Toyota Century er klassisk og tidløs japansk luksus

Japan har sin helt egen luksuslimousine, Toyota Century. Efter 50 år kommer nu en mere moderne, men designmæssigt ikke meget ændret tredje generation, som siger farvel til Japans eneste V12-motor

Toyota Century kommer i blot tredje generation siden 1967. Designet er en evolution, men i motorrummet sker der store ting - Japans eneste V12 skiftes ud med en V8-hybrid Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Normalt er en bil, der lanceres som tredje generation ikke en bil med en lang historie. Det forholder sig anderledes med Toyota Century. Første udgave af den store sedan, som primært er skabt til det japanske marked, kom i 1967, anden generation i 1997 og den tredje udgave af den store limousine kører nu ind på scenen. Century er for Japan, hvad Mercedes-Benz S-Klasse er for Tyskland, men Toyota har en noget anden tilgang til limousine-opgaven end de tyske kolleger. S-Klassen er en bil i et meget moderne snit, en bil der er skabt til at skilte med den ypperlige teknologi og luksus.

Japans absolutte limousine. Century er 534 cm lang, hvilket er så godt som præcis det samme som den nye Audi A8 i lang udgave. Ingen sammenligning mellem de to i øvrigt Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.


Century er klassisk til sidste skrue, og 2017-designet adskiller sig kun fra 1967-designet ved evolutionær opdatering. Kabinen tydeliggør det - her hersker ingen opulent luksus-lounge-stemning, men en af funktionalitet. Det ville dog være ærgerligt at skue hunden på hårene, for den nye Century er en moderne bil med højteknologiske LED-forlygter, aktivt støjreducerende system, særligt udviklede komfortdæk og fuld aktiv sikkerhedspakke - for ikke at tale om V8-motoren i den 534 cm lange sedan.

Her ser tiden ved første øjekast ud til at have stået stille i mange år, men det funktionelle interiør er moderne med fuld sikkerhedspakke til rådighed og meget lavt støjniveau Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.


Den er det absolut største brud med Century-forgængerne, for hidtil har modellen været den eneste japanske bil med V12-motor, men den æra er nu slut. Century er nu en hybrid med en V8 på 5 liter. Når det kommer til ydelse, er det indtil videre som at spørge hos Rolls Royce før i tiden: den nævnes ikke, men der skulle være rigeligt.

I uldsæder har præsidenter og virksomhedsledere ladet sig transportere rundt i to generationer Century, og det kan de også fremover. Sæderne og meget andet styres via et panel i armlænet Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.


Fra bagsædet, som kan lægges i fuld hvilepostion med beslag til benene, kan klimaanlæg, lydanlæg, massage og justering af alle sæder (også førerens!) styres via et LCD-panel i armlænet. Læg mærke til sæderne i Century, nærmere bestemt indtrækket. De fleste forventer uden tvivl læder i en limousine som denne, og det tilbyder Toyota da også, men det mest luksuriøse valg i Century har altid været, og er det stadig, indtræk i 100 procent uld. Fleksibelt og blødt, og man glider ikke rundt på det, og det er langt bedre til at holde sveden fra ryggen om sommeren og kulden fra kroppen om vinteren. I de to tidligere udgaver af Century har virksomhedsledere og præsidenter ladet sig transportere i de uldbeklædte sæder, og det klientel ændrer sig næppe med den tredje generation af Japans absolutte luksuslimousine.

Century er skabt primært til det japanske marked, og heller ikke for tredje generation er der planer om at lave om på den procedure Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.