Bofællesskaber og kartoffelkur

Den lave-tætte byggeform med svømmepøl og fællesspisning udfordrede-parcelhus-ideen.

Med Studiebyen i Humlebæk forsøgte arkitekterne at bevise, at det kan lade sig gøre at bygge tæt uden at det går ud over privatlivets fred. Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

I 80erne er det ved at være slut med de mange boligkollektiver, hvor en gruppe unge typisk indretter sig i en stor gammel villa med fælles økonomi, børnepasning osv. Langt de fleste søger ud i kernefamilien og videre ud i et af de mange parcelhuse, der allerede er bygget. For der er ikke mange nye parcelhuse at vælge imellem. I midten af 80erne går byggeriet næsten i stå på grund af økonomisk krise og kartoffelkur.

Derimod har ideen bag kollektivtanken smittet, og da 68-generationen kommer ud fra universiteterne, er den blevet etableret og har fået børn. Den rene kollektive tanke er ikke længere lige sagen, men alligevel eftersøger generationen en bolig- og livsform, der er alt andet lig forældrenes. De tidligere 68ere vil ikke spærres inde bag ligusterhækken. De ville komme hinanden ved, og nye byggerier for bofællesskaber bliver en realitet.

»Ligesom man i dag gerne vil have vidensdeling på arbejdspladserne, ville man dengang have bodeling, hvor man ganske vist har sin egen private bolig, men hvor man måske laver mad sammen, spiser sammen og passer hinandens børn,« siger arkitekt Kaj Frederik Wohlfeldt, medejer af arkitektfirmaet JJW.

Bofællesskaberne skyder op og er en udfordring. Ikke blot livsstilsmæssigt, men ogsåøkonomisk og byggemæssigt. For der er mange penge at spare ved det tætte lave byggeri, hvor der i forhold til parcelhuset bliver sparet på materialer, byggejord og energiforbrug.

I de første bofællesskab kan beboerne ikke alene disponere over rimeligt store privat boliger, de kan også, hvis de da har lyst, nyde fællesskabet med svømmepøl og fællesspisning.

»Den periode hedder tæt-lav, og startskuddet gik sådan set allerede sidst i 70erne, hvor der blev udskrevet en konkurrence. Her skulle det sociale liv udmønte sig i fællesarealer og fælleshuse. Konkurrencen udmønter sig i Tinggården i Herfølge, som bliver prototypen på 80ernes tæt-lave byggeri med boliger langs snævre stræder. I 80erne var den eneste fornyelse den tætte-lave bebyggelse, og arkitekten Jan Gudmand-Høyer er en af pionererne indenfor den tætte-lave boligform. Sammen med en anden arkitekt står han bag bofællesskabet i det gamle jernstøberi i Himmelev.

Desuden forsøger man at føre parcelhusdrømmen videre også i tæt-lav bebyggelse. Men nu skal det være private huse, og med Studiebyen i Humlebæk forsøgte arkitekterne at bevise, at det kan lade sig gøre at bygge tæt, uden at det går ud over privatlivets fred,« siger Kaj Frederik Wohlfeldt.

Også på andre områder forsøger man sig med det alternative. Efter energikrisen i 1973 blev der eksperimenteret med forskellige former for moderne øko- og lavenergihuse. På den ene side huse opført i simple konstruktioner af halmballer, ler, muslingeskaller og andre minimalt forarbejdede materialer, og på den anden side højteknologiske huse med aktive solfangeranlæg, lysreflektorer og avancerede ventilationssystemer. Der bliver dog ikke bygget mange af den slags huse, men i den store sammenhæng blev der tegnet en tendens.. Og der er ingen tvivl om at miljø- og energihensyn også i fremtiden vil spille en stor rolle i byggeriet.

I 80erne går parcelhusbyggeriet som sagt stort set i stå på grund af den økonomiske krise. Der er ikke mange købere, og da der er opført rigeligt med parcelhuse, er der masser at tage af. For det bliver hårdere og hårdere at være husejer. De gode fradrag som delvis havde finansieret hushandlerne, bliver gradvist afskaffet. Desuden er ejendomsskatterne i 1986 nået op på det dobbelte af, hvad de var i begyndelsen af 80erne. 1986 blev i det hele taget annus horribilis for husejerne. Den daværende statsminister Poul Schlüter gennemfører Kartoffelkuren, og i årene efter må tusinder årligt gå fra hus og hjem.

»Alt var til salg, intet blev opført. Vi havde lige åbnet vores tegnestue dengang, og vi var parate til at tegne hvad som helst for næsten ingen penge for at overleve,« husker Kaj Frederik Wohlfeldt.

Rent arkitektonisk er der langt mellem snapsene. Postmodernismen kommer til i perioden fra 1985 til 1990, og forskellige stilarter sættes sammen med nye tendenser. Med en vis ironi bliver stilarter blandet, og husene pynter sig med lånte fjer som klassiske søjler eller spanske buer. En form for klassicisme med søjler og symmetriske facader bliver lanceret. Postmodernismen er overfladisk og stiller ikke krav om ægte materialer og synlige konstruktioner - tværtimod. Murede vægge og gipsvægge bliver behandlet, så de ser ens ud, og konstruktioner bliver gemt af vejen bag gips og puds.

»Det var en ulykkelig periode. Og jeg er glad for, at der var økonomisk krise, så der ikke blev bygget så meget. Selv arkitekten Henning Larsen tegnede nogle forfærdelig eksempler. Postmodernismen kommer efter perioden med halm i træskoene, hvor alt er snusfornuftigt og pænt, og vi skal komme hinanden ved, og hvor postmodernismen og yuppierne følges ad,« siger Kaj Frederik Wohlfeldt.

Husene i 90erne bliver mere traditionelle og, konservative. Inspirationen fra såvel spanske haciendaer, som fra de store huse i amerikanske TV-serier som Dallas og Dollars er tydelig.

Det standardiserede typehus er ikke længere helt accepteret. F.eks. skriver Lasse Larsen Byggefirma i en brochure fra 1995: »Et ægte Lasse Larsen-hus er ikke et typehus, men en individuel bolig tilpasset den enkelte familie, til typehuspris.« ( Citatet er hentet fra bogen Bag Hækken).

Skal der findes ét karakteristisk træk for 90ernes typehus, må det blive det store valmede tegltag, der holder sammen på husets form og får huset til at syne større, end det er.