Der bygges og spares

I takt med, at Erik Refners hus rejser sig, bliver bygherrens pengepung mere slunken. Så det gælder om at spare penge, og det har han gjort ved at købe noget af sit inventar i udlandet.

Håndværkerne er i gang med at lægge isolering i huset. Det er et præcisionsarbejde, for der gælder om at undgå »huller«, som vil skabe såkaldte kuldebroer og forringe isoleringen. Samtidig må isoleringen heller ikke gå helt op til tagpladerne, fordi der skal kunne komme ventilation under taget. <br>Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

I torsdags var Erik Refner forbi sit hus og kunne for alvor fornemme, hvordan det kommer til at se ud. Nu står huset nemlig med vægge og lofter, der dog skal beklædes.

»Jeg fik virkelig en god fornemmelse af, hvordan huset kommer til at se ud, for nu er der plader på vægge og tag og de åbningertil vinduerne, hvor lyset falder ind. Jeg synes, det er rigtig fedt, og jeg glæder mig vildt,« siger Erik Refner.

»Det var også godt at konstatere, at rummene har en god størrelse. Under byggeriet har jeg været lidt bekymret for, om de tre værelser på cirka 15 kvadratmeter kom til at virke for små. Men da jeg så dem i går, føltes de store. Jeg har valgt at have loft til kip i både værelser og gangen, hvilket oprindelig ikke var meningen, og de fire meter til loftet får dem til at virke større og giver desuden mulighed for at lave en hems.«

Nu går der et stykke tid, før bygherren atter sætter sine ben på byggepladsen, for han drager på ferie i nogle uger, og det kan han trygt gøre, fordi arkitekt og ingeniør stadig følger byggeriet på tæt hold. Hvor længe endnu de skal gøre det, kan bygherren ikke svare på, men siger med ironisk tonefald, at de vist kører med en rullende deadline. Han håber dog at kunne nyde lidt af sommeren i sit nye hus, for nogle af håndværkerne knokler stadig på i sommerferien.

Det sidste stykke tid inden Erik Refners ferie er gået med at klare de sidste indkøb og tage stilling til de sidste ting. For eksempel blev der leveret koksgrå tagpap, og det blev sendt retur, fordi bygherren hellere ville have noget, der var sort. Og så har han gjort indkøb uden for landets grænser og sparet en del penge.

»Jeg havde talt med en leverandør af pillefyr, der ville have 50.000 kroner for den model, jeg ville købe, og det syntes jeg var lige i overkanten. Så bad jeg min far, som bor i Sverige, om at finde ud af, hvad det samme fyr kostede i Sverige, og svaret var 39.000 danske kroner, så det køber jeg dér,« fortæller Erik Refner.

Desværre blev den danske leverandør meget knotten over, at Erik Refner alligevel ikke ønskede at købe fyret af ham, med mindre han satte det ned i pris. Pillefyrseksperten havde nemlig brugt en del tid på at rådgive sin kunde. Så dagen efter afslaget om køb sendte han en mail med en regning på 2.000 kroner for rådgivning. Den afviste Erik Refner dog og henviste til købeloven, og siden har han intet hørt.

Foruden at kigge mod øst for at spare penge, har husbyggeren også vendt blikket mod syd. Nærmere betegnet mod Tyskland.

»Jeg fandt for længe siden en hjemmeside, der hedder www.flegaard.dk Det en dansk hjemmeside, som blandt andet sælger hårde hvidevarer i Tyskland til rigtig gode priser. Af min køkkenleverandør, Kvik, har jeg fået at vide, hvilke produkter, der kan integreres i deres køkken og fundet ud af, at jeg sparer omkring 2.000 kroner per produkt. Og da jeg både skal have emhætte, vaske- og opvaskemaskine, tørretumbler, ovn og gasblus sparer jeg omkring 12.000 kroner i alt, men så skal jeg selvfølgelig også selv bruge tid og penge på at hente varerne lige over grænsen,« fortæller Erik Refner.

Hver en krone sparet er særlig kærkommen nu, hvor budgettet strammer til. Faktisk mener Erik Refner, at han skal ud og finde endnu 100.000 kroner for at få det hele til at hænge sammen.

»Alt bliver bare lidt dyrere end forventet det går aldrig den anden vej. For eksempel kostede sort tagpap 2.000 kroner mere end koksgråt. Jeg fatter det ikke. Hvorfor kunne det ikke være omvendt?«