Design: Skabe af gamle gulvbrædder

Søren Rose Kjær er aktuel med skabe, lavet af gamle gulvbrædder fra en gymnastiksal. Den 38-årige autodidakte designer pendler for tiden mellem New York, Milano og København med indretningsopgaver og nye møbler på programmet.

Søren Rose Kjær og et af skabene fra hans Gymnasium-kollektion. Nogle af skabene er lavet af gamle gulvbrædder fra en gymnastiksal og fås kun i et begrænset antal eksemplarer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Søren Bidstrup m. fl.

Mens mange af tidens danske designere i slutningen af 90erne brugte tiden på at snedkerere eller støbte deres opgaver på Danmarks Designskole, sad Søren Rose Kjær foran sin Mac og skabte multimedie-løsninger. Senere rejste han til New York og etablerede et fotobureau, der i dag har 30 ansatte. Det var først for tre år siden, at han – som man siger – sprang ud som designer.

Se et udvalg af Søren Rose Kjærs design i galleriet til højre

Kimen blev lagt i 2007, da han tegnede hæve-sænke-bordet Milk. Et mælkehvidt højlakeret skrivebord, der kunne matche mac-brugernes tekniske og æstetiske behov. Bordet lavede Søren Rose Kjær i en 1 til 1 model for at vise, hvordan det kunne tilføjes forskellige detaljer, f.eks. et indbygget lille akvarium. Han viste modellen til Sorø Møbler, der med det samme sagde ja til at producere bordet. Milk fik fra begyndelsen sin egen website.

Nu, snart tre år efter starten af tegnestuen Søren Rose Studio, går han sammen med sine seks fastansatte medarbejdere stadig utraditionelt til værks, når et nyt produkt skal præsenteres.

Læs også:
Manden bag det klassiske bakke-bord
7 designtips til dit hjem
Designer må spare op til sine egne møbler

»Idégrundlaget for tegnestuen er, at vi skal bruge en tredjedel på indretningsopgaver, en tredjedel på limited editions møbler, f.eks. nogle af de møbler, vi designer i forbindelse med indretningsopgaver, og den sidste tredjedel på mere salgbare møbelkollektioner,« fortæller Søren Rose. mens vi sætter os til rette i en petroleumsblå sofa, en af flere prototyper der står rundt om på tegnestuen.

»Planen er, at vi skal have 50 produktioner i gang i løbet af de næste fem år.«

Han nævner kollektionen Mater Gymnasium som eksempel. De startede nemlig som en limited editions-kollektion, men er nu sat i produktion i forskellige træsorter og i en helt anden priskategori.
 
Den økonomiske ballast fra hans tidligere virksomheder inden for webdesign og fotobureau har gjort det mulig for Søren Rose Kjær at arbejde med mange idéer på én gang med ham som den kreative direktør af tegnestuen.

»Vi sidder ikke og venter på, at nogen skal komme forbi og falde i svime over vores idéer,« siger Søren Rose Kjær.

»I stedet inviterer vi folk til at komme på tegnestuen og viser dem, hvad vi har gang i. Før møbelmessen i Milano i april havde vi f.eks. både Fritz Hansen og Hay til at se vores prototyper, bl.a. sofaen vi sidder i, en seng og et glasbord. Så beder vi dem være kritiske og give os deres uforbeholdne mening om produkterne. På den måde får vi tidligt i designfasen en utrolig feedback, så vi ikke et halvt år efter, møblerne står i butikken, risikerer at få at vide, ja, men I skulle måske have gjort sådan og sådan.«

Sideløbende med designopgaverne, arbejder tegnestuen med indretningsopgaver, både af private hjem og kontorer. Lige nu lægges sidste hånd på en penthouselejlighed på Manhattan. Alt fra armaturerne i badeværelserne, trappen til 1. sal og mosaikken indvendig i swimmingpoolen på taget har man tegnet.

Hvordan opstod ideen til Gymnasium-møblerne?

»Vi går af og til på GenByg for at finde træ til møbler, og en dag faldt vi over en stor stak gamle brædder fra en nedrevet gymnastiksal. Det osede simpelthen af gammel sved og minder fra gymnastiktimerne, både de gode og de dårlige. Vi måtte jo købe de brædder, og hjemme arbejdede vi så på et par idéer om, hvordan vi kunne bruge træet.

Derefter lavede vi – som vi tit gør det – et par modeller og viste dem til forskellige mennesker, bl.a. til repræsenter fra firmaet Mater, og de syntes, det var et vildt godt koncept. Men et er at kreere kollektionen på basis af gamle gulvbrædder fra en gymnastiksal, noget andet at sætte den i produktion. Så vi arbejdede med at liberalisere produktet og fandt på at lave nye skabe i fyrretræ. En slags CopyCat af det originale skab, for vi bruger de samme farver de samme steder som i det gamle træ. Nu kan det også fås i egetræ til de lidt mere konservative.«

Hvad er du mest stolt af at have designet?

»Det må være Milk-bordet. Det var det første møbel, jeg designede, og det er siden solgt i over 1.000 eksemplarer. Det er jeg vildt stolt af.«

Hvem er din største inspirator?

»Det lyder måske lidt underligt, men faktisk bliver jeg mest inspireret, når vi sidder her på tegnestuen og arbejder. F.eks. som den dag, hvor vi havde besøg af en leverandør, der vil have os til at arbejde med et nyt materiale, bakelight, som er en mere miljøvenlig udgave af den gamle bakelit. Så sad vi og ping pong’ede om, hvad det kunne bruges til, tegnede skitser, hængte dem op, diskuterede, pillede idéerne fra hinanden og kom på nye muligheder. Det er meget mere inspirerende end at læse udenlandske designmagasiner.«

Hvad laver du, når du ikke arbejder?

»Jeg har en dejlig familie, som optager al min fritid. Jeg har lige fået endnu en datter, som hedder Milla. Siden hun blev født i slutningen af april, har jeg været to gange i New York, to gange i Milano og én gang i London, så når det bliver fredag eftermiddag, tager jeg med hele familien til sommerhuset i Nordsjælland og slapper af.«

Hvordan bor du selv?

»Jeg elsker de gamle designere, men har samtidig et behov for at komme videre. Så da jeg startede tegnestuen for halvandet år siden, skilte jeg mig af med en stor del af mine klassiske møbler. Solgte bl.a. en gammel PH-kogle og et par unikke Svaner. Nu har jeg indrettet mig med nogle af de ting, vi selv laver, og som forhåbentlig skal holde de næste 15-20 år. Nogle af møblerne tester vi for at føle, hvordan de virker i dagligdagen, f.eks. om de skal være lidt mindre eller større. Men ok, jeg har gemt et par ikoner som f.eks. en Castigliono Mezzadro-stol fra 1957. (et traktorsæde, der sidder på et bøjet stålrør, red.)  Det er godt at blive mindet om, at en stol ikke behøver at ligne en stol.«

Hvad vil du aldrig købe til dit hjem?

En tørretumbler, en hårtørre og en elektrisk tandbørste kommer aldrig indenfor mine vægge. De sidste 50 år har vi opfundet en masse falske behov. Jeg ønsker at være opmærksom på hvad der er relevant. Det er en primær opgave for en designer.

Læs også:
Manden bag det klassiske bakke-bord
7 designtips til dit hjem
Designer må spare op til sine egne møbler