Tålmodighedens have

Bodil Schmidt er landskabsarkitekt, og har gennem de seneste 30 år arbejdet i sin have, så den er blevet hendes helt egen. Kom med rundt i haven og få et indblik i en speciel have.

Bodil Schmidt åbner gerne hendes have op for besøgende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Mikkel Hansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man i havemagasinet ser smukke haver afbilledet – og med beundring tænker, at det selvfølgelig må have taget ikke bare timer, men årevis at få den så frodig – så ved man med det samme, at det samme er tilfældet i landskabsarkitekt Bodil Schmidts have. Hun har anlagt den for 30 år siden, da hun købte huset, der ligger i det såkaldt grønne område nord for København.

Uanset hvor ens blik falder, er der noget at opleve – fra små hyggekroge, urtebede, frugtbuske og træer, enorme rododendronhække, bålplads, snoede stier, massevis af stauder og espalierer af frugttræer. Selv bøgehækkene, der er med til at skabe rum i haven, har fået tilføjet en ekstra dimension med kighuller hist og pist.

»Ved at lave huller i hækken, får man et ekstra kig længere væk i haven, så man på den måde hele tiden kan opdage nye stemninger, « siger Bodil Schmidt, der anbefaler, at man klipper disse huller, mens hækkene vokser op og endnu ikke er blevet for brede.

Der er altid projekter i gang i en have som Bodil Schmidts, og i øjeblikket skal Bodil have lagt nye terrasser foran huset og rundt omkring i haven. Stenene er en særlig slags sandsten fra Indien, som hendes veninde importerer. Hendes have kan derfor også fungere som et showroom for interesserede.

»De gamle belægninger kan simpelthen ikke mere, og særligt terrassen foran huset har jeg været træt af at kigge på længe,« fortæller Bodil Schmidt. Hun har valgt forskellige slags sten, da de igen kan være med til at skabe forskellige oplevelsesrum i haven, som hun prioriterer højt.

Den spiselige have

Et andet kendetegn, som Bodil Schmidt prioriterer højt, er, at haven skal kunne spises i form af bær, krydderurter, frugt og grøntsager. Og Boligens udsendte fik da også nogle friskplukkede ramsløg med hjem til salaten – og blev budt på en helt fantastisk godt smagende rabarber-trifli lavet af de allerførste, spæde rabarber. I dem er garvesyren næsten ikke eksisterende.

»Det er en stor tilfredsstillelse at kunne plukke sin egen avl af diverse grønt, som man kan nyde godt af hver dag året rundt,« siger Bodil Schmidt. Ud over den spiselige del af haven er der også prydhave, hvor planterne er nøje udvalgt, så der sæsonen rundt hele tiden er nogle, som blomstrer.

»Kunsten er at få den ene vækst til at afløse den anden, da man på den måde hele tiden kan glæde sig over naturens gang. Når den ene plante afblomstrer, så er en ny klar til at tage over,« forklarer Bodil Schmidt. Det at kunne følge haven inde fra huset også, er også vigtigt for landskabsarkitekten, som selv foretrækker at være udendørs frem for indendørs.

»En have som min kræver, at man lægger nogle timer i den hver dag. Ellers bliver det hurtigt for uoverskueligt, men da det er min hobby, så ser jeg det kun som en daglig glæde,« siger Bodil Schmidt med et smil.

Hun går en tur i haven hver dag med sin beskærersaks i hånden, så haven hele tiden er under hendes kontrol. Især trimning af træer i kuppelformede designs er hun ekspert i, og i hendes have ses derfor mange flotte faconklippede buske, træer og hække.

Morgenterrassen er favorit

Lys i en have er altafgørende, så Bodil Schmidt har selv startet med at fjerne de store træer, da hun gik i gang med at anlægge sin have. Som landskabsarkitekt er hun nemlig godt klar over, at træer – hvis de ikke beskæres – kan vokse sig til stor gene på grund af skyggen, de skaber.

En have som Bodil Schmidts, der ligger i mellem nabogrunde netop med mange høje grantræer, har ofte et problem med for lidt aftensol, da de gamle hække næsten virker som tårnhøje vægge, der skærmer for de sidste stråler af dagen solen. »Faktisk synes jeg ikke, at træer i private haver bør være højere end til tagryggen. Så skygger de ikke unødigt eller tager udsynet, « siger Bodil Schmidt, som allerede kl. 18.00 ikke længere har sol i haven.

For at skabe mere lys i haven har hun for kort tid siden tyndet ud og opstammet sine store hække med rododendron ud, så der kommer både lys og luft ind til den del af haven, som ellers ligger mest i skygge. I bunden har hun nu plantet lavendler, som giver en farvekontrast ved de nøgne, opstammede rododendron.

Foran de meget store og karakterfulde rododendronbuske har Bodil Schmidt placeret sin morgenterrasse, som ligger på en forhøjet repos, så man har bedre udsigt over haven.

»Jeg har alt i alt otte forskellige rum i haven, som er nøje udvalgt efter, hvor lyset befinder sig i løbet af dagen. Jeg holder dog allermest af min morgenterrasse, hvor jeg kan se ud over det meste af havens sydside,« slutter Bodil Schmidt, som har skabt sit eget grønne paradis i det nordsjællandske.