Sporten får sit helt eget bilmærke hos Seat

Seat skal ikke længere sælge sportslige, dynamiske modeller – Cupra bliver sit helt eget mærke, som skal sælges hos 260 forhandlere i Europa. Spanierne lægger ud med Cupra Ateca med 300 hk, og en Ibiza er også på vej.

Foto: PR. Logoet kunne stamme fra Transformers-universet med robotter, som kan lave sig om til biler, men Cupra er ikke fantasi, men Seats nye undermærke, som skal fokusere alene på dynamiske biler. Man lægger ud med denne 300 hk stærke udgave af SUV’en Ateca
Læs mere
Fold sammen

Den nye Seat Ibiza vil aldrig komme som Cupra-model, fortalte spanierne sidste år – til stor ærgrelse for alle, som elsker små hurtige hatchbacks til en fair pris. Det holder stadig, men så alligevel slet ikke.

Seat har nemlig skilt Cupra ud som sit helt eget mærke og brand, hvor bilerne slet ikke vil optræde med Seat-logoer, men med det nye Cupra-logo, og en Cupra Ibiza vil næsten med garanti blive en realitet.



Så Seat stak ikke en løgn, men fortalte bare ikke hele sandheden. Cupra Ibiza er en konceptmodel, men det vil uden tvivl ende med, den får samme motor som VW Polo GTI, en 2-liters motor med 200 hk. Konceptet viser også, at digital instrumentering er på vej i den spanske minibil.

Cupra Ateca bliver den første Cupra-model, til salg fra tidligst sidst på året, og her er der ikke tale om et koncept, men en færdig udgave, som skal sælges gennem 260 forhandlere i Europa, som indretter en særlig og separat sektion til det nye mærke. De udvalgte danske forhandlere kender vi endnu ikke til.

Foto: PR. Cupra Ateca bliver usædvanlig i ikke-premiumdelen af SUV-markedet ved at tilbyde en så stærk motor og så stærk fokus på dynamik. Den bliver uhyre effektiv med sin dobbeltkoblingsgearkasse og firehjulstræk, som lader den ramme de første 100 km/t efter blot 5,4 sekunder Fold sammen
Læs mere


300 hk og firehjulstræk

Den kompakte SUV har en styling, som tydeligt bærer præg af Cupras dynamiske retning. I luftindtagene på en Audi RS 7 Sportback står der Quattro med store bogstaver, hos Cupra står der selvfølgelig Cupra. 19″ alufælge, noget der skal minde om luftkanaler over bagkofangeren og fire udstødningsrør viser, hvem der er chef i klassen for kompakte SUV’er.
Cupra Ateca bliver den første i ikke-premiumsegmentet med stærkt fokus på dynamik og en motor, der passer til.



Under motorhjelmen ligger VW-koncernens 2-liters benzinmotor, også kendt fra Seat Leon Cupra, som yder 300 hk. En nyudviklet 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse og specifikt justeret 4Drive-firehjulstræk lover både effektivitet, greb og dynamik. 0-100 km/t er nede på blot 5,4 sekunder, topfarten lander på 245 km/t.

Den spanske SUV med bid kan købes med forskellige pakker, som optimerer design og performance. En Performance-pakke inkluderer 18″ Brembo-bremser, en Carbon-interiørpakke et instrumentpanel i kulfiber. Digital instrumentering har Cupra Ateca også, og det vil brede sig til Seats udgaver af Ateca.

Leon Cupra og Leon Cupra ST forbliver indtil videre under Seat-mærket. Cupra arbejder udover Ibiza-projektet også på en konceptudgave af Arona – en potentiel mini-SUV med 200 hk.

Foto: PR. Det nye Cupra-mærke arbejder allerede på flere projekter, og en konceptudgave af Ibiza med den fulde Cupra-behandling står allerede klar. Når den går i produktion, vil den have en 2-liters motor med mindst 200 hk Fold sammen
Læs mere