Revolutionerende benzinmotor fra Mazda – lavere forbrug end dieselmotorer

Den nye motor med det kryptiske navn SkyActiv-X bliver den første serieproducerede benzinmotor, hvor brændstoffet selvantænder som i en dieselmotor. Op til 30 procent lavere forbrug end med Mazdas nuværende benzinmotor

Den nye SkyActiv-X-benzinmotor fra Mazda kan revolutionere bilindustrien med et, for en benzinmotor, meget lavt forbrug. Forbruget skulle endda være sammenligneligt eller lavere end i en dieselmotor. Billedet viser en af Mazdas nuværende benzinmotorer, da den nye endnu ikke har haft premiere Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Picasa
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en drøm, som har fået mange ingeniører i bilindustrien til at vågne op badet i sved. Benzinmotoren med forbrug som en dieselmotor, en motor der får benzinen til at selvantænde i forbrændingskammeret, som var det en dieselmotor. En motor som potentielt er billigere at producere end dieselmotoren, fordi den kan nøjes med et mindre kompliceret system til at rense udstødningen. Fantasi, ren fantasi. Men ikke længere. Efter at bl.a. Mercedes-Benz og Hyundai har prøvet at bryde koden til at få en benzinmotor uden tændrør til at virke, så er det Mazda, der først kommer i mål – og fordelene er så mange og så store, at motortypen kan revolutionere bilindustrien i en tid, hvor mange har travlt med at lægge forbrændingsmotoren i graven.



Den nye SkyActiv-X-benzinmotor har faktisk tændrør, men ikke som primære kilde til at antænde benzinen. Mazdas ingeniører har kombineret kompressionstænding (hvor det rette miks af benzin og luft får brændstoffet til at selvantænde) og gnisttænding (med tændrør) i en ny forbrændingsmetode, ”Spark Controlled Compression Ignition”. Overgangen skulle være gnidningsfri, siger Mazda. Blandingsforholdet mellem benzin og luft, kompressionsforholdene, skulle være meget magert, altså med en høj andel af luft. SkyActiv-X kan alt bedre, meget bedre faktisk, end Mazdas nuværende SkyActiv-G-benzinmotorer.



Trykladning, sandsynligvis en turbolader, vil meget klart løfte kraftudviklingen fra de turboløse benzinmotorer, Mazda i dag kører med i Europa, og japanerne regner med 10-30 procent mere drejningsmoment. Lige præcis den del af nyheden om SkyActiv-X træder i baggrunden, for det er en lovet reducering af forbruget på 20-30 procent i forhold til de nuværende motorer, der er de tal, revolutionen skabes af. Det er op til 45 procent lavere forbrug, end man vil have oplevet i en Mazda med tilsvarende motorvolumen fra 2008, og det er sågar på niveau eller bedre end med de dieselmotorer, Mazda producerer i dag – primært en 2,2 med 150/175 hk, som i den store firmabil Mazda 6 går op til 23,8 km/l. Emissionsniveauet skulle på samme måde være revolutionerende, men revolutionen er først komplet, når forbrug og emissioner er efterprøvet i virkelighedens verden.



Mazda oplyser indtil videre hverken om motorstørrelse, ydelse eller introduktionstidspunkt, men SkyActiv-X kan have premiere så tidligt som i en helt ny udgave af Mazda 3 i oktober måned. Den nye motortype skal også bruges i hybrid- og plugin-hybridbiler.

Den nye SkyActiv-X-benzinmotor fra Mazda kan revolutionere bilindustrien med et, for en benzinmotor, meget lavt forbrug. Forbruget skulle endda være sammenligneligt eller lavere end i en dieselmotor. Billedet viser en af Mazdas nuværende benzinmotorer, da den nye endnu ikke har haft premiere Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Picasa.