Ny rekord: Så meget er boligpriserne steget i København

Priserne på ejerlejligheder i København har aldrig været højere.

Københavnske boliger er nu dyrere end før finanskrisen. Her ses lejligheder på Teglværkshavnen. Foto: Seier + Seier, Flickr Fold sammen
Læs mere

Da boligpriserne var på deres højeste før finanskrisen, kostede en kvm ejerlejlighed 31.849 kr. i Københavns Kommune. I løbet af de godt 10 år, der er gået siden, har priserne været nede at vende omkring 20.000 kr. og er steget så meget igen, at de nu med hastige skridt nærmer sig en kvadratmeterpris på det dobbelte. Boligsidens Markedsindeks for juli viser, at en kvm ejerlejlighed i København nu koster 38.156 kr. Priserne har aldrig været højere i en enkelt måned og er nu mere end 6.000 kr. højere end før finanskrisen.

Stor stigning

»Alene det seneste år er priserne på ejerlejligheder i Københavns Kommune steget med 9,6 pct., og vi har registreret stigninger i priserne i 19 måneder i træk. Det er vildt, og priserne er nu milevidt foran tiden før finanskrisen. Der er stor tilflytning til København og derfor stor efterspørgsel på lejligheder, så lige nu er der ikke noget, der tyder på, at det vil vende,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på ejerlejligheder i hele Danmark er 25.508 kr.