Kähler - fra konkurs til kæmpe succes

For otte år siden bød Frantz Longhi på konkursramte Kähler Keramik – og vandt auktionen. Læs, hvordan den 62-årige arkitekt genoplivede et logo, nogle støbeforme og et træls varelager til et stærkt brand.

Ejer af keramikfirmaet Kähler Frantz Longhi Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aarhus, 2008

Det var kun et år siden, Frantz Longhi sad hjemme i Højbjerg ved Aarhus og læste, at Kähler var til salg. Siden en bitter familiestrid i Kähler-familien og efterfølgende konkurs i 1975 havde den danske keramikvirksomhed været drevet på hobbyplan af entusiastiske keramikinteresserede, der nu var knap så entusiastiske.

Så de satte virksomheden til salg – hos en ejendomsmægler. Sælger skønnede, at Kähler som brand ikke havde nogen værdi, men at man sikkert kunne få noget for det gamle Kähler-værksted i Næstved.

Det stak i hjertet på Frantz Longhi at se en så eftertrykkelig deroute. Som uddannet arkitekt var han udmærket klar over, at Kähler var et stykke dansk kulturarv. Et sandt nationalklenodie, der også blev internationalt berømmet, da pottemageren fra Næstved imponerede med en vase med kobberlignende glasur på Verdensudstillingen i Paris i 1889.

Frantz Longhi kiggede rundt i stuen på sin egen samling af original Kähler-keramik. Skal, skal ikke?

»Kähler var i mine øjne i samme klasse som Royal Copenhagen og Georg Jensen. Men jeg havde travlt med min egen konsulentvirksomhed, så jeg gjorde ikke noget ved det. Til gengæld var jeg meget optaget af, hvem der overtog. Da jeg så, at Kähler blev købt af Holmegaard, syntes jeg, at det gav god mening.«

Det gjorde det bare ikke. For den lige så hæderkronede danske glasvirksomhed var ejet af en spekulant, som gik ned i flammer kort efter købet af Kähler, da finanskrisen slog igennem i Danmark. Holmegaard nåede at blive solgt til Rosendahl, men Kähler blev en del af et større konkursbo, der skulle gøres op.

Derfor var Kähler sat til salg igen her i 2008, denne gang uden bygninger.

»Kähler lå der som en lille diamant i et stort konkursbo, syntes jeg. Forladt af alle sine venner. Jeg havde fortrudt lidt, at jeg ikke købte første gang, så jeg spurgte et advokatfirma, hvad sådan noget var værd. Et sted mellem 10.000 og 10 millioner, svarede de. Det betød bare, at det havde de ikke en dyt forstand på – og så sendte de en regning til mig på 20.000 kroner for det gode råd. Hahaha. Så var jeg lige vidt.«

Frantz Longhi kunne hverken få regnskaber eller andre papirer at se fra konkursboet. To timer inden deadline sendte han alligevel sit hemmelige bud på Kähler til advokaterne. »Hold da op, det er løst det her!« var hans sidste tanke.

Keramikfirmaet Kähler så første gang dagens lys i 1839. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

»Næste dag ringede de og sagde: »Tillykke. Kähler er dit!« Jeg tænkte, hvor er jeg dog en idiot, jeg har budt alt for højt, når de firmaer, der har forstand på branchen, tydeligvis har budt mindre. Men det bekymrede mig endnu mere, at jeg nu stod med et ikon på skuldrene, som jeg var meget ydmyg over for, og som jeg bare gerne ville sikre overlevelse. Kunne jeg det?«

»Jeg havde ingen salgskanaler, ingen designere, ingen producenter. Jeg vidste ingenting. Det gjorde det ikke bedre, da de ringede fra advokaten en time efter og sagde: »Du skal i øvrigt flytte et varelager, som den tidligere ejer har haft stående i flere måneder og aldrig har betalt for.«

