De små træhuse i skovbrynet

Nada Bang og datteren Liv nyder at bo centralt og alligevel midt i naturen i Dianalund ved Sorø, som Nada ikke ville tøve med at udnævne til årets by, selv om der mangler et godt fristed, hvor teenagerne kunne mødes.

Kirken i Kolonien Filadelfia, der er omdrejningspunktet i Dianalund, Foto: Sigrid Nygaard Fold sammen
Læs mere

Omgivet af vestsjællandske skove, bakker og marker bare en times kørsel fra København ligger hyggelige Dianalund, hvis ubestridte omdrejningspunkt er Kolonien Filadelfia, der blev oprettet i 1897 af den lokale læge, dr. Adolph Sell, der havde praksis i Tersløse.

Den er vokset til en selvejende institution med ca. 850 ansatte, og driver blandt andet som de største aktiviteter Epilepsihospitalet og Kurhus, Rehabiliteringscenter for Hjerneskadede, men også en specialskole, en socialrådgivningsfunktion, et værksteds- og aktivitetscenter samt en række tilbud til mennesker med fysiske og psykiske handicaps.

Filadelfia samarbejder desuden med det amtskommunale Psykiatrihospital i Dianalund, og her arbejder Nada Bang, der efter sin skilsmisse sidste sommer flyttede til den lille by med datteren Liv, der fylder to år til marts.

Nada Bang har indrettet sig i en lys og let stil, der passer perfekt til stuelejligheden i det svenske rækkehus, et miljø- og allergirigtigt Hjältevadshus af træ, der genbruger varmen.

Ejerforeningen Nybo består af bare 12 ejerlejligheder på mellem 80 og 103 kvadratmeter med en meget stor fælles baghave, som man kigger ud over fra den hyggelige vestvendte træveranda i amerikansk porchstil.

Nada og Liv har en af de store treværelses lejligheder, hvor der også er plads til Nadas private praksis som psykoterapeut.

»Jeg gav 1,375 mio. for lejligheden. Det får man ikke meget for i Københavnsområdet, og jeg synes, det er et fantastisk sted, vi har fundet,« siger en begejstret Nada Bang.

»Allerede den dag vi flyttede ind, kom nogle af naboerne og hilste på og tilbød at hjælpe med at sætte lamper op og lignende. Vi bor centralt og alligevel tæt på naturen. Fra min baghave kan jeg se trinbrættet, hvorfra man med Tølløsebanen har forbindelse med København med skift i Tølløse eller Slagelse. Jeg kan også se biblioteket og Dianalundcentret med mange indkøbsmuligheder. Når Liv engang skal i skole, ligger Holbergskolen få minutter herfra«.

»Og når jeg åbner min hoveddør, kigger jeg lige ud på Bøgeskoven,« fortsætter Nada Bang, der i sit voksenliv ellers mest har boet i storbyen, bl.a. i en dejlig udsigtslejlighed øverst oppe i den byfornyede Skydebanegård på Vesterbro.

»Jeg savner ikke at bo i København. Jeg nød at være tæt på musiklivet og vennerne derinde, da jeg var yngre, men det har haft sin tid. Jeg har altid holdt meget af naturen, og Liv, der har boet på landet, fra hun blev født - hendes første ord var faktisk traktor - stortrives her,« siger Nada, der ikke ville tøve med at kåre Dianalund til årets by.

»Alle veje fører hertil, og det er en harmonisk lille by med et godt demografisk mix af unge og ældre og af mange etniske grupper. Liv er f.eks. sammen med en tamil, en tyrk, en svensker og en dansker i sin dagpleje. Alle i byen hilser på hinanden, når vi mødes, også på en tur i skoven.

Her er landmanden, singlen, præsten, sygeplejersken, pensionisten og rigtig mange unge mennesker i byen. Skal jeg komme med et enkelt forslag til at gøre Dianalund bedre, skulle det være at give børnene en god legeplads og teenagerne et fristed eller pusterum, hvor de kan mødes og være sammen,« siger Nada Bang, der selv som pædagoguddannet og stuntinstruktør tidligere har arbejdet med unge mennesker.

Der er måske heller ikke så mange tilbud for folk i 30erne som hun selv.

»Vi må til Sorø eller Holbæk, hvis vi vil i biografen eller ud at spise, men der er kun en halv times kørsel hver vej, og det er hyggelige byer med en god atmosfære,« siger Nada, der har fået nogle gode veninder i Dianalund og omegn.

»Vi mødes hver anden fredag hos hinanden og hygger os og griner igennem, men Tøsepatruljen, som vi kalder os, støtter og hjælper også, hvis en af os trænger til en skulder.«