En fancy italiensk kaffemaskine sprutter løs i køkkenet. Nicki Sørensen kommer lidt groggy op fra kælderen, hvor han har taget dagens obligatoriske middagslur ovenpå formiddagens træning. At køre for Team CSC kræver sin mand, og hvile er en nødvendighed for at kunne klare strabadserne.
36-årige Helle og Nicki Sørensen, 31, har boet i området omkring den smukke toscanske by Lucca i seks et halvt år. Først i en lillebitte lejlighed, så i en lidt større lejlighed og siden december 2005 i et 180 kvadratmeter stort hus nord for Lucca i San Lorenzo di Moriano, som ligger for foden af bakkerne Colline Morianese, et meget attraktivt område. Oppe fra toppen af det kuperede terræn er der en betagende udsigt over det frodige toscanske landskab. Huset er i tre plan og nybygget i 2005. Det er et såkaldt »bifamiliare« hus og er bygget sammen med et andet hus på grunden.
Det var cykelsporten, der førte parret til de sydlige himmelstrøg.
»Vi flyttede herned, fordi min chef, Bjarne Riis, boede hernede på det tidspunkt, og fordi jeg gerne ville træne i bjerge og i bedre vejr om vinteren,« fortæller Nicki, som begyndte sin cykelkarriere som 19-årig og siden 2001 har cyklet for Team CSC.
Da parret flyttede til Lucca havde de kun kendt hinanden i et år, men Helle var frisk på at prøve et ophold i udlandet.
»Jeg var dødtræt af mit arbejde og trængte til luftforandring. Det første år fremlejede vi lejligheden i Danmark, og aftalen var, at vi tog hjem igen, hvis jeg ikke trivedes. Nicki havde boet hernede tidligere, så han vidste bedre, hvad vi gik ind til. Han kunne også tale noget italiensk, og det var nok den største udfordring for mig at jeg ikke kunne sproget. Jeg kunne ikke hjælpe med noget som helst praktisk, og det var lidt svært, fordi jeg som type godt kan lide at være med i tingene. Men måske var det også meget sundt for mig at se, at tingene kunne lykkes, selv om jeg ikke havde en finger med i det!«
I dag tæller familien også to døtre, Ida på 22 måneder og Mia, der er tre et halvt. Familieforøgelsen betød, at der gik noget længere tid end beregnet, før Helle Sørensen kom i gang med at arbejde. At få børn i et fremmed land er lidt af en udfordring, synes hun, men er nu ved at vænne sig til den italienske måde at gøre tingene på.
»Umiddelbart manglede jeg jo et netværk hernede, men heldigvis var der fire andre danske cykelrytterfamilier i området, som også fik børn på samme tidspunkt. Det betød, at vi kunne lave vores egen mødregruppe, og selv om vi ikke kendte hinanden i forvejen, så kom vi hurtigt tæt ind på livet af hinanden. Intet binder jo kvinder sammen som det at få børn. Da pigerne blev store nok til at skulle i institution, skulle jeg lige vænne mig til, at man ikke må gå med ind i institutionen, når man afleverer og henter sit barn. Døren bliver lukket, og du afleverer og hentet dit barn i et specielt rum. Det er meget mærkeligt, og jeg kan jo f.eks. ikke se, hvem mine piger leger med, eller hvad de sidder og laver. Jeg bliver også nødt til at spørge pædagogerne, hvem jeg skal invitere med, når de har fødselsdag. Hernede tager små børn ikke med hjem til hinanden og leger som i Danmark. Jeg var for første gang til en fødselsdag for nylig, hvor alle de andre mødre også var med og det var godt at møde dem og lære dem lidt at kende. Men de skal altså også lige acceptere, at jeg ikke er italiener.«
Netop det at komme ind på livet at italienerne kan være noget af en opgave, har Helle og Nicki Sørensen fundet ud af.
»Vi er rigtig glade for italienerne, som er meget åbne og hjælpsomme,« fortæller Nicki Sørensen. »Men vi har ikke fået egentlige italienske venner, som vi ser privat. Italienere har ikke den samme tradition for at invitere venner og bekendte hjem til middag, som vi danskere har. De går mere ud og mødes på gaderne og restauranterne, og derfor er det nok svært at komme helt tæt på dem. Det handler selvfølgelig også om sproget, for selv om man taler og forstår italiensk, så skal der meget til for at kunne føre lange samtaler med private venner. Vi har et rigtig godt forhold til vores naboer, men vi render ikke hinanden på dørene. Vi har accepteret, at det er den italienske måde at leve på.«
Helle Sørensen, der er kontoruddannet i Danmark, har via et par sprogkurser lært at begå sig på italiensk, og i dag arbejder hun i det danskejede firma, Danitalia, hvor hun udlejer ferieboliger. Hun er glad for, at hun arbejder for en dansker.
»Det gør hele forskellen, at jeg har en dansk arbejdsgiver, som sætter pris på selvstændigt initiativ. Det synes jeg nemlig ikke, at man ellers gør hernede. Jeg møder også forståelse for, at jeg må blive hjemme, hvis børnene er syge, for Nicki kan ikke bare lade være med at træne.«
Sammen med Nicki har Helle også lavet nogle cykelruter, som Danitalia udbyder til turister. Før hun blev gravid kørte hun selv med som dansk guide, men i dag får folk ruterne udleveret med lidt forklaring.
Nicki Sørensen er en del væk fra hjemmet, og det kan godt være en belastning for familielivet.
»Jeg er væk til cykelløb 100-115 dage om året ja, måske lidt mere. Det er hårdt at være så meget væk fra familien, men når jeg er hjemme, træner jeg kun omkring fem timer om dagen og har derfor meget tid sammen med ungerne.
At være cykelrytter i Italien betyder større opmærksomhed end i Danmark. Det åbner, ifølge Helle, også døre indimellem, og det har da været en stor hjælp i visse situationer. Nicki har heller ikke noget problem med at være kendt i Italien.
»Jeg ser det som noget positivt, at jeg er kendt her i lokalområdet. Folk er så søde og har meget respekt for det, jeg gør, og det er jo skønt. Cykelsport er næststørste sport hernede efter fodbold, så jeg skriver da også en del autografer. Det er helt okay, for jeg føler jo, at det er en god opbakning for mig som cykelrytter. At cykle er en rigtig, rigtig hård sport. Der er ikke nogen lette sæsoner, man skal bare køre det stærkeste man kan år efter år.«
Helle og Nicki er glade for Italien, og det skyldes især vejret og den italienske livsstil.
»Italienere er livsnydere,« siger Helle. »De stresser ikke så meget, som vi gør i Danmark. Jeg kan godt lide, at de tager tingene mere, som de kommer. Jeg synes også, at italienerne er væsentlig mere åbne overfor andres måder at træffe deres valg på. Jeg kan jo f.eks. se, at mine valg i forhold til mine børn er anderledes, end en italiensk mors valg, men de er gode til at have respekt for, at det er sådan. På den måde har landet også præget mig. Jeg er blevet meget mere åben overfor andres måder at leve deres liv på.«
Savnet af venner og familie er til tider stort, når man kun er hjemme to gange om året. Helle og Nicki holder dog tæt kontakt til de nærmeste, og opholdet i Italien får da også en naturlig ende på et tidspunkt.
»Det kommer jo an på, hvordan det går med Nickis karriere, men vi er da nok hjemme om senest fem år. Vi ved endnu ikke, hvad vi så skal lave, for vi planlægger ikke så meget. Men det er nu nok især Nickis fortjeneste,« slutter Helle med et grin.
