Lys, luft og havudsigt

I et nybygget townhouse ved Svanemøllen har Trine Tirsgaard skabt et lyst, enkelt hjem med provokerende kontraster, der bryder alt det pæne.

I det store køkkenalrum er der god plads til de mange gæster, Trine Tirsgaard elsker at have på besøg, når der bliver lagt tillægsplader i Poul Kjærholm-spisebordet, som er fundet på auktion hos Bruun Rasmussen for mange år siden. De lyserøde Beetle-spisebordsstole i velour er købt til huset, og den lyserøde nuance, som går gennem hele indretningen, er hentet fra solnedgangen og skumringen, som der er udsigt til fra huset. Fold sammen
Læs mere

For tre år siden havde Trine Tirsgaard store planer om et totalrenoveringsprojekt af en lejlighed i indre København, men boligen blev solgt lige for næsen af hende. Da hun nedtrykt gik en tur bagefter, så hun en annonce hos en mægler for et projektsalg på Strandpromenaden ved Svanemøllen. Dengang lå der kun få tegninger af projektet, men hun slog til. Det var beliggenheden, hun faldt for, eller nærmere betegnet: vandet. Lige meget hvor du befinder dig i huset, som hun flyttede ind i for et år siden, er der udsigt til vandet.

»Det er så fascinerende og så smukt. Når man først har prøvet at bo med udsigt til vand, er det nærmest ikke til at undvære igen. Man ved, hvad man værdsætter, jo ældre man bliver, og jeg vil nødigt undvære vandudsigten igen,« siger Trine Tirsgaard.

En anden fordel ved beliggenheden er lyset. Det er der masser af i huset, og det udgør en stor del af indretningen.

Den bløde sofa og de magelige lænestole i grå velour er lavet af Meridiani. Velour er et materiale, der går igen i boligen, for Trine Tirsgaard elsker, at det er varmt og levende. »Mange siger ’her kan man da dårligt have børn på besøg’, men jeg er slet ikke hysterisk. Her skal man kunne leve og bruge tingene, og så giver brugen et præg af liv,« siger Trine Tirsgaard. Fold sammen
Læs mere

»Jeg er grundlæggende passioneret omkring og fascineret af lys. Det er så vigtigt for, hvordan jeg befinder mig lige nu. Jeg er flyttet en del gange og har boet med mange forskellige stilarter, og jeg har fundet ud af, at jeg ikke er så fast forbundet med en bestemt indretningsstil. Jeg kan godt lide at leve med forandringer, men i og med at mit job indebærer, at der er store forandringer hver dag, hver time, så giver roen i en rolig, lys og enkel indretning friheden til at udforske alt det spændende på den anden side af mine vægge. Det kræver ro omkring mig at leve i kaos,« forklarer Trine Tirsgaard.

Varme materialer

Den gennemgående og gennemførte stil i huset er netop lys og enkel, stilistisk og med en grad af minimalisme. Samtidig er det vigtigt for Trine Tirsgaard, at der også er varme i hjemmet, og den får hun bl.a. ind med sit valg af materialer, hvor velour er det foretrukne på alt fra spisestuestole til sofaer, fordi det er varmt og levende. De tre gennemgående farvetoner er hvid, grå og toner af rosa, og det skaber en harmoni mellem rummene.

I den store stue på første sal har Trine Tirsgaard skabt et dasehjørne med en chaiselong fra Meridiani og et par »tykke og lidt klumpede« Bongo-sofaborde, også fra Meridiani, som giver en lidt skæv kontrast. Ude på den store terrasse nydes solen, når den er der, i lækre dækstole i teaktræ. Bag chaiselongen står et stort antikt fransk spejl, som er en af de ting, Trine Tirsgaard har bragt med gennem mange flytninger. Fold sammen
Læs mere

»At bo ud til vandet med så meget lys gør, at pasteller naturligt kommer ind. Omkring morgengry er himlen rosa, det samme er den ved skumringstid, og jeg har haft lyst til at trække den farve ind, så det indre hænger sammen med det ydre.«

Men for at det hele ikke skal blive for harmonisk og pænt, for det kan Trine Tirsgaard ikke holde ud, bryder hun det pæne med kontraster. Det kommer stærkest til udtryk i hendes store billeder af fotografen Morten Kirckhoff fra hans ’Abandoned’-bøger. Bl.a. et billede af et forladt bordel i Tennessee, der nu hænger i alrummet, og på første sal hænger et billede af et gammelt rumænsk fængsel.

»Jeg elsker at se på det stilrene, men jeg bliver nødt til at bryde med det pæne, også personligt; jeg kan ikke lide båse og rammer. Billederne er på en måde dystre, men de er en provokation i det pæne og lyse, og de starter historier i mit hoved. Jeg forestiller mig de liv, de mennesker, der har været i de huse, har levet. Og det, synes jeg, er vigtigt at have i et hjem.«