En enkel flade af ro

Bertel Thorvaldsens Plads er en i ordets bedste betydning oase mellem trafikerede gader som Vindebrogade, Stormgade og hele Slotsholmen.

Foto: Jan Jørgensen<br> Fold sammen
Læs mere

Less is more. Udsagnet demonstreres på pladsen foran Thorvaldsens Museum på Slotsholmen. Engang præget af tilfældige elementer, i dag en flade af ro.

Indtil 1992 var der i spidsen af pladsen mellem Vindebrogade og Frederiksholms Kanal et bunkersanlæg, og først da det var væk, kunne man begynde at planlægge, hvad der så skulle ske. Det tog cirka ti år, fortæller Stig Miss, direktør for Thorvaldsens Museum, som har været med hele vejen.

Der var en græsplæne, en brolagt plads, en vej, Porthusgade, så man kunne komme ind i Prins Jørgens Gård, nogle syge akacietræer og nogle andre tilfældige indslag og midt i den blanding fik Statens Kunstfond i 1992 den idé at placere et kunstværk. Stig Miss blandede sig: »Skulle vi ikke se på pladsen som en helhed?« spurgte han, og ved hjælp af donationer og fonde lykkedes det at skrabe penge sammen til at hyre landskabsarkitekt Torben Schønherr.

»Han kom med et utroligt radikalt forslag,« fortæller Stig Miss. »Han foreslog nemlig, at man skulle sløjfe Porthusgade, fælde de syge akacietræer og brolægge hele pladsen.«

Og således skete det. Fra museets smukke portfacade og ud til spidsen af den culotteformede plads ligger der i dag gammeldags brosten af blandet nordisk herkomst, og langs Ridehuset er opstillet nogle siddeplinte så diskret, at man næsten skal støde ind i dem for at se dem.

Men pladsen ville ikke have den tyste elegance, hvis ikke den også havde fået sin skulptur. I første omgang var det planen at be Svend Wiig Hansen om at lave en skulptur, men desværre gik han hen og døde, og i stedet blev opfordringen givet til seks billedkunstnere. Blandt forslagene var der i dommerkomiteen enighed om at pege på Jørn Larsens forslag.

»Til en plads, domineret af mange forskellige skrå linier, havde Jørn Larsen lavet et rundt spejlbassin og det var helt rigtigt tænkt, for fra cirklen kan alle linier udgå,« forklarer museumsdirektøren.

Spejlbassinet er 16 meter i diamater, vandstanden er kun 20 cm, og hen over fladen løber en række knækkede linier, som er meget karakteristiske for Jørn Larsen. Kunstværket er af svensk granit, og det refererer ikke specielt til linier i facaden på Thorvaldsens Museum, men alligevel synes det at fremhæve de høje portåbninger.

Direktør Stig Miss synes også, at pladsen fremhæver museet og ligefrem understreger, at Metropolzonen bør udgå herfra. »Slotsholmen er, som Ny Carlsbergfondets formand, Hans Edvard Nørregård-Nielsen har sagt, »byens hjertekammer«, og der går en hovedåre gennem mange kulturinstitutioner herfra og til Hovedbanegården. Det kunne man godt kæde sammen, synes Stig Miss, i det begreb, som københavnske borgmestre synes skal sætte liv i bylivet.

Men Bertel Thorvaldsens Plads er ikke af den slags, hvor man slår sig ned!

»Pladsen ejes af Københavns Kommune, så vi kan ikke bestemme over den, ellers kunne jeg godt tænke mig, at der var bænke, som man kunne leje,« siger Stig Miss. »Vi arbejder på at få en gangbro fra Julius Bomholts Plads (ved siden af Kulturministeriet) over til museet. Det ville også give mere liv.«

Tre lørdage i august, første gang 11. august, er der italiensk marked på Bertel Thorvaldsens Plads. Så de lørdage er der leben.