Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Svampesæsonen er over os, og skovbunden vrimler med de spiselige sager. Derfor er det bare med at komme ud i skoven, hvis I har lyst til at få svampene til bords.
»Det er et helt fantastisk Karl Johan-år! Det har jo været en meget varm sommer, og så er der kommet regn på det rigtige tidspunkt. De topper lige her i september sammen med kantareller,« siger Gitte Scharff, der er medlem af Svampeforeningen og fungerer som turguide på nogle af deres svampeture.
Lige nu er der masser af gode spisesvampe at tage af, og der er bl.a. Punktstokket indigo-rørhat, Brunstokket rørhat og Lærke-rørhat. De almindelige kantareller har været der lidt tid, og det er lige nu, de skal plukkes. Og så er Tragtkantarellerne også lige kommet.
»Stor trompetsvamp kommer også, men den har jeg ikke set endnu. Men jeg tror, den er på vej,« siger Gitte Scharff og fortsætter rækken af spiselige svampe med Broget skørhat, Spiselig skørhat og Gran mælkehat.
»Champignoner er der også masser af. Men man skal tage sig i agt for at plukke champignoner, hvis man ikke er helt sikker. De kan forveksles med Snehvid fluesvamp, som der er mange af i år, og de er meget giftige. Det gælder bl.a. om at kigge på lamellerne, som hos champignoner først er rosa og så efterfølgende chokoladefarvede,« forklarer Gitte Scharff.
HVIS MAN IKKE har forsøgt sig med svampejagt før, råder Gitte Scharff til, at man starter med rørhattene. De er nemlig til at kende, fordi man kan se, at der er rør under hatten. Er jagten sat ind på den flotte Karl Johan-svamp, er det med at være opmærksom på, at man ikke kommer hjem med den lignende Galderørhat i stedet – for som navnet antyder, smager den forfærdeligt.
Galderørhat har et groft gråbrunt net på stokken og hvide rørmundinger som senere bliver laksefarvede i modsætning til Karl Johan-svampens hvide net med først hvide rørmundinger, som senere bliver gule. Og gå i en stor bue uden om den giftige Satans rørhat, der også kan minde om Karl Johan-svampen, men har en bleg hat og er rødlig på stokken.
»De fleste svampe er en smule giftige i rå tilstand – det gælder faktisk også Kantareller. Champignon og Karl Johan er dog ikke. De små Karl Johan-svampe skærer jeg hele vejen ned gennem hat og stok i tynde skiver med god citronolie over og parmesan, citron og persille. Med et godt stykke brød til er det en lækker forret,« siger Gitte Scharff. Du kan gå på svampejagt frem til frosten kommer, og Gitte Scharff fortæller, at svampene også kan fryses, når bare de er rå og rensede.