Højbenet lillebror gør det nu markant billigere at købe SUV

Den populære Tiguan får en lillebror, T-Roc, som gør det markant billigere at købe SUV fra Volkswagen. Den nye model kommer med mulighed for firehjulstræk

Skitsen viser en bil med tre døre, men produktionsmodellen med premiere den 23. august har fem døre Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Picasa

Volkswagen mangler SUV- og crossovermodeller i sit modelprogram, men om to uger udvider tyskerne med en spændende nyhed, T-Roc, og for at give en idé om, hvad det bliver for en størrelse, så tag et kig på skitsen herunder. Vi tænker, den bliver nutidens svar på start-90'ernes Golf Country, mere eller mindre i hvert fald (den kan du se længere nede). Men vi må advare om, at skitsen med stærk sandsynlighed overdriver, hvor strømlinet og dynamisk den nye VW kommer til at se ud. Skitser er designerdrømme, og de er ikke altid til at overføre til virkeligheden. Volkswagen har dog tidligere lovet, at T-Roc bliver en bil, der taler mere til følelserne end fx Golf, og det er da med til at hæve forventningerne.

T-Roc bliver den moderne tids Golf Country. Denne specielle Golf var til at starte med ikke ment som produktionsmodel, men endte med at blive produceret i starten af 1990'erne Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.


T-Roc bliver kompakt, en bil i Golf-størrelse, og dermed kommer den til at sidde under Tiguan i modelprogrammet – en SUV som fås fra cirka 385.000 kr. Det betyder lavere priser, så en startpris under 300.000 kr. virker som et reelt bud. En endnu mindre SUV, med udgangspunkt i den nye Polo, vil senere gøre det endnu billigere at købe SUV hos Volkswagen. I modsætning til det skitsen fortæller, så får T-Roc fem døre og ikke kun tre, så de praktiske sider skulle være i orden. Volkswagen forstår om nogen at udnytte karrosseriet til bedst mulige pladsforhold.



Da T-Roc er baseret på MQB-platformen, brugt i alt fra Audi TT til Skoda Superb, bliver firehjulstræk en mulighed - i hver fald til de kraftigere motorer, som vi forventer får omkring 190 hk. En trecylindret benzinmotor med omkring 115 hk er sandsynlig indstigningsmotor, mens en oplagt bestseller er den nye 1,5 EcoTSI. Den kommer med enten 130 eller 150 hk. Vi vender tilbage med alt om den nye T-Roc, når vi ser den i forlygterne til premieren den 23. august i Milano.