Skab plads i køkkenhaven

Livet i køkkenhaven starter med forkultiveringen i det tidlige forår og slutter med gødning af jorden i det sene efterår. I juli er det blevet tid til at høste de første afgrøder, tynde ud og skabe plads til nyt.

Fire granrafter, der bindes sammen for oven, er et rigtig godt klatrestativ for stangbønner. Fold sammen
Læs mere

De sidste par uger har budt på en hel del regn og ikke helt så meget varme som først på sæsonen. Regnen har været med til at holde liv i køkkenhaven, og det har derfor ikke været nødvendigt at selv vande hver eneste dag. De planter, der har været forkultiveret, er begyndt at fylde godt op i min køkkenhave.

Det er derfor blevet tid til at tynde lidt ud i rækkerne med spinat, for at de enkelte spinatplanter får lidt mere lys og luft samt plads i jorden til at vokse. Det samme gælder gulerod og rødbede, der nemt bliver mærkelige, små og krogede, hvis pladsen er for trang. Mine stangbønner er nu halvvejs oppe ad de to meter høje granrafter, og jeg sørger løbende for, at de snor sig rundt om rafterne i stedet for at ligge hen ad jorden.

Nogle af dem har jeg haft forkultiveret siden maj. Andre såede jeg direkte i jorden, da de forkultiverede kom ud i det fri. Som noget nyt i år har jeg sået confettimajs. I stedet for de velkendte gule kolber, har majsene mange forskellige farver på den enkelte kolbe, der spænder fra varm gul til rødbrun. Dem glæder jeg mig til at smage.

Sådan gør du:
Udtynd i de rækker, hvor de nysåede afgrøder står for tæt, så der skabes bedre groforhold til de nye planter.

Når de første salatrækker er tomme, så kan du sagtens efterså rækkerne med ny salat.

Tomatplanterne kan du trimme ved at fjerne planternes siddeskud. Det giver mere lys og luft til tomaterne, så de gror mere og hurtigere.

Sørg for, at tomatplanterne opbindes, når de er blevet højere end 25 cm, så de ikke bliver tunge og knækker.

Så lathyrus det samme sted som ærter. De begynder at blomstre, når ærtehøsten er veloverstået, og der ikke er andet end grønt løv tilbage.

Tidspunkt:
Afgrøder som salat kan sås gennem hele sæsonen og er derfor god at fylde ind i de tomme rækker i køkkenhaven.

Bønner kan sås direkte i jorden i juli. Er det en sort, der bliver høj, skal du huske noget, den kan vokse op ad, så væksten ikke forhindres.

Bladbede og kål er også gode at fylde køkkenhaven op med. Det kan gøres helt hen til slutningen af måneden.

Når varmen kommer, kan en god økologisk basilikum flyttes udenfor. Stil en melonklokke eller en glasvase henover, så vil drivhuseffekten give de rette vækstbetingelser.

Skær purløgsblomsterne ned og giv gødning og masser af vand, så skyder de på ny.

Plantevalg:
Pluksalat kan høstes løbende. Ved at høste lidt blade fra de enkelte hoveder, skyder den med friske blade på ny.

Har man ikke forkultiveret tomater, kan disse købes på planteskolerne. Sørg for at have forskellige sorter, der varierer i størrelse, smag og farver. Det er dekorativt og giver mange flere muligheder for tilberedning.

Sommerblomster er gode mellem rækkerne af salat og gulerod. Tallerkensmækker (Tropaeolum), hjulkrone (Borago) og morgenfrue (Calendula) er både dekorative og kan alle spises.

Lidt skala i køkkenhaven er flot. Stangbønner, ærter og tomat skal have hjælp til at holde sig oppe. Find på flotte løsninger med armeringsnet, hasselgrene og pileflet.

Er ærter populære i familien, kan man sagtens så flere ærter i juli, især hvis det er lidt køligt vejr med masser af regn.

Ugens tip! Holdes sommerferien væk hjemmefra, så kan mange juli-blomstrende stauder med fordel få udsat blomstringen ved at afklippe de øverste 10 cm.