Forskel på 1.000 pct.: Her er landets dyreste og billigste kommune

Der er en verden til forskel på prisen på villaer og rækkehuse i landets dyreste og billigste kommune.

Gentofte sø. Foto: Peter Dedecker.
Læs mere
Fold sammen

Der er kun en køretur på godt 150 km mellem Hellerup i Gentofte Kommune og Maribo i Lolland Kommune. Men ser man på forskellen på huspriserne i de to kommuner, indikerer de, at afstanden kunne være meget længere.

Mens Gentofte Kommune har landets højeste huspriser, er det billigst at købe hus i Lolland Kommune. Faktisk er priserne tæt på 1.000 pct. højere i Gentofte. Det viser tal fra Boligsidens Markedsindeks for august.

»Det er attraktivt at bo i Gentofte, hvor der er kamp om boligerne. På Lolland kæmper de for at få folk til at købe husene. Sammenligningen mellem de to kommuner viser, at boligmarkedet er meget polariseret, og at der reelt er tale om to helt forskellige markeder. Men ser vi på markedet på Lolland alene, kan vi faktisk se, at det går godt, og at kvm-prisen på et hus i Lolland Kommune er steget en femtedel det seneste år,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Den gennemsnitlige kvm-pris på en villa eller et rækkehus i Gentofte Kommune er 42.786 kr. og 8,5 pct. højere end på samme tid sidste år, mens den i Lolland Kommune er steget 21 pct. og nu er 4.398 kr.