»Jeg anede ikke, hvor jeg skulle stille det hen. Men jeg kunne ikke engang få lov til at betale for lagerpladsen, for de var trætte af den tidligere ejer og ville bare have det væk. Hvis ikke jeg fik det fjernet inden tre dage, ville de sætte det ud i regnen.«

Frantz Longhi stod nu med et navn, et logo, nogle keramiske forme – og et varelager, der skulle fjernes. Han tilbød Jesper Schmidt Holst, der var direktør for Kähler under den tidligere ejer, at fortsætte og ansatte yderligere et par folk. Så skrev han en mail ud til sine ansatte, at de ville få nye kolleger i konsulentvirksomheden, for han havde overtaget en gammel pottemager.

»Det var der ingen, der forstod noget af. Det var ikke ligefrem det naturlige kommercielle skridt. I konsulentvirksomheden rådgiver vi om energi og miljø og arbejder typisk med embedsmænd, diplomater og politikere i hele verden. Jeg har selv siddet et år i Malaysia og været rådgiver på premierministerens kontor, og jeg har arbejdet i Estland for EU-Kommissionen, da russerne kørte med tanks gennem gaderne.«

»Kunstnere og arkitekter har vi ikke haft meget at gøre med. Men med købet af Kähler var det, som om der skete noget nyt med mig. Jeg tror, at den oprindelige arkitekt, der søgte ind på Arkitektskolen i sin tid, blev provokeret igen og vakt til live. Der var noget, jeg aldrig rigtig fik udlevet dengang.«

Aarhus, 1973

Frantz Longhi overtog Kähler i 2008 og har siden udviklet virksomheden, så det ikke længere kun handler om vaserne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen.

Aarhus 1973. Frantz Longhi var 20 år og havde skrevet i sin ansøgning til Arkitektskolen, at han ikke helt delte alle ungdomsoprørets røde synspunkter. Arkitektskolen i Aarhus hørte under Kulturministeriet og havde en ekstrem demokratisk styreform, som gjorde, at de studerende sammen med det tekniske personale havde flertal i det styrende råd. Elever og rengøringspersonale kunne med andre ord sætte underviserne uden for indflydelse – hvilket de gjorde flere gange.

Longhi havde svært ved at se, hvordan man kunne lære det fornødne pensum med de regler. Ikke desto mindre stod han nu ude foran skolens hovedbygning og nægtede sine lærere adgang, da eleverne var midt i et oprør.

»Jeg troede, jeg skulle være en ny Jørn Utzon, da jeg kom ind på Arkitektskolen, men så fik jeg at vide, at jeg skulle læse Karl Marx i stedet. Det var studenteroprøret, og hvis de andre besluttede at besætte skolen, skulle man jo være med, hvis man var bare lidt begavet. Ellers var man udenfor.«

»Og jeg kan egentlig godt lide at gå forrest. Vi gik ikke og smed bomber, men jeg stod der i døren og sagde pænt til lærerne, at de ikke måtte komme ind. Det var vi mange, der gjorde. Jeg ved, at flere lærere blev mere eller mindre traumatiseret i de år.«

Konflikter har der ellers ikke været mange af i Frantz Longhis liv. Men der har været udfordringer fra starten. Da Danmark blev ramt af en polioepidemi i 1952, blev hans far ramt og døde i løbet af få dage. Frantz Longhi blev født få måneder efter i Aarhus-forstaden Åbyhøj og voksede op med en ældre søster og en mor, der uddannede sig til pædagog efter farens død.

»Jeg har haft en meget lykkelig barndom og en stor grad af frihed. Min mor gik på arbejde, så jeg skulle passe mig selv og skabe min egen dagligdag. Der var ingen, som kom og fortalte mig, hvad jeg skulle. Sådan noget som at lege med biler, det gjorde jeg aldrig. Jeg lavede mine egne ting.

