Du kan gøre havens fugle mere syge ved at fodre dem

Sådan fodrer du havens fugle, så foderbrættet ikke bliver en smittekilde.

Havens fugle har som regel en særlig favorit af frø eller korn. Hvis man serverer foderblandinger, vil de derfor ofte sidde og sortere i frøene, som i stedet kan ende på græsplanen. Derfor råder biolog Michael Carlsen til at holde sig til én type frø per foderautomat. Scanpix/Jørn Deleuran/arkiv Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange danskere hygger sig med at fodre fuglene, så haven bliver fyldt med farver og fuglefløjt. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan man fodrer havens fugle.

Der kan nemlig være risiko for, at de flyvende gæster smitter hinanden med sygdomme.

- Fugle slæber - ligesom os andre - rundt på nogle sygdomme, det kan være alt fra forkølelse til diverse tarmsygdomme, siger Michael Carlsen, som er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Og smittefaren er størst, når der er samlet mange fugle, som kan træde rundt i maden.

- Med foderbrættet sætter vi dem til at vade rundt i maden og skide i maden. Så hygiejnemæssigt svarer det til at byde gæsterne på mad serveret på tallerkener, man har skyllet i toilettet, forklarer han.

Michael Carlsen fortæller, at man ved at fodre fuglene trækker fugle til, som ellers ville være spredt ud over et meget større område.

- Den lettilgængelige føde får også dem til at blive hængende, som ellers har det svært. Og dem vil vi jo nødigt have til at give noget videre til de andre fugle, bemærker biologen.

Han anbefaler, at man for eksempel fodrer med en foderautomat, som er lukket af, så fuglene ikke kan besørge i maden og derigennem smitte hinanden. Man kan også hænge kogler, som man smører med fedt, op eller lægge æbler ud til fuglene.

Det er ikke specifikt foderbrættet, der er problemet, men i det hele taget fodring, der tiltrækker mange fugle, som kan smitte hinanden via ekskrementer, forklarer biolog Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening.

- Der er blandt andet en sygdom, som hedder gul knop, der har spredt sig en del mellem grønirisker og duer de senere år. Den kan ofte medføre døden hos de fugle, hvis de bliver ramt af det. Den er dog ikke farlig for mennesker, siger Knud Flensted.

For at fodringen ikke skal resultere i, at fuglene får smittet hinanden, er det vigtigt at holde foderstedet rent. Derudover er det en god idé at holde vågent øje med havens flyvende gæster.

- Det er ikke, fordi man nødvendigvis skal lade være med at fodre af den grund. Men i det øjeblik man opdager, at nogle fugle er syge eller svage, skal man stoppe fodringen med det samme og holde en pause, råder Knud Flensted og uddyber:

- Man skal stoppe fodringen i fire ugers tid, rengøre foderstedet og skolde foderbrættet, så man får fjernet smittekilden.

/ritzau fokus/