En Hadid til haven

Nyeste havetrend er skulpturelle krukker og vaser i formstøbt plast designet af tidens store arkitekter, bl.a. Zaha Hadid.

Zaha Hadids »Flow Pot« er formet som en tulipan, men skifter form alt efter fra hvilken vinkel, man ser den fra. Fås i to højder, 120 cm og 200 cm, og med en diameter på henholdsvis 117 cm og 146 cm. Den fremstilles sort og hvid polyithylen og kommer til at koste mellem 15.000 og 20.000 kroner, når den kommer i butikkerne til efteråret. Sibast oplyser forhandler på tlf. 62 20 20 50. Fold sammen
Læs mere

Det er kun få forundt at have en Henry Moore eller Bjørn Nørgaard-skulptur stående i haven. Men fortvivl ikke, mindre kan gøre det, for nogle af tidens hotte arkitekter og designere har kastet sig over at tegne store krukker, der i form og størrelse kan gøre det ud for en skulptur.

Et af tilløbsstykkerne på møbelmessen i Milano i år var firmaet Serralungas nye outdoor-collection, designet af Zaha Hadid og Ross Lovegrove begge sværvægtere inden for arkitektur og design. De havde hver designet en mega krukke, som er mere skulptur end krukke. Præsentationen foregik da også i fornemme omgivelser, nemlig den gamle universitetshave i Milano, hvor krukkerne var sat til skue på den gamle svalegang på 1. sal og belyst efter alle kunstens regler.

Serralunga er et italiensk firma, der har produceret havekrukker i 180 år. Først i ler og chamotte (ler, der kan brændes ved høj temperatur), men i midten af 80erne begyndte Serralunga som nogle af de første at støbe krukker i plast. Siden har firmaet fået flere af tidens store designere som f.eks. Ron Arad, Karim Rashid, Vico Magisretti og Rodolfo Dordoni til at formgive krukker, bænke og borde, der gør op med den gængse opfattelse af havemøbler og tilbehør i plast. Det er nemlig ikke den billige plast, som vi kender fra grillbarens fire stole og et bord, men en polyithylen med f.eks. satineret overflade. Bor man under de sydlige himmelstrøg, kan møblerne tåle at stå ude det meste af året, men herhjemme skal de tages inden døre i de råkolde og fugtige vintermåneder.

Også krukker og plantekasser i mere gængse størrelser er under forandring. To italienske arkitekter Mauro Canfori og Emanuela Destro startede i 2002 firmaet Teracrea for at skabe en fornyelse af de traditionelle plantekasser til kontorlandskaber og lounge-områder. De har fået designere som Konstantin Grcic, brødrene Ronan & Erwan Bouroullec og Fernando & Humberto Campana til at designe plantekasser og finurlige ophæng til orkideer og hængeplanter. Med sidstnævnte kan man skabe en rumdeler af grønne hængeplanter.

En anden international kendt designer, som næsten har ophævet grænsen mellem møbel og skulptur, er israelsk-engelske Ron Arad. Hans nyeste stol »Clover« er det bedste eksempel herpå.

Herhjemme har det hæderkronede gartneri Deichmann i Hørsholm været forudseende, for sidste år omdannede firmaet det ene af tre store drivhuse til et showroom for moderne havemøbler, kæmpekrukker og skulpturer, der kan bruges både inden- og udendørs. Her kan fagfolk inden for bl.a. indretning og have hente idéer og inspiration, men også almindelige haveejere med interesse for og plads til et stykke moderne møbelskulptur i haven, er velkomne.