Selv om jeg var en lille gut, var jeg nok lidt af en ledertype i børnehaven og folkeskolen. Jeg organiserede legene i børnehaven og fandt måske på, at vi skulle lave en biograf. Ikke fordi at nu skulle jeg sgu styre det hele. Jeg syntes bare, at det var sjovt. Og så var der nogle andre, der også syntes, det var sjovt. På den måde er meget sjov kommet af sig selv.«

Set i det lys er det måske meget naturligt, at Frantz Longhi ikke kom til at bygge huse, men blev uddannet fra planlægningsafdelingen på Arkitektskolen. Bagefter blev han ansat i Aarhus Amt som ansvarlig for energiområdet, hvor han blandt andet planlagde kraft-varme fra Studstrupværket og fordeling af naturgas til kommunerne i amtet.

Efter få år startede han Dansk Energi Management, og fra det firma har han de seneste 30 år ydet konsulentbistand på energi- og miljøområdet til 100 forskellige lande godt og vel. Firmaet har cirka 100 ansatte, og blandt kunderne er Verdensbanken, FN, EU, det danske udenrigsministerium og en stribe danske institutioner.

Frantz Longhi har tjent mange penge på sin konsulentvirksomhed. Det er derfor, han var i stand til at købe Kähler i 2008 og siden hen også en stribe ejendomme, der knytter sig til Kähler-brandet.

Men der er så mange, der har penge eller »en sund økonomi«, som Longhi foretrækker at kalde det. Det interessante er, hvordan det lykkedes ham at forvandle Kähler til en kæmpesucces, når konkurrenterne i samme periode styrtblødte. Hvordan han midt i en finanskrise kunne fordoble sin omsætning år efter år.

Næstved, 2014

Kähler vasen, som både har været en stor succes, men også har været udsat for ironisering på diverse sociale medier. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Hvad der skete den uge i august – 175 år efter, at holsteneren Herman Kähler slog sig ned i Næstved og startede sit keramiske værksted – kunne ingen have forudset. For Longhi var det som at være med i The Beatles i 1964. Et hysteri, der fik sit eget liv, uden at han gjorde ret meget.

Kählergate omtales den begivenhed i dag. En hvid vase med guldstriber blev solgt i et begrænset antal for at markere virksomhedens jubilæum. Og folk gik bersærk. For isenkræmmerkæden Imerco betød det, at deres hjemmeside gik ned. I de fysiske butikker var der tumult- agtige scener, når kunder efter at have stået i kø i timevis væltede ind og flåede vaserne ned fra hylderne. 350 kroner kostede de. Senere samme dag blev de solgt for 4.000 kroner på Trendsales og DBA.

Samtidig gik de sociale medier amok, dels i lovprisning, dels i ironisering over hysteriet. På Instagram manipulerede folk billeder af Indiana Jones, så han lagde sine hænder på en Kähler-vase i stedet for den hellige gral. I stedet for en kinesisk krukke så man Tintin sidde i en Kähler-vase på forsiden til albummet »Den Blå Lotus«. Og så videre.

Googler man »kählergate«, kan man se det hele og også læse den 85 sider lange opgave, som to studerende på Aarhus Universitet skrev om hændelsen: »Kählergate – et udtryk for modmagt i postmoderne forbrugerkultur« hed den.

I årene forinden havde Frantz Longhi bygget Kähler op på ny. Selv om omsætningen steg hvert år, var der underskud de første tre år på grund af store udgifter til at starte produktion, ansætte folk, åbne butikker og restauranter. Der blev indgået aftaler med keramiske værksteder i Portugal og Thailand. Åbnet flagshipstore i Bruuns Gade i Aarhus. Annonceret i boligblade og kommunikeret på alle tilgængelige sociale medier.

Mest bemærkelsesværdigt var Longhis åbning af en række restauranter, hvor man spiser og drikker af Kähler-produkter, mens man på væggene kan studere sorthvide historiske fotos af Kähler-værkstedet gennem tiderne. Longhi ansatte Michelinkokke til at stå for maden i Kähler Villa Dining i en patriciervilla i Aarhus-forstaden Risskov.

