En herregård fra Sverige

De ligner én, og de koster også én. Husene fra det svenske firma Gripsholm er på 300 kvm. eller mere, og byggestilen er inspireret af adelens boliger i 1700-tallet. Nutidens priser begynder ved 15.000 pr. kvm.

Sofielund hedder modellen, som dette hus er bygget efter. Huset, der ligger i Sigtuna, uden for Stockholm, er på 300 kvm plus en kælder på 150 kvm og er faktisk et af de mindre, som Claes Wallander bygger. Standardhuset i denne model uden kælder koster omkring fem mio. danske kr. ekslusiv moms. Fold sammen
Læs mere

Han har bygget paladser til oliesheiker og villaer til velhavende amerikanerne. Men det er gamle, svenske herregårde, arkitekt Claes Wallander holder mest af.

Derfor begyndte han for syv år siden at tegne og sælge nye luksushuse, der er en moderne efterligning af de gamle adelsboliger fra 1700-tallet. Det er indtil i dag blevet til 25 huse i Sverige, et i Norge, et i Finland og snart også et i England. Og senest har Gripsholm, som Wallanders firma hedder, også fået en forhandler i Danmark.

»For selv om der bygges mere i træ i Sverige end i Danmark, så har man også hos jer haft gamle og smukke herskabelige træhuse, f.eks. på Strandvejen,« siger Claes Wallander, da vi besøger ham på hans hjemmebane uden for Stockholm. Det er her omkring, at han har bygget de fleste af sine huse, bl.a. i den stockholmske skærgård, hvor en grund i dag snildt går for otte mio. svenske kroner eller mere.

Kvadratmeterprisen på et hus fra Gripsholm vil typisk starte med 15.000 kr. og med alle tænkelige luksusfaciliter så som swimmingpool m.m. kan det let løbe yderligere op. Det gælder f.eks. huset, som vi kører forbi uden for Stockholm. Her fik bygherren installeret en swimmingpool i kælderen og bl.a. derfor løb den samlede pris op i omkring 17 mio. danske kr. Swimmingpool - inden- eller udendørs - er i øvrigt et must hos de fleste, der får bygget et Gripsholm-hus.

»Vi regner med at nå op på at bygge ca. 25 huse i hele Skandinavien om året. Større er markedet i denne prisklasse simpelt hen ikke. Vi har også fået henvendelser fra USA og sågar Kenya, men det er vores firma ikke gearet til endnu,« siger Claes Wallander.

I den gamle by Sigtuna nord for Stockholm er en svensk familie med to større børn for et halvt år siden flyttet ind i et helt nyt Gripsholm-hus efter 14 år i England. Huset er på godt 300 kvm plus en kælder på 150 kvm og ligger på en skrånende grund, og fra terrassen på 1. sal er der en temmelig betagende udsigt ud over den store sø Mälaren.

At anlægge kælder er ret usædvanligt i Sverige. »Kælderen ligger jo skjult for omverdenen, og svenskerne vil gerne brede sig, når de bygger,« griner Claes Wallander. Men for familien i Sigtuna var der simpelt hen ikke plads på grunden, derfor valgte de kælderløsningen. I underste etage er der blevet plads til masser af opbevaring, varmeanlæg, vaskerum og relax-rum med sauna.

»Vores modeller er forslag eller skitser, der som regel bliver ændret og specialtegnet, fordi vores kunder har deres egne ideer og ønsker,« siger Claes Wallander, der selv er blevet yderst tilfreds med huset i Sigtuna.

Stueetagen i huset indeholder en stor hall, en lille stue, gæstetoilet en større stue og et køkken. Fra køkkenet er der adgang til vinterhaven, hvor et stort spisebord står.

Ovenpå har de to børn hver sit værelse med adgang til bad. Heroppe er også et gæsteværelse og endelig forældresoveværelset. Sidstnævnte har sit eget badeværelse, der ligger som en åben del af soverummet, og her står to badekar på løvefødder parallelt over for hinanden. Gennem en glasskydedør er der adgang til dels toilet, dels brusekabine.

De mange år i England er smittet af på familiens indretningsstil, og på en vandring rundt i huset støder vi derfor både på den velkendte kaminhylde over pejsen, et engelsk AGA-brændekomfur i køkkenet og sanitet i Upstairs-and Downstairs-stil på toiletterne og badeværelserne. Også den indbydende vinterhave med glastaget er engelsk inspireret og et af de forslag, som Claes Wallander måtte tilføre sit ellers meget svenske udgangspunkt.

Minihus på 300 kvm

300 kvm plus 150 kvm er nok stort, men ikke stort i Gripsholm-regi. Flere af Claes Wallanders kunder har bygget huse på både 500, 600 og endog 1.000 kvm. De gamle herregårde, som Wallander er inspireret af, er på mellem 500 og 1.000 kvm, men skal han selv bestemme, vil han helst bygge lidt mindre.

»Jeg lægger meget vægt på, at symmetrien og proportionerne i de nye huse skal være helt rigtig i forhold til de gamle herregårde. Og jeg går ikke på kompromis for enhver pris. Faktisk har jeg i et enkelt tilfælde måttet bryde et samarbejde med en kunde, men vi blev dog senere enige. Der er en tendens til, at når velhavende mennesker bygger nyt, bliver det ofte ikke særlig kønt, sådan lidt prangende. Jeg synes, at vi med denne herregårdsstil har ramt noget rigtigt,« siger Claes Wallander.

Han har selv både privat bolig og firmaadresse på en gammel adelsbolig fra 1500-tallet i Mariefred uden for Stockholm. Tæt på renæssanceslottet Gripsholm, som firmaet er opkaldt efter.

»Jeg blev også kontaktet af hoffet, da vi sin tid startede firmaet. De undrede sig over, at vi brugte det navn, men sagde god for det, da de hørte, at vi rent faktisk boede tæt på slottet. Også de danske myndigheder undrede sig over, at vi hed det samme som kongeslottet,« fortæller Claes Wallander, der er overrasket over at høre, at Danmarks statsminister bor i et træhus - dog ikke fra Gripsholm.

»Jeg har faktisk også fået en henvendelse fra vores egen statsminister. Men han venter nok med at bygge, til han går af. Han er jo valgt for Socialdemokratiet, og så kan man vel ikke bo i et så stort hus.«