- Vi hører hjemme i byen

Småbørnsmor Camilla Svenningsen og pensionist Mogens Køllner elsker byen og vil bo her altid. For Mogens Køllner er det blevet muligt med beslutningen om at etablere en elevator i hans ejendom, mens Camilla Svenningsen fortsat leder efter den lejlighed, der kan forene bylivet og familiens behov.

- Der er et andet fællesskab. Vi bruger byens fede offentlige legepladser, hvor man møder alle mulige mennesker og deres børn, og man har kaffe og kiks med i tasken om søndagen. Det foregår ikke på samme måde uden for byen, hvor det skal aftales på forhånd, om ens børn må komme over i en anden have og lege, siger Camilla Svenningsen, der ikke kunne forestille sig at bo uden for byen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Beboerne i en opgang på Øster Farimagsgade i København er gået sammen om at finansiere en minielevator på ydersiden af deres køkkentrappe. For Mogens Køllner, der bor på fjerde sal, kommer elevatoren til at betyde, at han kan blive boende i sin lejlighed resten af sit liv.

- Jeg forestiller mig at bo her resten af mine dage, og det kunne jo være, at det en dag ville blive lidt svært at komme op på fjerde sal. Jeg kan jo se på mine ældre genboer, at de har vanskeligheder med at gå op til bare anden sal.

Derfor tog Mogens Køllner kontakt til firmaet Alevator.dk for at indhente et tilbud. Projektet er nu godkendt af kommunen, og byggeriet forventes at komme i gang inden udgangen af 2012.

Opgangen på Østerbro er den første i Danmark, der skal have etableret en minielevator. En minielevator egner sig til ældre ejendomme, fordi de kan bygges ind i allerede eksisterende trappeopgange eller helt kan erstatte køkkentrappen. En tredje mulighed er at få etableret minielevatoren på ydersiden af muren, og det er den model, beboerne på Øster Farimagsgade har valgt.

Der er kun fire lejligheder i opgangen, og derfor er det en forholdsvis stor sum penge, beboerne har måttet betale. Og Mogens Køllner har måttet betale mest, da hans lejlighed er den øverste, og derfor har den største stigning i værdi ved etableringen af elevatoren. Men Mogens Køllner ønsker hellere at investere de penge, det koster, frem for at skulle flytte.

- Jeg har boet i byen i snart 40 år, og jeg føler, det er her, jeg hører hjemme. Jeg har en fantastisk dejlig lejlighed. Jeg har lavet en grundig istandsættelse, jeg har altan, og nu hvor elevatoren kommer, kunne jeg ikke forestille mig at flytte. Det er ideelt at bo her, hvor jeg bor. Jeg har kig ned til søen, er tæt på Østre Anlæg, Statens Museum for Kunst og Botanisk Have. Jeg har min landlige oprindelse omkring mig i form af friområder, samtidig med at det pulserende byliv er lige ved siden af.

Mogens Køllner, der selv er 66 år gammel og nyligt pensioneret, tror ikke, at det kun er den ældre del af befolkningen, der kan få glæde af at få etableret en minielevator.

- Jeg oplever, at byen er blevet mere attraktiv, end den tidligere har været. Med urbaniseringen er det blevet en trend at sætte lejligheden i stand frem for at købe hus. Det gælder også børnefamilier. Og en elevator er også bekvem for dem, selv om det er en omkostning.

Camilla Svenningsen og hendes mand er forældre til tvillinger på snart tre år. Parret har for nyligt solgt deres lejlighed i København, fordi den blev for lille. Nu bor familien midlertidigt til leje, indtil de finder den rette lejlighed at investere i. Familien ønsker for enhver pris at blive i byen, og noget af det, Camilla Svenningsen lægger allermest vægt på, når de kigger på bolig, er, at lejligheden ikke ligger for højt.

- Det er for svært med alle de trapper og børnene. Selv om de bliver større, har de stadig så meget grej. Og så er det meget vigtigt for os, at bedsteforældrene kan komme på besøg.

Derfor kigger Camilla Svenningsen kun efter lejligheder, der ikke ligger over anden sal, medmindre der skulle være en elevator.

- En elevator ville gøre, at der ikke ville være nogen begrænsninger.

Både Camilla og hendes mand er oprindeligt fra landet, men alligevel er der ikke nogle af dem, der ønsker at vende tilbage. Ikke engang forstaden er på tale.

- Min største skræk er simpelthen at ende ude i et eller andet dødt kvarter, hvor der kun er sølvbryllupspar og ingen liv eller børn.

Og det er der ifølge Camilla Svenningsen ingen fare for i byen.

- Der er et andet fællesskab. Vi bruger byens fede offentlige legepladser, hvor man møder alle mulige mennesker og deres børn, og man har kaffe og kiks med i tasken om søndagen. Det foregår ikke på samme måde uden for byen, hvor det skal aftales på forhånd, om ens børn må komme over i en anden have og lege.

Camilla Svenningsen er dog godt klar over, at de går på kompromis med nogle ting ved at vælge byen.

- Vi går selvfølgelig på kompromis med pladsen. Både børnenes, min og min mands, og vores fælles plads som familie. Der bliver nok aldrig nogen balsal. Men til gengæld er vi tæt på alt det, vi kan lide ved byen, og de ting, vi bruger i byen. Ikke kun alle tilbuddene til børnene, men også til voksenlivet med cafeer, koncerter og kultur i det hele taget. Og det prioriterer vi over plads.