Ny kompakt Hyundai-SUV hedder Kona

Ny kompakt SUV fra Hyundai skal gå Nissan Juke i bedene

Teaserbillede viser ny Hyundai Konas forlygte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Picasa

Er man så heldig at have været på Kona-kysten på den største ø i øgruppen Hawaii, Big Island, har man set frodig natur, betagende udsigter og måske en enkelt hval lave gymnastik i Stillehavet. Hyundai har opdaget skønheden på den amerikanske ø og opkalder sin nye kompakte SUV efter Kona, og som koreanerne siger i tydelige marketingtermer, så er det ”fordi øens energiske og unikke livsstil går godt i tråd med bilens dynamiske karakter”.

At kalde Big Island energisk er som at kalde et dovendyr for en sprinter, men unik er den smukke tropeø i hvert fald. Vi har kun et netop udsendt billede, et meget mørkt et af slagsen, der viser venstre forlygte og et lille udsnit af fronten på bilen at gå efter. Vi har lysnet det lidt, så man tydeligere kan se grillen, og den viser en mere utraditionel form – med et smalt øvre luftindtag og fremstående nitter – end Hyundai for det mester sender på gaden.

Der går da også rygter om, at Hyundai Kona bliver en SUV mere i stil med den outrerede Nissan Juke end en traditionel model som Suzuki Vitara. Rygter har tidligere gået på, at den nye Hyundai ville være en udgave af den kinesiske Hyundai ix25, på det nærmeste en kopi i 90 procent størrelse af den større Tucson, men det afliver billedet på alle måder. Vores gætteleg omkring den nye Kona, som jo er uundgåelig, når bilproducenterne kun serverer små bidder, slutter vi med et gæt på, at den står på samme tekniske basis som Hyundai i20 og Kia Rio – så vi forventer både tre- og firecylindrede motorer, men ikke firehjulstræk. Kona lanceres i Danmark til efteråret.