Sådan indretter vi vores uderum

Den tid, hvor havemøbler var lavet i hvid, formstøbt plastik, er for alvor forbi.

Nu skal havemøblerne også passe til møblerne inden for. Fold sammen
Læs mere

Vi bliver mere og mere bevidste om, at vores uderum – om det er altan, have eller terrasse – bliver en forlængelse af vores indretning indenfor. På den måde flyder inde og ude sammen og skaber en helhed i udtrykket, ikke mindst når vi f.eks. bruger bløde puder både i sofaen og i havemøblerne.

Men det kræver også smukke havemøbler i godt design og ordentlige materialer, og heldigvis er der flere og flere producenter, der kan dække det behov.

Et godt eksempel er Cane-lines nye loungeserier med fødder af træ, flettet stel og store, dybe hynder – detaljer, der giver havemøblerne et mere stueagtigt look end de traditionelle, udendørs møbler.

En af kollektionerne i serien hedder Moments. Stellet på møblerne er bygget op af UV-resistente snore i samme robuste materiale som Cane-lines outdoor-puder og -tæpper. Det har et stofligt udtryk, som gør, at sofaen sagtens både kan bruges indendørs og som udendørs loungemøbel. Moments er en videreudvikling af Sense-sofaen, som Foersom & Hiort-Lorenzen designede for Cane-line i 2015 til indoor-kollektionen.

Som en lille bonusdetalje har Moments fået teaksko på, der både maksimerer det hjemlige, varme look og måske endda matcher møblerne i stuen, hvis man vælger at sætte sofaen indenfor. Designeren bag, Johannes Foersom, siger selv om designet:

»Du kan sammenligne det med at tage forskellige slags frakker på: En uldfrakke indikerer noget hyggeligt og varmt, mens en regnfrakke er enormt praktisk og knap så behageligt.«

Sofa, 24.999 kr., loungestol, 10.999 kr. Begge fra Cane-line