Boldsens fristed

Håndboldspilleren Joachim Boldsen, der til daglig bor i Ålborg, købte i 2002 sommerhus i Hornbæk, så han og familien kan være tæt på barndomsbyen Helsingør, familie og venner.

Konstruktionen med loftsvinduet i midten er med til at trække masser af lys ind i huset.<br>Foto: Sigrid Nygaard Fold sammen
Læs mere

I den nordsjællandske idyl, nærmere betegnet Hornbæk, har ægteparret Nancy og Joachim Boldsen investeret i et sommerhus. Her tilbringes de fleste af sommermånederne, når der står fri på programmet, sammen med familie, venner og ikke mindst deres lille datter, Fleur.

Men huset er nu fuldmuret og med alle moderne faciliteter, så når der er mulighed for det, bliver det benyttet så ofte som muligt året rundt.

Og det kan man godt forstå, når man træder indenfor i det lækre sommerhus, hvor der er kræset for detaljerne. Alt er topmoderne og holdt i lyse farver, så det virker åbent og brugervenligt.

Badebyen Hornbæk var et helt naturligt valg for Nancy og Joachim, da de skulle finde et fristed, når der stod ferie på programmet. Joachim kommer nemlig oprindeligt fra Helsingør, og i dag bor hans forældre i Ålsgårde, så de ville gerne finde noget i nærheden.

De er absolut glade for området, og har også planer om at bosætte sig permanent i et helårshus i Hornbæk, når håndboldkarrieren er forbi og de skal tilbage til Sjælland.

Men indtil videre har de fast base i det nougatfarvede sommerhus, når de læger vejen forbi det nordsjællandske.

Stilen er rene linier og god kvalitet, med et strejf af temperament i form af en væg, der er malet knaldrød, tilsat malerier i alskens farver. Det gør indretningen spændende, og det bliver aldrig for stramt og kedeligt.

»Den røde væg er udelukkende Nancys ide, jeg skulle lige bruge lidt tid til at vænne mig til det. Men nu er jeg faktisk gået hen og er blevet ret glad for det, og jeg synes det, giver stuen karakter,« siger Joachim.

Huset, som er helt firkantet, virker nærmest rundt, når man kikker op i loftet. Det er fordi konstruktionen er samlet omkring pejsen og skorstenen, som er placeret midt i rummet.

For enden af skorstenen, der er fem meter høj, mødes hele tagkonstruktionen, og derudfra ligger fire bærende bjælker, der skaber en kuppelagtig fornemmelse.

Ydermere er der blevet installeret et loftsvindue rundt om skorstenen, så der inde i midten formes et stjerneagtigt udtryk.

En raffineret detalje, som Steen Boldsen, Joachims far, selv er kommet på. Huset er nemlig købt brugt, og har været gennem en grundig renovering de sidste tre-fire år.

Oprindeligt var taget helt fladt, men alt blev revet ned, undtagen de yderste vægge. Steen Boldsen har stået for hele renoveringen selv, dog kun med hjælp til de obligatoriske ting såsom mure- og rørarbejde. Efter to års hårdt arbejde, stod huset færdigt i 2004.

»Det er primært min mor og far, der i fællesskab har fundet ud af, hvordan huset skulle se ud. Jeg har jo fysisk ikke været så meget til stede under processen, da jeg har boet i Flensborg de sidste fem år,« siger Joachim og fortsætter: »Nancy og jeg har haft nogle billeder inde i hovedet om, hvordan vi kunne tænke os, det skulle se ud, og jeg synes, det er lykkedes rigtig godt. Vi er blevet utrolig glade for resultatet.«

Renoveringen har betydet, at en del vægge er blevet fjernet, og køkken-alrummet er kommet i åben forbindelse med dagligstuen og entreen. Hvor der før var en masse mindre rum, og lyset ikke slap ordentligt ind, fremstår huset nu stort og åbent.

Og der bliver stadig fundet på nye ideer, som kan være med til at forbedre den lille oase. Næste projekt på tegnebrættet er en forbedring af den lille tilbygning, som skal ændres om fra vaske- og opbevaringshus, til en stor gæstehytte.