Klumme: Giv os ren besked om sikkerheden i bilen!

Sidste år smadrede Euro NCAP (dem, der giver nye biler sikkerhedskarakterer) 70 nye biler mod sikkerhedsmuren i bilkøbernes tjeneste. Langt de fleste fik de maksimale fem stjerner.

Euro NCAP smadrer dukker i bilkøbernes tjeneste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Dalder

Her vil de fleste tænke ’forrygende, så er der endelig kommet ordentlig styr på det der med sikkerhed’ og trygt gå ud og shoppe ny bil i forvisningen om, at sikkerhed ikke længere rigtigt er noget, man skal bekymre sig om. Men bag de lyserøde tal gemmer sig en lille hemmelighed, som jeg gerne vil dele med jer.

I gamle dage smadrede man bilerne mod muren, gik dem efter med en lup og konstaterede bagefter, i hvor stort et omfang et offer ville have overlevet et sammenstød. Man gjorde det ved forskellige hastigheder og både forfra og fra siden. Det gav et klart billede af, hvor god en ny bil var til at tage en lige højre på kæben. Derefter kiggede man på antallet af airbags og sikkerhedsseler og kom så frem til et resultat for, hvor sikker bilen var. Det er alt det, vi kalder for passiv sikkerhed. Det gav dig som forbruger et klokkeklart billede af, hvad du kunne forvente, hvis en HT-bus besluttede sig for at bruge din bil som kølerornament i et eventuelt sammenstød.

I dag er situationen hos Euro NCAP en anden. Der skal man nærmest være kandidat i matematik for at kunne gennemskue, hvad der ligger til grund for den rundhåndede uddeling af femstjernede karakterer. For der er efterhånden så mange ekstraelementer, der tæller, og som intet har med bilens evne til at tage imod klø i et sammenstød, men som handler om bilens evne til at undgå sammenstød. Fra nødbremse til alarmer for biler i den blinde vinkel og blødere kølerhjelme, som fodgængerne slår sig mindre på. Alle sammen tiltag, jeg hylder. For de er alle med til at sænke antallet af ulykker og hæve den generelle sikkerhed i trafikken. Problemet er bare, at når JEG køber bil, så køber jeg ikke bil for almenvældets sikkerhed. Så køber jeg bil for min, min hustrus og mine børns sikkerhed. I hvert fald når jeg ser på sikkerhedsaspekterne. Så vil jeg gerne have hurtig og klar besked om bilens konkrete modstandsdygtighed, når uheldet er ude. Det kan være svært at læse ud af Euro NCAP’s nyeste stjernesystem.

Det, jeg godt kunne tænke mig, var et tostrenget testsystem. Et der viste, hvor sikker bilen var ved en påkørsel. Altså et system baseret på bilens passive evne til at passe på personerne i bilen ved et uheld. Og så et system, der vurderer bilens totale sikkerhedspakke med selealarmer, nødbremsesystemet og alt det andet gøgl. For uden sådan et testsystem kan du i teorien køre rundt i en skrøbelig sardindåse udstyret med alt, hvad der findes af sensorer, alarmer og nødbremsesystemer, og føle dig tryg ved, at din bil har fået fem stjerner. Men den dag, du krøller den omkring et træ, der betaler du regningen for, at systemet efterhånden er blevet så uigennemskueligt. Det kan hverken du, Euro NCAP eller bilproducenterne være tjent med. Så giv os nu ren besked om den passive sikkerhed, for det er den, der for alvor tæller, den dag lorten rammer fanen (som man siger i USA ...).