Frantz Longhi i Kählers Spisesalon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen.

Ved siden af flagskibsbutikken i Aarhus’ midtby åbnede han Kählers Spisesalon og fik »Mads & Monopolet« til at sende tre timer derfra live på åbningsdagen – i forbindelse med et velgørenhedsarrangement kunne man byde på det populære radioprogram, og Longhi bød atter højest. I København lejede han Perlen i Tivoli, tegnet af Poul Henningsen. Men hvorfor dette fokus på restauranter?

»Jeg kalder det Social Life Marketing – at man blender folks sociale liv med sit brand og omvendt. Jeg mener, at det er fremtidens måde at lave marketing på. Vi annoncerer også i aviser og magasiner og er aktive på de sociale medier, men jeg tror meget på Social Life Marketing som på restauranterne.«

»Det er mere værdiskabende for vores kunder at sidde over noget skøn mad og have en god oplevelse omkring vores brand, end det er at se os prale af os selv i en annonce. Jeg kalder det, at man kan »smage« på vores design. Det kan du trods alt ikke på sociale medier. Det er samtidig et eksempel på en alternativ vinkel til det at pleje et brand, og det er en vigtig del af vores selvforståelse.«

En pleje, der også koster. Mange ville formentlig have knækket halsen på at etablere en keramisk produktion og samtidig åbne en kæde af restauranter. Vil Frantz Longhi tilslutte sig læresætningen »It takes money to make money«?

»Jaeh. Men det er ikke det eneste, det takes, vel? Det takes en masse andre ting også. Det er klart, at man var gået sukkerkold, hvis ikke man havde haft mulighed for at tro på sin idé gennem tre-fire år med underskud. Men det er den kreative del, der er vigtig.«

»Mange andre brands med penge har ikke oplevet samme fremgang – Royal Copenhagen har haft penge nok, eftersom de er ejet af en kapitalfond, men de tabte tocifrede millionbeløb i samme periode. Jeg tror, at vores passion har gjort forskellen. Hvis vi bare havde været optaget af det forretningsmæssige, havde vi slet ikke haft den succes. Man skal være dygtig til at eksekvere, hvis man vil drive forretning, men hvis man ikke starter med passion, så forget it.«

»Og gudskelov. Det skal ikke bare være en forretningsmand, der sidder og skyder penge af og tager til Bahamas bagefter. Der er medarbejdere, der skal inspireres og inspirere hinanden. De skal også fornemme passionen, at vi er en del af noget, som vi allesammen synes er spændende.«

Kähler anno 2016

Frantz Longhi og Kähler vasen har de seneste 8 år været på en ganske særlig tur sammen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen.

Over for butikken og restauranterne i Bruuns Gade i Aarhus har Frantz Longhi indrettet et baghus til private dining, som man kan leje, hvis man vil spise i fred og for eksempel kombinere maden med et møde.

Han har de senere år også købt en bygning i det gamle Carlsberg i Valby og Centralhotellet i Odder, der begge er dekoreret af Kählers tidligere kunstneriske leder, Karl Hansen Reistrup. Samt en ejendom, der »minder lidt om Bauhaus« på Bremerholm ved siden af Magasin i København og ikke mindst Kählers oprindelige hovedkvarter i Næstved, som han har planer om at indrette til hovedkvarter, showroom og museum.

Vi har talt om Kähler-eventyret i et par timer og taler videre om passion og medarbejderpleje. Medarbejdere sidder under samme tag i Aarhus, både dem fra Kähler og energikonsulenterne. I julegave får de restaurantoplevelser – det virker som en mere oplagt gaveidé end en måneds gratis radiatorvarme …

Kähler-folkene kommer på inspirationsture til Portugal og Thailand for at se produktionen. Konsulenterne rejser generelt meget. Nogen vil sige, at virksomheden slet ikke hænger sammen – så Frantz Longhi spandt en rød tråd for sjov til deres fælles julefrokost for nylig.

