Feminin oase med plads til liv

Hvis du er lidt farveforskrækket, kan du begynde her: Mette Parvings hjem er nemlig farverigt uden at larme for meget. Her finder du farver som nougat, støvet rosa og lysegrå på vægge, puder og plaider, tilsat masser af friske blomster fra haven. Men lidt spræl er der også plads til, og den feminine farvepalette får modspil af lamper i industrielt design, grafisk kunst og en turkis tallerkenrække.

Før havde Mette Parving hvide vægge, men der skulle ske lidt, og stylist Sidsel Zachariassen anbefalede at male to af væggene i stuen i en støvet rosa nuance. Det har skabt en mere varm og intim stemning i rummet. Hjørnesofaen fra Bolia sørger for siddepladser til hele familien, der ofte camperer med deres dyner her iblandt de doucefarvede puder fra Designers Guild og Mette Parvings egen produktion. Lænestolen og gulvtæppet er fundet hos Designers Guild, mens sofabordet er fra &tradition. Gulvlampen og væglampen er fra Lampe Gras, mens de to billeder er fra Bob Noon. Fold sammen
Læs mere