Langt flere trafikdræbte motorcyklister i 2018

I de første seks måneder af 2018 har 10 motorcyklister mistet livet på danske veje

Foto: Rådet for Større Færdselssikk. En typisk motorcykelulykke: motorcyklisten opdager for sent, at en bilist skal svinge til venstre. For høj fart er en faktor i mange af ulykkerne.
Læs mere
Fold sammen

Med det gode vejr kommer ikke kun cabrioleter og klassiske biler ud på de danske veje, men også rigtig mange motorcykler, som har stået til opbevaring siden efteråret. Det gode sommervejr giver i år motorcyklisterne perfekte vilkår, men en opgørelse fra Vejdirektoratet viser samtidig en stor stigning i antallet af motorcyklister, som bliver dræbt i trafikuheld. I hele 2017 blev 11 motorcyklister dræbt på de danske veje, men det gode vejr og flere timer på vejen fører tilsyneladende flere uheld med sig, for allerede i de første seks måneder af 2018 er antallet af dræbte motorcyklister nået op på 10.

Godt vejr og mere køretid er dog ikke de eneste faktorer, når det kommer til stigningen, forklarer pressemedarbejder hos Rådet for Større Trafiksikkerhed, Jeppe Holm Gudmandsen: »Det er bekymrende, at der er sket så mange dødsulykker i år. Selv om de fleste motorcyklister kører pænt, er meldingen fra politiet, at flere af ulykkerne skyldes for høj fart på motorcyklen. Af erfaring ved vi, at for høj fart kan bidrage til, at en bilist kan fejlvurdere hastighed og afstand eller måske helt overse motorcyklisten og derfor ikke overholder sin vigepligt. Det gør ulykkerne endnu mere tragiske, fordi de med stor sandsynlighed kunne have været undgået.«

Motorcyklisterne opfordres til at tage ansvar i trafikken

Danmarks største klub for motorcyklister, MC Touring Club med cirka 38.000 medlemmer, holder løbende øje med statistikken og opfordrer medlemmer og andre motorcyklister til at tage ansvar i trafikken: »Som motorcyklist er man nødt til selv at tage ansvaret for sin egen sikkerhed i trafikken. Man skal sikre sig, at man bliver set, og man skal være meget opmærksom på sin hastighed, for selvom vi også opfordrer bilisterne til at holde ekstra øje med motorcyklisterne, ved vi af erfaring, at vi kan være lette at overse,« siger Lene Michelsen, næstformand i MC Touring Club.

De mest typiske ulykker, hvor motorcyklister er involveret, sker i sammenstød med biler, bl.a. når bilister skal dreje og overser en modkørende motorcyklist (ofte kører motorcyklisten med for høj fart) og når en motorcyklist kører op i en holdende bil.