og delte de samme tanker og idéer om arkitektfaget. Søndagene brugte vi på at besøge forskellige byggepladser i København, og vi så alle udstillinger om arkitektur og kunst,« fortæller Knud Friis.

Efter endt uddannelse tog Knud Friis til Århus for at søge arbejde, og kort efter fik han et telefonopkald fra tegnestuen C.F. Møller. Møller var på udkig efter en nyuddannet arkitekt til 4,50 kr. i timen, og Friis sprang på.

»Jeg havde nogle lærerige år hos C.F. Møller, hvor vi arbejdede med store, væsentlige byggerier. Samtidig var det en god arbejdsplads med en dejlig atmosfære. Dog havde jeg en interesse i at arbejde med selvstændige opgaver. Så sideløbende med mit faste job tegnede jeg badeværelser, tilbygninger og garager for mine egne bygherrer. Hr. Møller var heldigvis en god og tolerant chef, der var forstod min situation. Blot jeg passede mit tegnestuearbejde hos ham, var han tilfreds. Så i fritiden blev der skitseret ved spisebordet i min lejlighed i Brabrand,« fortæller Knud Friis.

Efterhånden kom der dog flere og flere opgaver, og det begyndte at blive for presset med dobbeltarbejde. Intet var derfor mere naturligt for Knud end at ringe efter sin gamle studiekammerat, Elmar Moltke.

Moltke flyttede fra København til Århus og fik job på en tegnestue i byen, hvor han var om dagen. Om aftenen derimod var det Knud Friis og Elmar Moltkes spirende virksomhed, der blev plejet. Der blev tegnet og udvekslet idéer hjemme over spisebordet, og de to mand drønede rundt på en scooter til diverse byggepladser i Århus.

»Tiderne var jo anderledes dengang. De gode håndværksmestre mødte gerne op når som helst og hvor som helst. Og dengang kendte arkitekten også sin bygherre og omvendt. Det var almindeligt, at møderne trak ud til efter midnat, og man sluttede af med en lille én til halsen,« mindes Knud Friis.

Efterhånden blev det dog til så mange sager rundt om i Jylland, at makkerparret ikke længere kunne klare sig med en enkelt scooter og en tegnestue i et tidligere soveværelse. Sidstnævnte blev skiftet ud med et rigtigt tegnestuelokale inde i Århus, og de to arkitekter koncentrerede sig mere og mere om egne opgaver.

Fra slutningen af 50erne arbejdede de to stiftere udelukkende for deres egen tegnestue, og det næste årti frem tegnede Friis & Moltke op mod 150 individuelle enfamiliehuse. Enkelte større opgaver som Hotel Tre Ege i Brabrand og Hvide Hus-hotellerne i Aalborg og Ebeltoft sneg sig dog ind og gav lidt luft i regnskabet samt mulighed for at ansætte to-tre medarbejdere på tegnestuen. Men i pressen blev Friis & Moltke altid omtalt som enfamiliehus-arkitekter.

»Dengang følte vi, at den påduttede titel var med til at spærre for større opgaver, men i dag betragter vi det som en påskønnelse,« siger Knud Friis.

»Det var og er hverdagsarkitektur med appel til almindelige mennesker. Vi ville gerne bidrage til at styrke den gamle påstand, at i Danmark kan selv almindelige mennesker bo godt.

Senere kom der dog flere større opgaver til. Friis & Moltke projekterede f.eks. højhusene på Marselis Boulevard i Århus, og udlandet fik også øjnene op for de to århusianske arkitekter. De vandt en international konkurrence om et konferencecenter for Siemens i München. Senere kom andre ordrer på store konferencecentre og hoteller i USA, og tegnestuen fik vokseværk.

»Vi flyttede hele tiden til større lokaler og endte til sidst på Åboulevarden i Århus Midtby. På et tidspunkt havde vi konstant arkitekter i USA og var også, som nogle af de første fra Danmark, i udlandet og arbejde,« fortæller Friis, der mener at have fløjet over Atlanten mere end 150 gange.

Med Hr. Friis og Hr. Moltke ved roret fik tegnestuen sin storhedstid i 60erne, 70erne og 80erne, hvor der blev bygget eksklusive boliger, næsten 20 gymnasier og store industribebyggelser verden over. I dag er Friis og Moltke stadig en moderne tegnestue med afdelinger i Århus, Aalborg og Køge og ejes af fem partnere.

SElV om Knud Friis med sine 82 år for længst kunne trække sig tilbage og nyde sit otium, er han stadig aktiv ved tegnebordet. Daglig kommer han på tegnestuen og udveksler idéer med de andre arkitekter, og han var også en af hovedarkitekterne bag de syv skråningshuse på Skovbakkevej i Brabrand (se side 10 og 11). Og Knud Friis har ikke har tænkt sig at stoppe lige med det samme.

Kaffen er drukket, og Knud og Buller følger os ud. Ude i indkørslen fortæller Knud gestikulerende om facaden og de enkle og gode materialer, han har valgt til sit hjem.

»I Danmark er naturen meget flad og ligetil. Derfor skal boligerne passe ind i miljøet. Personligt synes jeg, at alle de her svenske træhuse og amerikanske bjælkehuse ser helt forkert ud i den danske natur. Huset i sig selv skal ikke stå skrige på opmærksomhed, men falde naturligt ind i omgivelserne.«