Din egen køkkenhave i krukker

Det kræver ikke meget plads at få sin egen køkkenhave. Med krukker og potter kan selv få kvadratmeter altan blive til dit eget spisekammer – en ny bog holder dig i hånden hele vejen fra jord til bord.

Plant i krukker og potter. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR og Flikr

Det kræver ikke nogen stor have at plante grøntsager eller krydderurter. Faktisk kræver det ikke andet end nogle krukker og plads til dem på en altan, i en vindueskarm eller i en baggård.

Begrebet, urban gardening, har for alvor fået fat, og med den nye bog ’Dyrk din køkkenhave i krukker’ i hånden har det aldrig været lettere at komme i gang. »Ideen med bogen er at vise, at det er muligt for alle at dyrke deres egne grøntsager. 

Det er simpelt og tilgængeligt,« fortæller forfatteren Kay Maguire og fortsætter:

»Jeg har fyldt bogen med så meget information og gode tips som muligt, for jeg har selv testet det hele, og derfor ved jeg præcis, hvilke problemer man kan støde på.«

KAY MAGUIRE ER gartner, kok, forfatter og inkarneret haveentusiast. Hendes bog ’Dyrk din køkkenhave i krukker’ vandt sidste år en pris som Practical Book of the Year, og i marts udkom den på dansk.

Kay Maguire dyrker grøntsager, krydderurter og endda frugttræer i krukker, og hun har sine egne grøntsager på bordet året rundt.

Bogen er derfor også skrevet på baggrund af hendes mangeårige erfaringer og er bygget op som en udførlig guide med 30 trin for trin-projekter til at dyrke grove grøntsager, sprøde krydderurter og friske frugter.

»Folk går mere og mere op i, hvor deres mad kommer fra. Vi prøver at undgå pesticider og sprøjtemidler og ved at dyrke selv, kan vi sikre os vores egne sunde friske råvarer, « fortæller Kay Maguire. 

Og ifølge forfatteren er der ingen undskyldning for ikke at komme i gang, hvis bare du har lidt plads på altanen eller i vindueskarmen. Selv har hun dyrket bl.a. salat og forårsløg i hængende potter, så man på den måde kan udnytte pladsen optimalt.

DET ER VIGTIGT at vælge potter og krukker, der passer til den enkelte plante, så der er plads til deres rødder. Man kan også sagtens plante et frugttræ i en potte, men så råder Kay Maguire til, at man planter den om cirka hvert andet år.

Der skal den have frisk jord, og man skal også gerne vælge en større potte. Hvis du ønsker at have køkkenhave på altanen og bor lige ud til en vej, fortæller Kay Maguire, at vækstbetingelserne stadig er fine – man skal bare sørge for at vaske sine grøntsager ordentligt, før de ender i madlavningen.

Det største problem ved altaner kan være, at der er meget vind. Derfor er det vigtigt at skærme af for planterne, hvis det suser lidt rigeligt.

EN KØKKENHAVE I krukker er også en nem måde at engagere sine børn i hele processen omkring grøntsager og madlavning. Det er overskueligt og kræver ikke nær så meget opmærksomhed på ukrudt og skadedyr som et stort bed i en have. 

Derfor kan det være smart at dyrke sin køkkenhave i krukker – uanset om man har en lille altan eller en stor have. Børnene kan have krukker med deres egne jordbærplanter, bønner, ærter, gulerødder og solsikker. De vokser nemlig forholdsvis hurtigt og er lette for børnene at gå til.

Derudover er der ikke noget bedre end at spise sine egne jordbær lige fra planten. Selv om det nok er urealistisk for mange at have et mål om at blive selvforsynende, er der noget tilfredsstillende ved at se sine grøntsager gro og vide præcis, hvad det er, man sætter på bordet.