De gamle sommerhuse i Skodsborg

For 100 år siden byggede velhavende københavnere de sommerhuse på Skodsborg Strandvej, der i dag er villaer for Danmarks rigeste. Men en af dem har en historie, der går endnu længere tilbage. Den blev bygget som sociale boliger for enker efter arbejderne på papirfabrikken ved Strandmøllen.

Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Da Anders Harck var dreng og boede i Sorø, elskede han at holde ferie hos sine bedsteforældre, når de rykkede på landet helt ude ved Øresundskysten fra lejligheden påØsterbro i København. Senere overtog hans mor det stråtækte sommerhus, og da Anders Harck var en halv snes år det var midt i 60erne flyttede han og moderen permanent ind i huset.

Dermed blev Brohuset et af de sidste huse på Skodsborg Strandvej, der ændrede status fra sommer- til helårsbolig og samtidig er det et af de eneste huse med det eksklusive postnummer 2942 Skodsborg, der ikke er opført som sommervilla eller landsted for københavnske velhavere.

Det var nemlig oprindeligt sociale boliger.

»Det blev bygget omkring 1820 af J.C. Drewsen, der ejede papirfabrikken ved Strandmøllen, som bolig til enker efter fabrikkens arbejdere. Her var fire selvstændige lejligheder, og det blev kaldt Enkehuset. I 1918 blev huset bygget om og udvidet af direktør Kiersing med Jens Jørgensen som arkitekt, og Kiersing indrettede det med møbler, der var tegnet specielt til stuerne,« fortæller Anders Harck, der er matematiker, ansat i Forsvaret.

Hans morfar, cigarfabrikanten Oscar Wulff, købte huset med de originale møbler i 1923, da Anders Harcks mor blev født, og døbte det om til Brohuset. Da hun som voksen overtog det, udvidede hun, der var tandlæge, det med en klinik. I 1984 købte Anders Harck huset af sin mor - men måtte sælge strandgrunden fra for at få råd - og bor der nu med sine kone, Dorthe, og deres 14-årige datter Miranda.

At komme ind i det bedårende hus er som at træde ind i en tidslomme. Det ligner næsten et museum.

»Jamen, det er et museum. Jeg lever og ånder for at bevare huset, som det var tænkt,« fortæller Anders Harck i den smukke og stilfulde havestue med paneler på væggene, stuk i loftet og en stor kamin. Herfra er der en dejlig udsigt over Øresund. Anders Harck har selv broderet gardinkapperne i kontoret med blomsteralfer a la Elsa Beskow fra Eva Rosenstand. En herskabelig trappe fører op til førstesalen med et omløbende galleri, og kun i køkkenet i forlængelse af den enkle, lyse spisestue, er der lavet nødvendige moderniseringer, men i respekt for det oprindelige. Overalt er der kunst, især kunst, der har forbindelse med Chr. IV, som Anders Harck interesserer sig meget for.

»Det er ham, der regerer her,« siger Anders Harck og slår hånden ud mod et portræt af den navnkundige konge i hallen.

Og Miranda er lige så interesseret som faderen i at bevare Brohuset, hvis hun en gang bliver fjerde generation i huset.

»Vi har skam en computer, men ellers kan vi bedst lide de gamle ting,« siger hun.

Skodsborg Strandvej tiltrækker stadig de pengestærke. Faktisk viser en aktuel analyse fra Danske Bank, at det er Danmarks rigeste, der bor nord for København mellem Øresund og Dyrehaven, hvor huspriserne begynder omkring de 20 mio. Her er den gennemsnitlige private formue pr. beboer næsten 1,8 mio. kr., og så er friværdier i boliger, pensionsordninger via firmaer og kontante indskud i banker endda ikke talt med.

Brohuset dengang Enkehuset der ligger ved den gamle skovvej, der forbandt Strandmøllen med Nærum, var indtil begyndelsen af 1900-tallet det eneste hus, der lå i området. Jorden var ejet af papirfabrikken, der lukkede i 1898. I stedet begyndte man at opføre en skibsmonteringshal, men den gik konkurs i 1909, hvorefter grunden blev udstykket til sommervillaer. Omkring 1920 var hele landsiden af Skodsborg Strandvej bebygget, mens kystsiden var åben: der måtte der kun bygges badehuse af træ. Der ligger dog et par villaer, der er smuttet gennem servitutterne, på stranden, men de tager ikke udsynet fra Øresund og Svenskekysten.

»Villaerne er i dag blevet ombygget i takt med udviklingen fra sommerhus til helårsbolig. De fleste detaljer er væk. Originale og morsomme tyrolerkviste, karnapper og sidetårne, pudsdekorationer og glaseret tegl er afløst af termoruder, billige tagsten, udbygninger og terrasseanlæg. Det hele er blevet udglattet til beskyttet borgerlig tryghed i de pæne Strandvejsvillaer,« skriver Niels Peter Stilling i »Strandvejen - før og nu«, redigeret af Bo Bramsen, og udgivet på Politikens Forlag i 1995.

I dag er mange af de svimlende høje friværdier brugt til at bibringe husene et ekstra løft, f.eks. ved at give dem de glaserede teglsten tilbage.

En af dem, der har store planer med sit hus, er Torsten Ivan Tietgen Bardram, der for 12 år siden købte Skodsborg Strandvej 11, der er fra 1916.

»De første tre måneder turde jeg slet ikke bo i huset, fordi det havde været så enormt dyrt. Men ti minutter efter at jeg endelig havde taget mig sammen og med hjælp fra min daværende underbo fik flyttet møblerne fra min treværelses lejlighed ind i de 600 kvadratmeter her, følte jeg mig hjemme. Huset har en god karma. Her bliver jeg,« fastslår Torsten Ivan Tietgen Bardram, der bl.a. vil bygge et orangerie i baghaven.

»Folk tror, at den store attraktion ved at bo på Strandvejen er Øresund, men det er i virkeligheden baghaverne, hvor der er sol hele dagen og hvor man er helt uforstyrret.«

Hans 3.000 kvadtratmeter store grund går helt ned til Mølleåen. Og på hans strandgrund, der ligger ned til Øresund længere henne ad Strandvejen er der plads til en båd. I øjeblikket har han ikke nogen, men Torsten Ivan Tietgen Bardram, der er grundlægger og ejer af firmaet Just A Fucking T-shirt, og som op gennem 80erne og 90erne var Danmarks- og Europamester i katamarantypen Hobie Cat 16, regner med, at han snart igen kan stikke ud på vandet fra egen strand.

Og derude fra Øresund er udsigten ind mod land skam også ganske nydelig.