»Tænk på Arkemenneskene, begyndte jeg. De sidder om bålet. Ild er energi – det er vores konsulentfirma. Hvad er der over ilden? Et lerkar – det er vores design. Hvad er der i karret? Mad – det er restauranterne. Og så er der måske et shelter over, når det er koldt og regner – det er vores ejendomme.«

»Vores virksomhed er med andre ord knyttet sammen af det helt basale, forklarede jeg. A.P. Møller har olie ude i Nordsøen og kassedamer i Føtex. Det hænger jo slet ikke lige så naturligt sammen. Men vores, det hænger fantastisk godt sammen! O-g så klappede de. Haha. Det var godt nok lidt af en efterrationalisering, men den holder egentlig meget godt vand.«

Frantz Longhi kan sænke de skuldre, han følte tynget af det ikon, han kom til at købe for snart otte år siden. Kähler er sikret overlevelse til næste generation. Godt og vel.

Kähler historien strækker sig over mere end 175 år, men den er langt fra slut endnu. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Da han overtog Kähler, var mærket ved at dø med sine sidste kunder. Blandt 70-80-årige var kendskabet til Kähler 70-80 procent, mens de færreste under 40 og stort set ingen under 30 kendte det. I dag taler Kählergate sit eget tydelige sprog, men Kähler er også »top of mind« – altså det mærke, der først falder en ind, når talen falder på indretning til hjemmet – i Norge! Hvilket blot giver Frantz Longhi blod på tanden til næste kapitel.

Der sælges Kähler-produkter for næsten én milliard kroner på verdensplan i dag – et tal, som Frantz Longhi forventer tredoblet over de næste fem år. I sidste uge sendte Kähler en pressemeddelelse ud, hvor de åbner mulighed for at få en samarbejdspartner med på den internationale ekspansion.

»Nu vil vi gerne være lige så populære i udlandet, som vi er i Danmark. Vi er startet med Norge, som allerede er næsten lige så stort et marked som det danske. Nu vil vi gerne være lige så kendt i Europa og for den sags skyld også uden for Europa.«

»I gammel tid var Kähler jo rigtig kendt – det blev købt af konger og kejsere og står på museer i Moskva, New York, Paris, Stockholm, Wien. Og jeg er tryg ved, at vores forretningsmodel også kan udfoldes i andre lande. Det er ikke det samme som, at det kommer af sig selv. Vi laver planer, som vi følger nøje med direktør Jesper Schmidt Holst i spidsen.«

»Men først og fremmest har vi en drøm, og drømme er af natur lidt naive, for de er jo ikke virkelighed. Det er lidt det samme, som når Claus Meyer tager til New York. Det er også en drøm, men hvis ikke man tror på den, sker der i hvert fald ikke noget.«

Den canadiske ishockeyspiller Wayne Gretzkys berømte ord – »Man misser 100 procent af de chancer, man ikke tager« – lyder lidt anderledes i Frantz Longhis version, men meningen er den samme. De er rundet af fodboldbanen i Åbyhøj, hvor han tilbragte mange eftermiddage som barn.

»På den ene side er det ekstremt tilfældigt, at jeg fik Kähler, fordi det kunne lige så godt ikke været sket. Men omvendt er der selvfølgelig en grund til, at ting sker. Det er ligesom en fodboldkamp. Det er lidt tilfældigt, at der pludselig er en fri foran målet. Men der er også et bagvedliggende forløb. Det er alle de der berøringer undervejs, der pludselig gør, at en står fri foran mål.«

»Alligevel kan man ikke forudsige det. For det kan også godt være, at han brænder. Og det kunne jeg også have gjort. Men jeg plejer at sige, at når de der tilfældigheder opstår, så er man nødt til at skyde på mål, når man er fri. Man kan ikke planlægge at score i 17. minut i 2. halvleg. Sådan fungerer virkeligheden ikke. Man skal opsøge heldet.«

Ejer af keramikfirmaet Kähler Frantz Longhi Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen.