Sådan undgås strid som i »Arvingerne«

Hvis du har særlige ønsker om, hvad der skal ske med din bolig, når du dør – og gerne vil spare dine efterladte risikoen for konflikter som dem, vi ser i TV-serien »Arvingerne« – så skal du have oprettet et testamente.

Signe Larsen, en »ny« arving til kunstneren Veronika Grønnegaard, bliver spillet af Marie Bach Hansen i TV-serien »Arvingerne« Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Lehmann/DR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad skal der egentlig ske med mit hus, når jeg ikke længere er her? Hvem skal arve hvad? Og bliver der problemer med fordelingen af ejendele?

Den slags spørgsmål går i disse uger gennem mange danske hoveder – særligt når Gro, Frederik, Emil og Signe hver søndag aften kl. 20 strides om Grønnegaard og dens fremtid i DRs hitserie ’Arvingerne’.

I den forbindelse har Boligen talt med advokat Anne Broksø og advokat og ekstern lektor i arv på Københavns Universitet, Anne Kjærhus Mortensen – begge fra advokatfirmaet Ret&Råd – om, hvornår et testamente er nødvendigt.

»Om et testamente er nødvendigt, er som udgangspunkt afhængig af, hvem der skal arve. Arverækkefølgen er jo fastsat i er bedst, og som passer til det, de fleste ønsker. Og derfor er et testamente altså kun nødvendigt, hvis du ikke er enig med den rækkefølge.

Det betyder for eksempel, at et testamente ikke er nødvendigt, hvis du er enlig kvinde med to børn, og du synes børnene skal arve – så er du nemlig enig med arvelovens arverækkefølge, og dine børn arver dig helt automatisk,« starter Anne Kjærhus Mortensen.

Den slags enighed er dog langt fra altid tilfældet. Mange tror for eksempel, at de ubetinget arver alt efter deres ægtefælle, hvis denne skulle gå hen og dø. Men sådan hænger det ikke altid sammen.

Og det er da også netop i forbindelse med ægtefæller med fælles børn, at Anne Kjærhus Mortensen og advokat Anne Broksø oftest oplever, at der er behov for et testamente.

Her er problemet, at børnene ifølge arveloven arver halvdelen af det, som afdøde efterlader, hvilket kan blive dyrt for den ægtefælle, der stadig lever.

»Skal der skiftes, skal halvdelen af det, afdøde efterlader sig, udbetales til børnene. Det betyder, at den efterladte ægtefælle kan blive tvunget til for eksempel at tage lån i huset for at kunne betale børnene deres arv,« siger Anne Kjærhus Mortensen.

Er der tale om fællesbørn eller myndige særbørn (for eksempel et barn fra et tidligere ægteskab), som gerne vil samtykke til uskiftet bo, kan det være et alternativ for den længstlevende ægtefælle. Et uskiftet bo betyder nemlig, at man venter med at udbetale arven til børnene.

En sådan løsning er dog ved at gå af mode i Danmark, hvilket der ifølge Anne Broksø er en klar grund til.

»Sidder man i uskiftet bo, har man ikke fri råderet over formuen. Man kan sige, at man i virkeligheden låner lidt af børnene, hvilket kan blive ubehageligt, hvis man føler, at der bliver holdt øje med, hvad man bruger pengene til. Derfor vælger folk efterhånden den løsning fra,« siger hun.

I stedet bliver testamentet, hvor længstlevende ægtefælle modtager mest muligt, valgt til. Med et testamente slipper man nemlig for, at der efterfølgende bliver problemer med at afklare, hvordan arven skal håndteres.

Det er allerede gjort, og derfor betragtes oprettelse af et testamente som et fornuftigt alternativ til uskiftet bo.

Særligt når livet naturligt lakker mod enden, får danskerne taget sig sammen til at få skrevet testamentet. Denne gruppe har tilsyneladende accepteret, at døden handler om ’når’ og ikke ’hvis’ – et faktum, som de unge ikke er helt lige så glade for at se i øjnene. De tøver i hvert fald ifølge advokaterne ofte med testamentet.

»Specielt unge par, der lige har fået børn, hvor et testamente ville være en god idé, er dårlige til at få lavet testamente. Det hænger nok sammen med økonomi, men også uvidenhed, tror jeg. De unge tror ofte, at de arver hinanden, eller også tænker de slet ikke på det.

Som 27-årig tror man jo, at man er udødelig. Jeg er lige snart 45 år, og jeg siger stadig ’hvis jeg dør’ og ikke ’når jeg dør’. Unge er nok bare ikke kommet til det sted, hvor de accepterer døden endnu,« slutter Anne Broksø.