Favoritter og hadebiler: »Berlingoen hylder alt, hvad jeg hader - men den gør præcis det, den skal«

BMINTERN - ccc Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Forleden var der en bruger på min YouTube-kanal ’Kuffert & Kørehandsker’, som spurgte mig, hvad mit favoritbilmærke var? Egentlig et relevant spørgsmål.

Som anmelder er min rolle altid at forholde mig tilstræbt neutralt til alle nye bilmodeller, men når jeg kaster med flere kritiske sten mod nye bilmodeller end en demonstrationsramt-autonom, der er faldet over et brolæggersjaks nyfyldte trailer, så er det rimeligt at spørge mig, hvad mit personlige hjerte egentlig banker for.

For jeg er ikke lavet af træ, og jeg er et automobilt emotionelt menneske. Så selvfølge har jeg darlings. Ligesom avisens mad- og vinanmelder Søren Frank er mere begejstret for nogle typer vin end andre, så har jeg også bilmærker og modeller, jeg naturligt fatter større sympati for end andre. Også længe inden jeg har trillet en meter i dem.

Overordnet set kommer det an på, hvad formålet er. Jeg elsker, når Citroën lykkes med en billig og anderledes bil, jeg er vild med BMW’s køredynamik, ingen kan slå Audi på kabinebrugerflade lige nu, og så kan intet hamle op med en V8 Maseratis oktansymfoni.

Stik mig en Lotus på en racerbane eller en Range Rover i et mudderhul, og jeg er også begejstret. Som hverdagsbil leverer de færreste biler mere tilgængelig køreglæde end den nye Ford Focus, men skulle jeg tænke på min privatøkonomi, så vil en Volkswagen Golf næsten altid være det bedste valg. Begejstrer sådan en Golf mig? Hmmmm, ikke rigtigt, men alligevel bliver jeg imponeret over, hvor konsekvent pletfri den er. Og det ender så alligevel med at begejstre mig, at man kan lave en stort set fejlfri bil. På den anden side finder jeg en bil som Alfa Romeo Giulia uimodståelig – også selvom samlekvaliteten er middelmådig, infotainmentsystemet dybt kritisabelt og fordøren forbløffende kort. For på design og køredynamik charmerer den boksershortsene af mig – i overført betydning. Den gør mig urimelig glad, og det elsker jeg Alfa Romeo for.

Men hov – er det ikke et problem, at jeg sådan har favoritter?

Bliver mine anmeldelser så ikke farvet? Jo – det gør de formodentlig. Men derfor er det altid afsindig vigtigt at indvie jer læsere i, hvad præmissen for anmeldelsen er. For et par uger siden anmeldte jeg den nye Citroën Berlingo. En bil der hylder alt, hvad jeg hader ved biler. Plads, pris og et urimeligt fokus på praktisk anvendelighed. Derfor kører den som en bus og ligner et forvirret hundehus på hjul.

Men den gør præcis det, en Berlingo skal, og den gør det markant bedre end forgængeren. Så anmeldelsen var positiv – også selvom jeg personligt hellere ville have fjernet en visdomstand med en sløv murerske end eje en Berlingo. Så længe læseren kender præmissen for anmeldelsen, og præmissen ikke er, hvad jeg selv ville eje, men om bilen gør, hvad den lover, så er alle klogere efter endt læsning. Også alle dem, der ikke deler mine præferencer.

Men tilbage til favoritmærket. I virkeligheden elsker jeg bare biler, der taler et klart sprog, og hvor form og funktion går op i en højere enhed. Skulle jeg vælge en bil til min familie lige nu, vil det nok være den nye Volvo V60. Men sidste år var det en BMW 5-serie, og til næste år kan det sagtens være en anden. Så svaret er dybest set, at jeg ikke har et decideret favoritmærke, men ville nogen stikke mig en Porsche 928 fra mit fødselsår 1978, ville vi nærme os automobilhimlen.