Hun laver design ud over det sædvanlige. Det synes i hvert fald dommerpanelet i den internationale konkurrence om iF Product Design Award, hvor bl.a. Cecilie Manz' serie, Minima for Holmegaard, er blevet tildelt en pris. Omdrejningspunktet i serien er en meget enkel glasflaske, der minder om gamle dages mælkeflasker tilført en akrylprop, og så kan den stå i en køleskabslåge. Desuden omfatter serien drikke- og vinglas.
»Med Minima havde jeg frie hænder, og jeg var ret sikker på, at flasken skulle være fyrtårnet i serien. Jeg tænkte, at det er lige det, man har brug for, i stedet for det her med at putte sølvpapir på en gammel mælkeflaske, som nogle stykker af os har prøvet. Med hensyn til vinglasset er det ikke et gourmetglas, og det var heller ikke min pointe. Det skulle være et glas, der kan bruges til det hele. Og vandglasset har så detaljen med boblen. Den er der, så man kan se glassets natur, men fungerer også som en stopper, så glassene ikke kiler sig sammen. Men det er altså ikke glas, man stabler en masse af oven i hinanden. Det er et lidt finere glas,« fortæller Cecilie Manz om Minima.
Hun er 34 år og uddannet fra Danmarks Design Skole i 1997 og har siden 1998 haft eget firma. Hun holder til i et ydmygt lokale på ydre Nørrebro, men er omgivet af sine designs, der bevæger sig i mange forskellige retninger.
Øverst på en reol står Micado-bordet, der bliver lavet hos Frederica Furniture og er repræsenteret på Museum of Modern Art i New York. Ned fra loftet hænger lampen Caravaggio i kæmpestørrelse med sort skærm og rød ledning, der er i produktion hos danske Lightyears, og op ad væggen står en stige, der er havnet hos et tysk firma.
Oprindelig var det interessen for møbler, der trak, da Cecilie søgte ind på designskolen, men materialerne har ændret karakter mange gange siden.
»Jeg er blevet ringet op og spurgt, om jeg kunne tænke mig at lave lamper, og om jeg kunne tænke mig at lave glas, og så har jeg slået til, fordi det har haft min interesse. Materialerne er forskellige, men ellers er det jo det samme, jeg laver. Og jeg foretrækker det hele. Jeg synes, at glas er superspændende - det er belysning også. Og jeg er slet ikke færdig med møbler. Det eneste, jeg nok ikke er til, er sådan noget hardcore industridesign. Jeg er mere domestic - til bolig. Jeg kaster mig ofte over arketypiske ting, for det er sådan noget, jeg holder vildt meget af. Egentlig meget stille og rolige ting. Det er ikke nye opfindelser, men jeg ser på dem med nye øjne,« forklarer Cecilie Manz.
Selv om hun holder meget af at skulle tilpasse noget til en produktion, synes hun også, det kan være en hård proces at holde fast i udgangspunktet. Ikke fordi, der ikke skal være plads til justeringer, men det er en udfordring hele tiden at holde sig den oprindelig idé for øje:
»Man ved ikke, om man er færdig, før man har været det hele igennem med firmaet, for der er jo hele tiden bits and pieces, der skal falde på plads. Så er der noget teknisk, der ikke kan lade sig gøre, så er der noget produktionsmæssigt. Og her er det så designerens job at holde anker og være tro mod sine egne idéer. Jeg gør meget ud af mit forarbejde, når jeg starter på et projekt: Hvad er min pointe med det her, hvad er min platform? Den skal jeg have på plads, for den skal jeg kunne kigge tilbage på for at se, hvad det egentlig var, jeg ville. Den proces kan godt være hård, men det er selvfølgelig også det, der gør det spændende,« siger Cecilie Manz og tilføjer: »Jeg har ikke været ude for, at man ikke kunne blive enige. Man sidder jo tit og diskuterer, og de synes, man er en værre pestilens, men det vil jeg nok blive ved med at være. Når produktet kommer ud, så er det mit hoved, der er på blokken. Hvis det ikke er i orden, så er det mig, der fremstår som en dårlig designer.«
Men det hele drejer sig ikke kun om at få ting i produktion. Cecilie Manz betragter også det mere eksperimentelle som en nødvendighed. Ofte sætter hun tid af i sin kalenderfor også at prioritere den slags projekter. Og selv om nogle af tingene ender med at være kunstobjekter fremfor brugsgenstande, så er det meget sandsynligt, at essensen af det frembragte vil dukke op i et senere projekt. Så hvad, der ved første øjekast synes at høre til i hver sin ende af spektret, har alligevel en fin rød tråd, der binder både stiger, glas, borde og lamper sammen. »Min første soloudstilling var på Dansk Design Center (»Cecilie Manz - Status« 2005, red.) Det var ret spændende at se mine ting samlet. Og jeg blev glad for at se, at der var en sammenhæng, selv om tingene var vidt forskellige og strittede i alle retninger. .«
