Nedslag på huspriser rasler ned

For første gang i seks år er det gennemsnitlige nedslag på huse faldet til under 500 kr. pr. kvm.

Efterspørgslen på huse er steget, og det får naturligvis nedslagene til at falde.
Læs mere
Fold sammen

Flere og flere huskøbere får ikke en rabat i den størrelsesorden, de drømmer om.

Nye tal fra Boligsiden.dk viser, at det gennemsnitlige nedslag for huse for første gang siden maj 2011 er faldet til under 500 kr. pr. kvm.

Det betyder, at du i gennemsnit vil få et nedslag på under 70.000 kr., hvis du køber et hus på 140 kvm.

»Kvadratmeterprisen for et hus rundede i april måned 13.000 kr. for første gang siden finanskrisen, og som en naturlig følge af det falder nedslaget nu til et niveau, der ikke har været lavere i seks år. Samtidig er sælgerne blevet bedre til at prissætte husene rigtigt. Derfor er køberne nødt til at affinde sig med, at de ikke får den rabat, de drømmer om. De må i højere grad betale, hvad huset koster. Ellers bliver huset solgt til en anden,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Nedslaget på huse er lavest i Ringsted Kommune, hvor du i gennemsnit kun får 131 kr. i rabat pr. kvm. Her er den samlede rabat på et hus på 140 kvm altså helt nede på 18.294 kr. Til sammenligning får du i Gentofte Kommune 218.486 kr. i rabat på et hus i samme størrelse.