En udsigt, man aldrig bliver træt af

Bylivet omkring de københavnske søer er noget helt specielt, og familien Storm på Sortedam Dossering nyder det i fulde drag.

Udsigten fra familien Storms lejlighed.<br>Foto: Vibeke Toft Fold sammen
Læs mere

Sommermorgen ved Søerne. De tidligste morgenjoggere er allerede løbet hjem, de første caféer er åbnet, om lidt kommer mødrene med deres barnevogne og senere pensionisterne, der læser avis på bænkene i kastanietræernes skygge eller fodrer ænder og svaner sammen med deres børnebørn.

Om eftermiddagen dukker de unge op, og efter fyraften nye joggere, nye cafégæster og folk, der lige skal spadsere en tur rundt om Sortedams Søen.

Og når solen er gået ned over Søerne, og mørket sænker sig, ligger Irma hønen dér og lægger æg, som Kim Larsen synger, ned over en af de statelige ejendomme på Sortedam Dossering, som den har gjort i over 70 år.

Lige midt i denne charmerende del af København, i en ejendom fra 1892, bor familien Storm på Sortedam Dossering med en yndig have med et lille lysthus foran. Her eller i den hyggelige gård mødes husets beboere, når vejret er til det. Fra familien Storms store lyse lejlighed på 4. sal har de en helt vidunderlig udsigt over Søerne og Kommunehospitalet til Københavns tårne og spir, selv Rundetårn kan ses i denne skyline.

Familien består Rasmus og Line Storm, Anton på 11 og Vera på otte år. Rasmus og Line Storm sælger i deres forretning Storm i City eksklusivt internationalt modetøj og er i det trendsættende magasin Monocle betegnet som nogle af de dygtigste indkøbere nord for Italien. Deres forretning er sammen med Emmerys de eneste danske repræsentanter på The Perfect High Street i den internationale idealby, Monocle har sat sammen i både sin trykte udgave og på monocle.com

Line og Rasmus Storm har altid holdt meget af kvarteret ved Søerne og omkring Sankt Hans Torv. Deres første forretning åbnede i 1994 i Elmegade, og deres første lejlighed var en toværelsers i Peter Fabersgade og derefter flyttede de til Schleppegrellsgade lige rundt om hjørnet fra deres nuværende lejlighed.

»Ejendommen i Schleppegrellsgade er med i samme gårdlaug som denne, og da en af vore bekendte fra gårdlauget fortalte, at lejligheden her var til salg, styrtede vi herop næste dag og købte den direkte af ejeren. Det er fem år siden til nytår,« fortæller Line og Rasmus Storm.

Blandt lejlighedens tidligere beboere er den senere Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen. På et barndomsbillede af hendes søn, operachef Kasper Holten, der har været vist i en avis, kan man tydeligt genkende lejligheden. Siden har der bl.a. være bofælleskab i den knapt 170 kvadratmeter store lejlighed, og den seneste ejer var noget af en boheme, så den skulle sættes grundigt i stand.

»Det har vi taget lidt efter lidt. Det vigtigste for os var at få finansieret købet af lejligheden. Vi har selv klaret grundistandsættelsen, men har haft professionelle håndværkere til f.eks. elektriske installationer. Nu mangler vi bare køkkenet,« fortæller ægteparret, der har drønende travlt her under modeugen i København, og som også rejser rundt til de andre store internationale modemesser.

Der er 12 lejligheder i ejendommen, og der bor 11 børn fra Antons alder og nedefter.

»De racer op og ned ad trappen og sover hos hinanden, men ringer også tit på og siger »dav« hos de naboer, der ikke har børn,« siger Rasmus Storm, der bliver suppleret af datteren:

»Ja, det bedste ved at bo her er, at her altid er nogen at lege med,« siger Vera, der ligesom Anton går på Sortedamsskolen et par hundrede meter oppe ad Dosseringen.

Forældrene sætter også pris på den korte vej til deres arbejde.

»Vi bor dejligt centralt. Forretningen ligger bare ti minutter herfra på cykel og i det hele taget ligger det meste inden for cykelafstand,« siger Line Storm.

Rasmus Storm er næsten hver morgen rundt om Kaffebaren i Elmegade, der ligger hvor den første Storm-butik lå. Om lørdagen er Vera gerne med.

»Vi er et stampublikum, der lige skal vende verdenssituationen over en god kop kaffe, inden vi tager på arbejde. Vi holder endda julefrokost sammen. Kaffebaren har været omtalt i en hel artiel i Financial Times som noget helt specielt og det har haft den virkning, at mange internationale forretningsfolk tager en taxa direkte fra lufthavnen til Elmegade for at opleve den særlige stemning og selvfølgelig kaffen,« fortæller Rasmus Storm.

Et andet sted, der er med til at gøre kvarteret helt specielt, er multipladsen på hjørnet af Sankt Hans Gade og Ravnsborggade, der er en moderne lege- og sportsplads, hvor der også kan vises film og spilles musik.

»I weekenderne er der en skøn New Yorker-stemning over pladsen,« siger Rasmus Storm.

Familien holder også meget af at gå tur på Assistens Kirkegård, der byder på mange kulturoplevelser.

»Og naturligvis rundt om søen«, siger Line Storm.

Men den største herlighedsværdi ved lejligheden og dens beliggenhed er udsigten.

»Den er ren guldalder. Den er unik, og vi bliver aldrig trætte af den, hvad enten vejret byder på en smuk solnedgang, en blå eller blygrå himmel eller et forrygende tordenvejr. For ikke at tale om fyrværkeriet nytårsaften, det er storslået,« siger Rasmus Storm.

»Det kan jeg ikke lide. Det gør mig lidt bange,« siger Vera.

Familien holder af det gamle hus med den herskabelige opgang i et kvarter, der emmer af kulturhistorie. Der har altid boet malere, digtere og skuespillere ved Søerne, som bl.a. Christen Købke har skildret i sit berømte maleri, ikke sommermorgen, men »Efterårsmorgen ved Sortedamssøen« fra 1838, da der endnu var landligt på Dosseringen.

»Huset har sjæl og historie. Her bliver vi, det er vores hjem for resten af livet,« erklærer Rasmus og Line Storm.@Tekst m. indryk: