Overblik: De største bilnyheder i 2018

2017 har budt på rigtig mange nye biler, men også 2018 vil rumme overvældende mange nye modeller - lige fra Audi A1 over Citroën C5 Aircross til Kia Cee’d og Volvo V60.

Foto: PR. Audi skabte en succes med sin første A7 Sportback, som nu følges op af en helt ny udgave med spændende teknologi, bl.a. en ny aktiv undervogn og 48 volt-strømforsyning
Læs mere
Fold sammen

Hjulene i bilindustrien ruller med høj fart i disse år, og 2017 har budt på et hav af nye bilmodeller, nye motorer og spændende tendenser. Tempoet bliver ikke lavere i 2018, og allerede nu har vi et godt overblik over kommende nye bilmodeller. Biler i alle størrelser og prisklasser, men før vi kommer frem til 2019 eller 2020 går det langsomt med elektrificeringen.

Et af de steder, elbilen er i fokus i 2018 er hos Audi, som endelig lancerer sin store crossover E-tron Quattro som rival til Tesla Model X. Det bliver et travlt år med ny udgave af A1, ny Q3, ny A6 og A6 Avant, ny A7 Sportback, facelift til TT og muligvis den store luksus-SUV Q8. Hos ærkerivalen BMW i München vil årets store nyhed være en helt ny og mere raffineret 3-serie, som deler komponenter med 5- og 7-serie. Den første X2 lanceres, og der kommer helt nye udgaver af X4 og X5. Der er facelift til 2 Active Tourer/Gran Tourer, flere M-modeller og den smukke 8-serie Coupé.

Foto: PR. Ford har stor succes med sin seneste Mustang på verdensplan, og også i Danmark har den store sportsvogn solgt godt. Den kommer i 2018 i denne faceliftde version med bl.a. adaptiv undervogn Fold sammen
Læs mere

Hos Citroën og DS står den i de praktiske bilers tegn. Faceliftet C4 Cactus, ny Berlingo, SUV'en C5 Aircross, den flotte DS 7 Crossback og en ny, mindre DS-model. Ford har også en praktisk bil klar til danskerne, den faceliftede EcoSport, men ellers vil vi se Fiesta ST, Fiesta Active, facelift til Mustang og en ny udgave af Focus. Færre nyheder er der hos japanske Honda, men en stor en: ny CR-V, der for første gang kommer som hybrid. Den faceliftede Jazz med ny motor lander dog først.

Sydkoreanske Hyundai lancerer sin Fastback-udgave af i30, og derudover venter facelift af i20, facelift til Tucson med elementer fra Kona, som introduceres i januar, ny Santa Fe og brintbilen Fuel Cell. En stor elektrisk nyhed er Jaguars crossover I-Pace, som introduceres midt på året. Før den kommer den kompakte SUV E-Pace, mens søstermærket Land Rover har hybridudgaver af Range Rover og Range Rover Sport klar.

Amerikanske Jeep kan ikke blot lancere en helt ny Wrangler, nu med turbomotor, men også facelift til den mellemstore Cherokee. Firehjulstræk kommer den nye Kia Cee'd næppe med, men den skulle være inspireret af Stinger og vises for første gang i februar. Urus bliver Lamborghinis bud på en sportslig SUV med 650 hk, mens Mazda med ny 3'er med den spændende Skyactiv-X-motor og facelift til bl.a. 6'eren også har spændende 2018-nyheder. Hos Mercedes-Benz bugner udvalget med ny og større A-Klasse, tredje udgave af CLS, facelift til C-Klassen og en ny Geländewagen.

Mitsubishi har færre nyheder, men dog introduktion af Eclipse Cross og helt ny Outlander. Nissan bruger primært 2018 på at lancere den nye Leaf, mens Opel bl.a. tilføjer GSi-varianten af Insignia, og vi når muligvis at se en ny Corsa før årets udgang. Peugeot vover pelsen og giver os en helt ny udgave af 508 i en klasse, der ellers er svær for andre end premiummærkerne. En ny Partner lanceres ligeledes i 2018. Porsche når muligvis at præsentere en helt ny 911 inden udgangen af 2018, men ellers er der facelift til Macan og nye varianter af Panamera og Cayenne.

Hos Renault og Dacia skulle det blive til en helt ny Clio, mens vi allerede har set Duster og Megane R.S. med 280 hk. Spanske Seat afslører en ny SUV med syv sæder og en hidsig Ateca Cupra, mens Skoda har en RS-udgave af Kodiaq, et facelift til Fabia og introduktionen af Karoq i ærmet. Hos de japanske firmaer Subaru og Suzuki er der også nyheder: Subaru introduceres XV og facelift til Outback, mens Suzuki er klar med Swift Sport med 140 hk. Hos

Volvo og Volkswagen sker der noget mere, og svenskerne skal ikke blot introducere XC40, men også nye udgaver af S60 og V60. Volkswagen koncentrerer sig om Up GTI, en helt ny Touareg, Jetta og endelig en SUV i Polo-størrelse, T-Cross.

Foto: PR. Mazda introducerer en helt ny 3 i det nye år. Den bliver først med den nye Skyactiv-X-motor, en benzinmotor uden primære tændrør. Her ses en prototype af den gamle Mazda 3 med motoren Fold sammen
Læs mere