Ny TVR slår Porsche, Jaguar og Aston Martin

Vanviddet er tilbage. Det britiske sportsvognsmærke TVR genopstår i 2018 med en model, der slår alle konkurrenter på antallet af hestekræfter pr. tons.

Skitse af ny TVR-model. Foto: PR. Fold sammen
Læs mere

Du er lovlig undskyldt, hvis ikke du kender bilmærket TVR. Det har hovedsageligt været en britisk affære, med ganske få biler indregistreret udenfor de biltossede britiske øer. Det blev grundlagt i 1947 og havde sin seneste storhedstid omkring årtusindeskiftet med den outrerede og hidsige Tuscan-model.
Konceptet hos TVR har altid været enkelt. Lav vægt, en gigantisk motor og et distinkt og opsigtsvækkende design. En slags klon mellem Lotus og Lamborghini. Men efter en russisk rigmand overtog det traditionsrige mærke fra Blackpool i 2004 gik det hurtigt ned ad bakke, og den sidste TVR trillede ud fra fabrikken i 2006.

Men nu er mærket på vej mod et comeback, og det er et comeback, der sender forventningerne på himmelflugt. Den nye ejerkreds har i samarbejde med Gordon Murray (manden bag 1990’er superbilen McLaren F1) og motortroldmændende fra Cosworth en ny model klar, som de viser til offentligheden i september på den traditionsrige Goodwood Revival Festival i det sydlige England. Så vi har desværre ikke billeder af bilen endnu – kun løse skitser. Men nu er de første data på bilen blevet offentlige, og det er artige sager de ambitiøse briter disker op med.

Skitse af ny TVR-model. Foto: PR. Fold sammen
Læs mere

Skitse af ny TVR-model. Foto: PR. Fold sammen
Læs mere

Bilen får en vægt på omkring 1.200 kg og en voldsom 5-liters V8-motor fra Cosworth. TVR lover, at den nye model vil have et vægt til kraft forhold på 400 hk pr. tons. Til sammenligning har en Porsche 911 Turbo S omkring 360 hk pr. tons, En Jaguar F-Type SVR Coupé omkring 340 hk pr. ton og en Aston Martin Vantage GT8 lige under 300 hk pr. ton.
Samtidigt lover TVR, at modellen får en topfart på over 320 km/t og en 0-100 km/t tid på under fire sekunder.

Planen er at begynde produktionen i starten af 2018 og have de første biler klar til de kunder, der allerede har betalt et depositum i løbet af sensommeren 2018. Prisen i England lander på omkring 90.000 pund – altså omkring 800.000 kr. (uden dansk afgift og moms).