Diskret luksus på den jyske vestkyst

Hjerting Strandvej har ry for at tiltrække et velhavende klientel. Med villaer direkte på stranden, udsigt til Esbjerg og sæler på øen Langli, er det ikke svært at forstå hvorfor.

Anne Marie Hoffmann og Flemming Jørgensen købte huset i starten af 1990erne. Dengang kostede det 1.145.000 kr. og trængte til en gennemgribende renovering. Det er tegnet af arkitekt Harald Peters , der i 1930erne stod bag mange huse i området. I dag er Anne Marie Hoffmann og Flemming Jørgensens hus det eneste, der er tilbage og de har renoveret det med nænsom hånd. Sidste år blev huset præmieret af Esbjergs Byfond for smuk bevaring af hus og miljø. Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere

Var strækningen fra Esbjerg til Hjerting Strandvej ukendt område for mange danskere før 1995, fik den det år sit helt eget vartegn, der ikke er til at overse. Svend Wiig Hansens skulptur »Mennesket ved Havet« med fire mænd, der sidder og skuer ud over vandet, rager ni meter i vejret og på en god dag med skyfri himmel står den hvide beton knivskarpt mod den blå baggrund.

Sådan en dag cruiser Boligens udsendte ned ad den ti kilometer strandvej fra havnen i Esbjerg til den lille gamle fiskerby, Hjerting. At strækningen tiltrækker beboere med orden i økonomien afspejler sig ikke umiddelbart. Villaerne er meget forskellige og spænder fra det almindelige parcelhus over klassiske røde murermestervillaer til arkitekttegnede pragtpalæer. Sidstnævnte kategori springer ikke i øjnene. Mange af dem er kun synlige fra vandsiden, hvor de private haver har direkte adgang til stranden.

Umiddelbart synes det eneste minus ved strækningen at være trafikken, der ganske vist ikke er voldsom, men alligevel er der hele tiden. I hverdagen er det primært morgen og eftermiddag, når folk kører til og fra arbejde, at bilerne ligger tæt. Badegæsterne til og fra Blåvand kører en anden vej, og Hjertings egne sommergæster skaber heller ikke trafikkaos.

Så at det er attraktivt at bo i både første og anden række til Ho Bugt er ikke svært at forstå. Havet har sin helt egen tiltrækningskraft, og miljøet er hverken præget af overdreven luksus, æstetiske finesser eller arkitektoniske detaljer, der indikerer, at her hører det bedre borgerskab til, hvilket giver det en mere uforpligtende og imødekommende charme.

Flemming Jørgensens og Anne Marie Hoffmanns hus hører hverken til i den luksuøse eller den ordinære kategori. Det har sin helt egen historie. Til gengæld henregner politiassistensen og socialpædagogen sig ikke til det typiske klientel på strandvejen.

»Når man taler om området her, bliver det nemt til, at vi er meget snobbede herude. Det er da rigtigt, at de fleste, der bor her, er millionærer, men jeg har aldrig boet et sted, hvor der er så stort et nabosammenhold. Allerede de første dage, da vi gik og rev ting ned, bankede de første naboer på med en håndfuld øl for at hilse på, og sådan har det været siden. Det er fremragende forhold. Og da Anne Maries far for nylig døde, kom næsten alle og kondolerede og sendte blomster til begravelsen. Det har jeg ikke oplevet andre steder,« fortæller Flemming Jørgensen, der til daglig tager turen ind til stationen i Esbjerg.

Men selv om ægteparret måske ikke repræsenterer den typiske husejer på Hjerting Strandvej, hvad angår antallet af nuller på bankkontoen, så er deres hus i en klasse for sig og repræsenterer noget af det første, der blev bygget, da de velhavende esbjergensere fik øjnene op for kystvejens herligheder. Som et ekstra plus er grunden også dobbelt så stor i forhold til de omkringliggende, der typisk er på 500 kvadratmeter.

Selve huset er tegnet af arkitekt Harald Peters. I 1930erne blev det meget populært at opføre sommerhuse lang Sædding og Hjerting Strandvej, og Peters var manden bag en stor del af dem. Men de færreste er blevet bevaret, og Flemmings og Anne Maries er som et af de få blevet restaureret og vedligeholdt, så det har bevaret det oprindelige udtryk. De øvrige er blevet revet ned eller ombygget til ukendelighed. For parrets indsats blev de sidste år belønnet med Esbjerg Byfonds præmiering for smuk bevaring af hus og miljø.

»Da huset her blev opført i 1939, var der ikke bebygget på strandsiden. Det begyndte man først på i slutningen af 70erne, og der var rift om grundene, selv om de var besværlige at bygge på. Der skal nok være en prisforskel på et par millioner på at ligge på den anden side af vejen, men de har simpelthen også en fantastisk udsigt. Man kan se helt ind til Esbjerg og op i bunden af Ho Bugt og med kikkert kan man se sælerne, der ligger ude på sandbankerne. Foran husene vokser vilde roser, hvilket betyder, at de ikke bliver forstyrret på nogen måde,« fortæller Flemming Jørgensen, der selv er nødt til at krydse vejen, når han skal på sin daglige strandtur for at kigge efter fossiler. Og da vi kigger hen ad rækken af udsigtsvillaer nævner han i flæng direktøren, manufakturhandleren, autolakeren, lægen og advokaten, der bor langs stranden på første parket.

Flemmings og Anne Maries eget hus fik i 1960 tilføjet en vinkelbygning og fik ved samme lejlighed helårsstatus. De tror begge, at det kun er et spørgsmål om tid, før huset bliver fredet. Det er det eneste, der er tilbage, som fortæller om strandvejens fortid. En fortid, der også indbefatter Anden Verdenskrig, hvor huset blev beslaglagt af tyskerne.

»Jeg ved egentlig ikke, hvad de skulle bruge det til. Det skulle måske holde øje med indsejlningen, og der ligger også bunkers længere nede ad stranden. I forbindelse med noget gravearbejde omkring huset, fandt vi på et tidspunkt en masse knuste champagneflasker. Så de har nok også festet. Der var jo ikke renovation dengang, så de har gravet deres affald ned,« fortæller Flemming Jørgensen.

Hverken han eller Anne Marie Hoffmann drømmer om at flytte fra deres smukke og særdeles velholdte hus med den lige så gennemførte have. Og sådan må de fleste langs dette stykke på den jyske vestkyst have det, for der er rift om husene, når der endelig bliver sat noget til salg.

»Det er sjældent, der er noget til salg på Hjerting Strandvej, og generelt er husene let omsættelige på grund af beliggenheden. Selvfølgelig er husene i første række med direkte nedgang til stranden de dyreste, men dem på den anden side af vejen er næsten lige så attraktive, selv om der er også er en del trafik,« fortæller ejendomsmægler Diana Simonsen fra Frøs Bolig Direct.

Firmaet har netop haft en bolig til salg på Sædding Strandvej, der ligger i forlængelse af Hjerting Strandvej ind mod Esbjerg. Den var på 155 m2, og fra grunden på 1.400 m2 var der direkte adgang til stranden. Pris: 6.250.000 kr. Ikke astronomisk set med københavnerøjne, men absolut i den dyre ende i Vestjylland. Enkelte huse har også sneget sig op på tocifrede millionbeløb, men det er stadig mere undtagelsen end reglen på disse kanter.@Byline: