Beliggenhed, beliggenhed og så lige udsigten

Store, sydvendte grunde med søudsigt og egen bådebro, gåafstand til midtbyen og prægtige gamle villaer har gjort Sølystvej til Silkeborgs bedste adresse.

Mange silkeborgensere har i årenes løb sukket over de prægtige villaer på Sølystvej. Alle husene på søsiden har et stykke søbred, og de fleste har desuden bådebro med egen båd. <br>Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere

Ved første øjekast er Sølystvej i Silkeborg ikke noget særligt. En gammel villavej, der dagen lang må tåle trafik af både biler og bybusser.

Først når man kommer indenfor i et af husene især de ulige numre på søsiden - forstår man pludselig, hvorfor mange silkeborgensere i hele deres liv har drømt om at bo netop her.

For lige omme bag husene falder terrænet så dramatisk, at man næsten taber luften, når man kikker ned over de skrånende gamle haver med deres store træer, der danner forgrund til en storslået udsigt over Silkeborg Langsø.

Som nu Ruth og Torben Skovsteds hus »Skrænten«, hvor en bred træterrasse i hele husets længde forstærker indtrykket af, at man svæver rundt i de højere luftlag.

»Beliggenhed, beliggenhed og så udsigten,« siger Torben Skovsted, tidligere direktør for EnergiMidt, da han bliver spurgt om, hvorfor de netop købte hus på Sølystvej for 16 år siden. Dengang vidste han jo ikke, at huset ville otte-doble sin værdi på 16 år.

»Og så fordi jeg er silkeborgenser og altid gerne har villet bo her,« tilføjer Ruth Skovsted.

»Vi er så tæt på centrum, at vi hurtigt kan gå derind, og samtidig kan vi nyde udsigten over søen, byen og naturen. Og så det springvand, som Silkeborg kommune har været så venlig at placere lige derude,« siger Torben Skovsted og peger.

»Det er vist Nordeuropas største. Du skulle se det om aftenen da er der skiftende farver på.«

Ruth og Torben Skovsted kom ellers fra et dejligt hus, som de selv havde bygget i den anden ende af byen.

»Men det lå i et nybyggerkvarter, og det var ikke alle, der havde samme interesse i at gøre noget for området, som vi havde. Her på Sølystvej er priserne efterhånden så høje, at alle, der køber, også er indstillet på at putte nogle penge i det,« siger han.

Og der bliver puttet penge i Sølystvej for tiden. Minigravere, rød-hvide nivelleringspæle, stilladser og firmabiler med travle håndværkere præger gadebilledet, og i have efter have overtager belægningsstenene stadig større arealer, mens de glaserede teglsten glimter om kap fra tagene.

Mens familien Skovsted bor i en ældre villa, som de i øvrigt købte samme aften, som de hørte at den var til salg, er andre gået mere drastisk til værks.

»På et tidspunkt var der nærmest en trend med at købe husene ubeset, betale prisen og så sætte en bulldozer på,« siger Ruth Skovsted.

Som nu byens liebhaver-bilkonge Per Sand Jensen og hans kone Anna-Marie samt den tidligere ejer af byens Mr-butik Vagn Iversen og hans kone Kirsten. Begge ægtepar købte en gammel villa på Sølystvej, rev den ned og opførte et nyt hus på grunden.

Kirsten og Vagn Iversen endda med så stort held, at de og tegnestuen Årstiderne blev præmieret af Silkeborg kommune for godt og smukt byggeri.

»Det er et vidunderligt kvarter,« synes Kirsten Iversen, der denne sommerformiddag svinger rosensaksen omkring den præmierede villa. Igennem mere end 20 år boede hun og hendes mand i lejlighed oven på butikken i gågaden, så da de solgte den for ti år siden, var et af hendes krav mere luft og plads.

Det fik de dels i det 300 kvm store hus, der om aftenen ligner en mægtig sommerfugl nede fra søsiden, og dels på dobbeltgrunden, der slutter med et stykke søbred og en bådebro.

»Der er sket meget her de seneste fem-seks år. Alle er begyndt at stramme op. Det er utrolig lækkert at se, at selv de ældre er gået i gang med at renovere og beskære de store træer for udsigtens skyld,« siger hun.

På Sølystvej ligger dog også huse, som gør mindre væsen af sig, og hvor ejerne kom til, længe før området blev mondænt. Pensioneret bankmand Kristian Steffensen købte sin grund af kommunen i 1960 for 11.720 kroner, husker han.

Ganske vist ikke på søsiden, »men de ni måneder af året vil jeg altså også hellere bo på denne side, for da står der vand langt op i deres haver,« siger han med en håndbevægelse ned mod de ulige numre. I dag behøver Kristian Steffensen ikke spekulere på sin økonomi, for ud over at han for længst har betalt huset ud, har tiden gjort det adskillige millioner værd. Nu er hans største udgift faktisk ejendoms- og ejendomsværdiskatten, der løber op i 25.000 kroner årligt, siger han.

Sjovt nok var Sølystvej i tidernes morgen bare nogle sandskrænter, som ingen gad eje og senere, da industrialiseringen skabte behov for mange arbejderboliger i Silkeborg og fik andre borgere til at flytte uden for bymidten, blev Sølystvej en slags skattely, fordi vejen hørte under landkommunen Balle, fortæller Knud Christensen fra Silkeborg Lokalhistoriske Arkiv.

Den fidus ophørte dog i 1941, da hele området blev opslugt af Silkeborg kommune, og de skatteplagede beboere måtte slippe hele to procent mere i skat for at bo der.

I dag er Sølystvej ikke nogen hyppig adresse i ejendomsmæglernes annoncer, men der er da et par huse til salg. Nummer 106, der ganske vist er et lige nummer uden søbred, er sat til knap fire mio. kroner for 157 kvm bolig og 99 kvm kælder, mens nummer 65a, der har samme fordeling af boligarealet og ligger på søsiden, skal koste knap syv mio. Og så må der endda »forventes udgifter til renovering«, skriver Nybolig.

»Huse på Sølystvej er som regel nemme at sælge. Der er bare nogle vejnavne, der sælger godt,« siger Bo Møller Nielsen fra firmaet Bo i Silkeborg.

Henne foran nummer 128 står der et til-salg-skilt fra Home, overklistret med en »SOLGT«-mærkat, men alligevel får det lov at blive stående en tid. Det er god reklame for Home at have handlet et hus netop der, medgiver ejendomsmægler Poul Grud.

»Det er en af de rigtig gode adresser, og ejendommene bevarer prisniveauet. Området bliver jo ikke større - der er ikke flere udstykninger,« siger han.