Kom ud i haven og høst de sidste grøntsager og bær

Endelig er det tid til at høste frugten af forårets arbejde i haven. Her får du gode råd og inspiration til hvad, der skal ende på bordet i morgen og hvad, der kan vente i fryseren.

Det er tid til at høste køkkenhavens sidste gulerødder, kartofler og rødbeder. Fold sammen
Læs mere

Det er lige nu, at det sidste ræs af grøntsager, bær og frugter sætter ind i køkkenhaven. Det gælder både gulerødder, kartofler, løg, kål, sommerspidskål, rødbeder og bønner.

»Lige nu er der en overflod af bær, frugt og grøntsager i køkkenhaverne. Det gælder om at få tilberedt og konserveret herlighederne, så de holder længere. Det kan f.eks. gøres ved syltning – og man kan sylte stort set alting,« fortæller Jacob Dietz, der er HRchef hos Aarstiderne.

»Syltet blomkål er et skønt tilbehør til vinterens tungere kødretter, og blomkålen kan også hakkes og røres i en hjemmelavet remoulade. Syltede tomater er et friskt og anderledes alternativ til ketchup,« siger Jacob Dietz. Hvis det skal være klassikeren, syltet agurk, foretrækker han den helt friske, lynsyltede udgave, hvor agurkeskiverne blot overhældes med en lage af eddike, sukker og krydderier (f.eks. anis, peberkorn og laurbær) og trækker kort indtil servering. 

JESPER CORFITZEN ER havefaglig leder hos Haveselskabet, og han fortæller, at der stadig er ting, der kan sås her midt i august.

»Nu begynder vi at have huller i køkkenhaven, og det gælder om at udnytte jordlodderne i den lille køkkenhave. Man kan fylde ud med sommerblomster, men man kan også vente til dage med køligt vejr og så salater, radiser og spinat. Det sår man også allerede i foråret, men de kan sås igen, når temperaturerne er nede omkring 10-15 grader om natten, og det er lidt mere regnfuldt. Så er det med at slå til, for de spirer dårligt, når det er varmt,« siger havefaglig leder Jesper Corfitzen.

Han foreslår, at man bruger sine bær i kolde drikke og smoothies, for det kræver ikke, at man har fire kg, men kan bruges lidt fra dag til dag. Rødbeder er godt som salat eller som en rødbedetzatziki, og kartofler kan skæres i tynde skiver og kommes på pizzaen. Jesper Corfitzen fortæller også, at pizzaen – ud over kartoffel – kan toppes med tynde skiver af pære for en sødlig smag. 

»DET ER OGSÅ OPLAGT at fryse en del af sin køkkenhavehøst ned. Grøntsager kan med fordel renses, udskæres og blancheres kort inden nedfrysning – så er de lige til at gå til, når de skal bruges,« siger HR-chef hos Aarstiderne, Jacob Dietz og fortsætter:

»Bær kan fryses hele og bruges til kompotter, desserter og kager vinteren igennem. Nogle grøntsager egner sig dog bedre end andre til at blive frosset – blandt andre blomkål, grønne bønner og ærter er velegnede at fryse, mens f.eks. løg, grønkål og porre kan overvintre i jorden; især hvis du dækker dem til med halm for at undgå frostskader.«

Men selv om det er fristende at fylde fryseren og have glæde af høsten året rundt, har det også sin charme at nyde sine grøntsager friske fra jorden.

»Hvis vi bruger hele sommeren på at henkoge og sylte og gemme til senere, glemmer vi måske at nyde de friske jordbær (med masser af fløde), det nyhøstede blomkålshoved (kogt let og vendt med mandler og krydderurter) og de nyopgravede kartofler (med masser af smør). Så husk også at nyde flygtigheden ved de helt friske sommergrøntsager, mens de er her,« siger Jacob Dietz, HR-chef hos Aarstiderne, og havefaglig leder Jesper Corfitzen er helt enig. 

»Gennem en lang årrække har vi hentet alle grøntsager på alle tider af året i et supermarked. På den måde er vi vænnet af med at tænke på frugt og grønt som sæsonvarer, fordi vi kan få dem året rundt, men det, som vi sætter pris på som danskere, er jo egentlig årstiderne. Det er der også en god pædagogik i over for børn,« fortæller Jesper Corfitzen fra Haveselskabet.

GODE TIPS
- Start med nogle af de nemme: kartofler, salat, radiser, gulerødder. Så kan man altid udvide. Lav to-tre mindre bede, måske højbede.

- Start aldrig med ét bed, men gerne tre bede eller i hvert fald et bed, der kan inddeles i tre sektioner, så man kan variere sine grøntsager fra år til år. Det er vigtigt med sædskifte, ligesom for landmanden, da jorden bliver træt, og der kommer for mange sygdomme. Med kartofler må der gerne gå tre år, før de står det samme sted.

- Det er en god idé at bruge kompost i sin køkkenhave, når man starter op. Det kan hentes gratis rundt omkring på landets genbrugsstationer. Læg en-halvanden cm kompost over tomme rækker og brug greben til at kultivere det ned i det øverste jordlag – ellers ødelægges spireevnen. Gør det om foråret, og så kan det gøres igen nu på de tomme jordstykker, hvor planterne har brugt en stor del af næringsstofferne. Det virker jordforbedrende, og så kan man minimere udgifterne til organisk- eller kunstgødning.

KØKKENHAVEN LIGE NU
- Selv om det meste er plantet – og måske også høstet igen – kan du stadig nå at så et nyt kuld af salat, radiser og spinat. De kan nemlig sagtens høstes et par gange hen over sæsonen. Det er vigtigt, at det er på dage med kølighed, så vent til gråvejrsdagene. De spirer ikke godt på for varme dage.

- I stedet for én lang række, så så noget nu og vent 1-1,5 uger og så igen. På den måde får du eksempelvis spinat forskudt og kan plukke, når du skal bruge det.

Kilde: Jesper Corfitzen, havefaglig leder, Haveselvskabet