Byens festlige indgang

Københavns udvikling til hovedstad markeredes bl.a. af Søtorvskomplekset, et arkitektonisk show-piece i fransk renæssancestil.

Hallo, kan vi komme til? siger min ven, fotografen, når hun vil udtrykke sin beundring for et fænomen. Et tilsvarende 1870'er udtryk har folk nok brugt, når de agede ind ad Nørrebrogade og ved Søerne for første gang stod over for Søtorvskomplekset, en fanfare af et boligbyggeri i fransk renæssancestil.
Da København var blevet nedlagt som fæstningsby i 1850'erne, kom der med rasende fart skred i byggeriet på den anden side af Søerne, og der var mildest talt ikke hånd i hanke med byens plan. Det skulle ikke gentage sig på det nedlagte fæstningsterræn omkring den gamle bydel, besluttede en af datidens mest indflydelsesrige mænd, Ferdinand Meldahl (1827-1908).
Han var arkitekt, byplanlægger, professor og direktør på Kunstakademiet og såvel lokal- som landspolitiker, og han havde venner, der bakkede ham op. Af markante byggerier med Meldahls fingeraftryk kan bl.a. nævnes genopførelsen af Frederiksborg Slot efter branden i 1859 og Marmorkirkens færdiggørelse 1872-94 - samt udviklingen af områderne Gammelholm, Slotsholmen og den ny frihavn.
Det er også Meldahl, vi kan takke for den næsten sammenhængende perler af parker, som går fra Tivoli over Ørstedsparken til Østre Anlæg, og mens han havde blikket i den retning, var det vel nærliggende at interessere sig for det område, der dengang var hovedudfaldsvejen til Frederiksborg Slot, nemlig området omkring Frederiksborggade. (Ud for den ny glasnedgang til metroen kan man stadig se nulpunktsstenen, hvorfra kilometerafstanden mod nord udregnes).
Plads a la Paris
Meldahl havde i 1857 været otte måneder i Paris under den store omvæltning i byens plan og set, hvor godt det så ud, når flere gader løb sammen i en flot anlagt plads.
Noget lignende kunne man opnå i København ved at forlænge Frederiksborggade, Gothersgade og Nørregade (der blev til Vendersgade), så de alle mundede ud i Søtorvet, og så skulle pladsen selvfølgelig flankeres af et passende palæbyggeri.
Det Københavnske Byggeselskab, som både C.F. Tietgen og Meldahl var involveret i, Tietgen som bestyrelsesformand, Meldahl som direktør, udbød aktier til op mod 5.000.000 rigsdaler, så man kunne gå i gang med »et nyt større Kvarter på Fæstningsterrænet«.
På mindre end to år, fra 1874 til 1876, opførtes fire markante karreer med mansardtage og stumpe kupler med smedejernsgitter. Mansardtage havde ellers ikke været tilladt efter byggeloven, men det fik man ændret, ligesom man efter pres fik lov til at gøre husene større end omgivelserne. (Men der var stadigvæk forbud mod karnapper og lignende udbulinger, de blev først tilladt i 1889.)
Meldahl var ikke selv arkitekten, det var Ferdinand Jensen og Vilhelm Petersen. I bogen »København før og nu - og aldrig« beklager man, at man ikke har kunnet finde et foto af Ferdinand Jensen, men man beskriver ham som en stilfærdigt arbejdende arkitekt, som den historicistiske periode gav gode muligheder for udfoldelse.
Den historicistiske periode, hvor man improviserede over og lånte træk fra ældre stilarter, udfoldede sig væsentligst i det halve århundrede mellem 1870 og 1920 samtidig med, at København udviklede sig til hovedstad. Stilen eskalerede undervejs, bl.a. i kraft af Ferdinand Jensen, der i Bredgade 63 leverede et af byens mest pompøse eksempler på det 19. århundredes kulissearkitektur.
Så vidt er det ikke kommet i Søtorvskomplekset, der var opdelt i fire palæer og fra begyndelsen havde 97 lejligheder, 14 butikker, seks lagerrum og seks stalde.
Og der var ikke helt så fint til gården som til gaden. I Arkitektforeningens tidsskrift fra 1908 skriver man ironisk, at man skal kigge ud af det åbne vindue mod gården og se, hvor lyst der er, mindst tre alen til nabogrunden. Og indendøre var der også tendenser til byggesjusk. I hvert fald beklager Johanne Luise Heiberg sig over utætte kakkelovne og døre og vinduer, der har slået sig, så de hverken kan åbne eller lukke. Som 62-årig flyttede den store skuespillerinde ind på 2. sal på hjørnet af Gothersgade og Søtorvet (i det hus, hvor der nu er møbelforretning), og hun døde her 21. december 1890.
Først ti år efter åbnede Dronning Louises Bro, der i modsætning til den gamle Peblingebro ligger lige ud for Frederiksborggade, og derefter kunne man få et langt fashionabelt kig helt fra Griffenfeldsgade ind til Kultorvet.