Dyrk selv de gode bønner

Friske, sprøde bønner er dyre grøntsager, og de kan være svære at finde i handelen. Dyrk dem i egen have. Bliver sommeren varm og skøn er succesen hjemme, og der er valuta for indsatsen.

1. Det er altid godt at forspire bønner indendøre et par uger. Potterne er hjemmelavede, rullet af avispapir og fyldt med såjord. Bønnefrøene er lagt ud, de skal proppes lidt ned i jorden og hullet dækkes med såjord. Her er sået tre slags bønner. En klassisk, grøn perlebønne eller haricots vert, af sorten Lasso. En gul voksbønne, af sorten Kinghorn Wax og en blå krybbønne, af sorten Purple Queen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tekst og foto: Mette Østergaard, landskabsarkitekt

Er køkkenhaven minimal, måske kun en enkelt plantekasse, kan det anbefales at udnytte arealet til bønner. Ingen køkkenhave uden bønner. Det kan være grønne, lange, runde, tynde bønner, der også kaldes haricots verts. Det kan være gule voksbønner eller blå bønner. Der er et hav af forskellige sorter, såvel lave krybbønner som høje stangbønner.

Det skønne ved bønner er den gode smag, den gode næring, de giver, deres smukke udseende og at der kan høstes af dem i en meget lang periode, to til tre måneder. De skal ikke skrælles, pilles eller graves op, de skal bare plukkes! Det besværlige ved bønner er at få dem godt fra start. Havebønner er varmekrævende planter, og uden varme kan spiringen volde problemer.

Det gælder om at finde det rette såtidspunkt, det er ikke nemt, og året i år er ingen undtagelse. En gammel huskeregel siger, at bønner sås, når kirsebærtræerne blomstrer. Altså er det på høje tid at få frøene i jorden, da kirsebærblomsterne for længst er begyndt at drysse. Min erfaring siger mig dog, at det ikke er klogt at så bønner før sidst i maj, fordi man nemt løber ind i en kølig periode, præcis som det er sket i år, hvor maj er begyndt med aprilsvejr.

Den sikreste vej til en god bønnestart er at forspire frøene indendøre. Find en stak plastpotter frem, stil dem i en flad kasse og fyld fugtig såjord i potterne. Spagnum-såpotter, hjemmelavede potter af avispapir, tomme wc-ruller og andre beholdere af passende størrelse med et hul i bunden, er alle anvendelige som såpotter. Der lægges et enkelt bønnefrø i hver potte. Pres frøet en centimeter i jorden og fyld lidt ekstra såjord over. Dæk med plastfilm og sæt potterne et lunt sted, meget gerne på gulvvarme ved godt 20 grader. Bønnefrøene spirer i løbet af ganske få dage. Straks de er spiret, fjernes plasten, og potterne stilles så lyst som muligt. Et drivhus i haven er det optimale sted at fortsætte den videre drivning. Uden drivhus sættes de spirede potter i en lys vindueskarm. I dagtimerne bæres de udenfor i solvarmen og tilbage igen til natten. Bønner, der sås nu, vil være klar til udplantning i haven sidst i maj.

Lyder det besværligt med forspiring og flytten ud og ind med planterne, er løsningen at så bønnerne på rette sted og med rette afstand i køkkenhaven straks og følge op med ekstra varme til jorden. Almindelige havebønner sås med ti centimeters afstand i rækken og lægges i fire centimeters dybde. Der vandes i sårillen før såning. Herefter spændes en plasttunnel hen over rækken. Plasttunneler findes i handelen i praktisk design med længder på omkring tre meter, meget passende til en bønnerække. Den gode varmevirkning kan øges ved at lægge en række strandsten, granitsten, chaussésten eller andet fra gemmerne, langs sårækken under plasten. Stenene varmes op af dagens solskin og afgiver varmen gennem natten. Det vil bønnerne helt klart kvittere for. Der skal holdes øje med varmen i tunnelen – i sol og varme luftes ud, og der skal sørges for jævnlig vanding. Når vejret er på plads omkring grundlovsdag, kan bønnerne klare sig selv og tunnellen igen klappes sammen.

Den sidste sikre såmodel er at vente med såning til en varm periode sidst i maj, først i juni. Det er den absolut nemmeste metode og kræver ikke ekstra omsorg ud over vand i tørre perioder. Men det er helt klart både sjovere og mere udfordrende at forsøge at styre bønnevejret – og tilmed kunne præstere bønnehøst af egen avl flere uger før naboen!

Husk at bønner skal høstes hver eller hver anden dag. Det giver mulighed for at kunne høste perfekte, slanke bønner af bedste kvalitet. Foretrækker man bønner med mere fyldige frø indeni, skal de blot vokse et par dage længere før høst.

Majs kulde gør laderne fulde, lyder et gammelt vejrvarsel. Det gælder imidlertid ikke, hvis det er bønner, der skal fylde laderne, de vil have sol og varme fra såning til høst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 3. Bønner klar til at blive plukket. Bønner skal altid høstes hver eller hver anden dag.